Hvor forsvinder vores følelser hen?

Det har været et par lange dage, med et hoved der har kørt mere eller mindre i frigear. Den famøse koncentration har virket ligeså fremmed som en by i Rusland, og stemningen i både højre- og venstre hjernehalvdel har mildest talt været en anelse presset.

Det handler om noget så banalt som at åbne sig op for et andet menneske, med det udfald at skulle lukke i igen. Man kan vel kalde det en slags ’menneskelig rutsjebane’. Den type forlystelse der egentlig ikke er særlig sjov, men som man er nødsaget til at blive siddende i for ikke at falde ud.

For hvad er det lige, der sker med de følelser vi har, når relationer ændrer sig? Har ofte undret mig. Hvor forsvinder de følelser hen? Og kan det virkelig passe, at ting der kan mærkes i hjertet, kan forsvinde – bare sådan uden videre? Kan følelser lave en decideret Houdini?

Sipper et par dråber af den koffeinfri kaffe. Den smager besynderligt beroligende på denne tid af døgnet.

Gad vide om der findes et bundløst hul et sted for alle vores uforløste følelser? En slags brønd fyldt med gamle minder om mennesker hvis veje der skiltes. Følelser, længsler og drømme der aldrig blev realiseret. Et slags la-la land hvor en tur i søen får selv den kløgtigste til at glemme alt om fortiden.

Tænker lidt videre.

Mærker vi mennesker med formålet om give slip igen? Er det et nødvendigt onde for at gøre plads til det, vi egentlig har brug for? Naturens finurlige måde at spille kispus med vores realitetssans?

Eller er det nærmere en form for indirekte brug- og smid væk kultur, hvor følelser først har værdi når det er for sent, fordi vi har for travlt med at beskytte vores pumpende hjerter?

Holder en lille pause i de filosofiske tanker. Kommer i tanke om et citat, jeg tidligere faldt over.

”Du beskytter ikke dit hjerte ved at lade som om, at du ikke har et”.

Sen aftenpoesi. Måske havde jeg brug for den. Jeg er tilhænger af tanken om, at man kun får det, man er klar til. Også selvom det til tider kan gøre nas.

Sipper en tår mere af den grå-blå Broste kop. Tankerne myldrer frem som små soldater i krig.

For gad vide om følelser er ligesom næring? Ligesom min kaffe? Midlertidig, nødvendig for min tilstedeværelse – men flygtig? Måske handler det om at give slip, og nyde det mens det står på. Måske skal følelser ikke forstås. Måske skal de ikke stå til ansvar for deres forsvinden. Måske skal de bare nydes på samme måde som de søde ting i livet. I nuet.

Men hvis alt skal foregå i nuet, og intet er lovet, er intet sikkert.

Kan vi mon holde til den usikkerhed?

Kan jeg holde til det?