Er taget til Poetry Slam. Havde lige misset betydningen af ”U20” Mesterskaberne. Under 20, selvfølgelig. Er omringet af sultne 2.g’er. Konkluderer, at jeg nok er alderspræsidenten blandt publikummet – hvis man lige ser bort fra et par ældre herrer med charmeklude.

9 slammers går på scenen. De slammer om alt fra perverse tøjdyr til lavt selvværd. Bliver nostalgisk. Får en trang til at socialisere. På den spontane facon. Tanken bliver forstærket af mantraet: ”det er jo lørdag”.

Status på fornuften: 0 %

Status på eventyrlysten: 100 %

Afsted til den Smagløse. Beslutter mig for en øl. Bliver spurgt om ID. ”En ny regel”, får bartenderen slynget ud. Griner lidt ved tanken. Og ved det faktum, at jeg ikke har det med. Får skænket en øl alligevel.

Sætter mig i baren. En ung kvinde sidder og bladrer i et par kvindemagasiner. Hun er alene. Rød-blondt pagehår. Briller. Placerer mine baller på stolen ved siden af. Bladrer igennem GAFFA, mens jeg observerer hende. Hun er helt på mute. Skåler min øl mod hendes Colada. Prøver at løsne stemningen. Vi falder i snak. Hun begynder at kopierer mit kropssprog. Vi taler om pognofile. Om skizofren tøjstil. Om livet i udkants Danmark. Om lysten til at farve håret pink, og begrænsninger i indre udfoldelser grundet sit erhverv. Om ikke-eksisterende sangtalent blandet med lysten til at praktisere det.

Hun bor i Haderslev. Og så er hun på samme mission som mig – ude i nattens mulm og mørke for at finde lidt ro. Alene. Vi bliver på mystisk vis enige om at tage videre. Sammen. På karaokebar.

Rammer Color Bar. Bliver spurgt om ID i døren. Igen. Kigger på det håndskrevne skilt på glasfacaden: lørdag, 20 + .  Are you kidding me… Charmer mig ind uden. Får en stille reprimande af den store, skaldede dørvagt som vogter for uvelkomne, mens han placerer et stort, fedt blåt aftryk på mit håndled. Autoriteter, tænker jeg i en hurtig vending. Stedet er proppet. Snusket. Udstyret med fedtede barkort, et beskedent dansegulv og tonedøve toner fra højtalerne. Umiddelbart ikke et sted man varmer op. Nærmere et sted man slutter. Bliver danset ind i af en ung fyr, der har fået ca. 20 øl for meget.

Får overtalt den rød-blondte til en duet. Vi giver den gas til Østkysthustlers’ ’Han får for lidt’. Jeg spytter lyrikken ud som en maskine. Hun kender den ikke. Det havde hun bare glemt at sige. Sejt, at hun stiller sig op alligevel, tænker jeg for mig selv.

Lytter til alternative versioner af gamle kendinge. Laver forbudte jazztrin.

Fornuften banker på. Fortæller kvinden fra Haderslev, at jeg trækker stikket. Vi danser os ud af karaoke-helvedet til lyden af ”Lækker”.

Krammer min nye ven farvel. Stiger på den røde jernhest. Afsted til det nordlige Odense uden forlygte. Som nattens Crime Rider. Politiet kører forbi. Når at dreje af. Godt timet, tænker jeg.

Himlen i mit nabolag er oplyst i orange farver. Mit tøj stinker af tobaksrøg. Sætter ”Spirits” med The Strumbellas i øregangen.

”We are all strange – and maybe we don’t wanna change”.

Teksten fanger mig. Vi er alle mærkelige, på samme måde som livet er en mærkelig størrelse. Og så fik jeg en ny ven i nat. Fra Haderslev. Som jeg nok aldrig kommer til at se igen.

På Studenterhuset. Min mave knurrer. De er løbet tør for det sidste vegetarvenlige udvalg. Bliver tilbudt en toast. Min mave gør oprør mod udsigten til to skiver luft med lidt grønt i mellem. De er ved at gøre klar til open jam. Den før beroligende summen overdøves nu af alle instrumenterne, der bæres op på scenen. Min koncentration har nået sit højdepunkt.

Afsted til Nelle’s. Prøver forsat at begrave mig i eksamensskrivningen, som jeg stadig ikke forstår halvdelen af. Det har på nuværende resulteret i 3 times hår-rivning og stirren ind i en semi-tom skærm. Desuden er jeg på lægeordineret lovlig dope, som har gjort mig silo-agtig og mærkelig. Som kirsebærret på toppen må miksturen ikke blandes med alkohol – så ingen øller til mig. Kan mærke en irritation over mit manglende valg. Det er som om, at alt det jeg ikke må, pludselig giver mig en stærk lyst til at gøre det alligevel. Nok derfor forbud aldrig har været min kop the.

Fyren fra Emergenza chatter mig op. Jeg havde lovet ham at komme forbi til poetry. Tiden med ingenting er løbet fra mig. Tidsoptimisten bider mig i bagdelen. Aflyser.

Midt i min manglende koncentration cykler Ireren forbi. Han har været til casting i København. Tilfældigt sammentræf, alligevel. Han kommer ind. Jeg bliver grundforvirret, og har pludselig problemer med at sammensætte sætninger. Føler mig for en kort stund socialt inkompetent. Ireren bruger ca. 2 minutter på at overtale mig til at smutte. Jeg indvilliger, med min manglende evne til at prioritere.

Afsted til den Smagsløse. Kitschet sted. De har et pølse-museum. Og afhuggede dukkehoveder i glasvaser på en bund af kaffebønner. Snakker med en canadier, som har holdt foredrag om Trump og totur. Han forklarer hvordan risikoen for decideret hjernevask kan finde sted. Det sker ved at opveje en negativ ting med så mange gode argumenter, at det forvirrer folk. Jeg er allerede forvirret. På et højere plan. Men tanken giver mening i sin grundessens. Vildt nok. Jeg tager mig selv i at stå og blive fjern. Undrer mig over, om det er medicinen, stemningen, eksamenskulleren eller noget helt fjerde der gør mig rundt på gulvet. Konkluderer, at jeg ikke har svaret (men at multitasking på alle niveauer er mere udfordrende end sædvanligt).

Ireren vil have mig med ned til havnen. Der er et elektronisk underground event. Jeg indvilliger. Vi cykler afsted til de alternative festligheder. Jeg øver mig i at konstruere sætninger på engelsk i min lettere forvirrede tilstand. Han er kommet på overarbejde med at holde samtalen kørende.

Ankommer til den store bygning. Forbi hegenet. Ind i hallen.

Kun en håndfuld mennesker er mødt op. Giver formelt hånd til alle. Kommer i tanke om akward handshakes. En af dem har fødselsdag.

Musikken går på. Vi står i det store, mørke, iskolde lokale og kigger op på scenen. Scenen er placeret i en højde, som får den til at fremstå som en piedestal. De spiller elektronisk. Alternativt ud over alle grænser. Jeg får i dén grad udvidet min horisont.

Men jeg forstår ingenting.

”Jeg forstår det ikke” får jeg sagt til fødselaren.

”det er også mere en følelse”, responderer han.

Følelsen jeg står med, er bare en gennemsyret følelse af angst og ubehag. Den orange udrykningslampe som står på scenen, kører motorisk rundt, og giver mig en følelse af indre uro. Det er nok noget af det mest syrede,  jeg længe har oplevet, tænker jeg for mig selv. Mærkeligt. Depressivt. Fornemmer min ved-siden-af-mig-selv-tilstand blive forstærket. Måske er det meningen?

Fødselaren hiver mig med udenfor til en smøg. Vi filosoferer.

Ireren vil tilbage til Studenterhuset. Fødselaren vil på Momentum. Og jeg er ikke i stand til at tage nogen former for beslutninger i min semi-kaosagtige, indre tilstand. Det forstærkes yderligere i hyppige sprogskift, som hyler min hjerne ud på overarbejde.

Just follow the flow, tænker jeg.

Ender på Momentum. Burde være gået for længst. På den anden side trækker eventyret i det ukendte og spontane altid i mig. Som en lidt for kraftig magnet. Og livet er jo for kort til leverpostej. Men stedet er dødt. Det samme er min humor for i aften. Trætheden og den mærkelige stemning har bidt sig fast, og nægter at give slip.

Bliver der kort, før jeg vælger at trække stikket. Siger pænt godnat til Ireren og Fødselaren.

Cykler hjem i regnen med tænderne klaprende på højtryk. Mit hoved er stadig proppet til randen med informationer, jeg ikke nødvendigvis kan placere. Har været igennem eksamensskrivning, depri-elektroniske toner, kunstneriske excentriske typer, soberhed, kæderygning, Trump og totur, hemmelige rum, en tur på et pølsemuseum, midlertidige manglende sociale kompetencer, interessante samtaler og en gennemsyret spontanitet. Meget skiftende dynamikker. Kontraster er vel et passende ord.

Konstaterer, at det må være dagens længste overspringshandling.

Det kan krible helt i fingrene på mig og give mig en umådelig lyst til at afbryde en samtale, hvis jeg pludselig bliver overdynget med ”gode råd”. Især dem som jeg ikke har bedt om. Har i den seneste tid spenderet en del timer med en masse kloge mennesker, som har fået mig til at stille mig kritisk overfor min egen alvidenhed.

Det sjove (eller nok nærmere pudsige) er nemlig, at jeg selv elsker at give ”gode råd”. Jeg tror, det bunder i en iver efter at hjælpe, hvis jeg har erfaring med emnet, eller mener at have godt styr på den problematik, den pågældende står i (for så må den anden jo brænde efter mit gode råd. Min fantastiske hjælp og ekspertise. Min viden!). Desværre er det bare sådan, at vi ser verden helt forskelligt. Så den reelle chance for at et uønsket godt råd er brugbart, er ret tæt på nul. Nu mener jeg ikke, at vi ikke må komme med noget respons i en samtale. For selvfølgelig må – og skal vi det. Og hvis jeg bliver spurgt direkte, får du muligvis også et. Gode (uønskede) råd kan i bedste fald åbne op for en refleksion hos den pågældende, men tit har jeg egentlig bare oplevet en stor irritation og en efterfølgende lunken stemning. Skulle det så ske, at rådet faktisk giver mening, for den person der er i fokus, så er det fantastisk! Dog er rådet stadig baseret på mine erfaringer, og ikke ud fra den person jeg faktisk står og taler med. Jeg er af den overbevisning, at det er enormt svært at forholde sig objektivt i forhold til gode råd. Det er det samme som med børn og varme kogeplader. De lærer det først, når hånden HAR været solidt placeret på den varme plade for derefter at konkludere, at den rent faktisk var varm…

Til gengæld er jeg stor fortaler for, at vi skal blive bedre til at lytte og droppe idéen om, at vi ved alt på forhånd. Eller bare har den bedste løsning. Også selvom det kan klø noget så voldsomt, når ”svaret” ligger lige der. Og endda til højrebenet. Som nævnt tidligere er det bare ikke sikkert, at det er den rette løsning. Måske for en selv, bevares – men nu drejer det sig ikke om dig eller mig (øv).

Desuden er det at ”lytte” – altså ikke der hvor man bare er tilstede, og samtidig har hovedet fuldt med andre ting (fik jeg mon slukket komfuret? Hvad skal jeg mon have til aftensmad? Uha, han er da meget sød ham der lige gik der! Hvornår kan jeg mon få lov at byde ind med noget? Jeg kunne da også liiiige tjekke min Facebook – bare hurtigt. Ej, skal da også lige huske at købe karklude. Og toiletpapir). Nej, jeg tænker ”lytte”, som i at man er 100 % nærværende, nysgerrig og faktisk gider at høre efter. Problemet er jo ofte, at når vi tænker løsninger eller på alt muligt andet fremfor at være nærværende i samtalen, glemmer vi helt at høre efter. Og så mister de gode råd og deres intentioner ofte deres formål.

Kl. er 23.31

Har hevet computeren frem i forsøget på at være produktiv her i de sene aftentimer.
På med hørebøfferne. Beslutter mig hurtigt for, at de smadrer min kreative proces. Ligger dem ved siden af mig igen. De hvide, klapsammenlige lydkatalysatorer.

Rummet bliver pludselig så stille, at det eneste jeg kan høre, er fingrene som hamrer af sted på tastaturet. Men kun i et splitsekund. Tastaturklapperiet bliver med lynets hast overdøvet af en åbenlys tonedøv sanger. Min overbo. Vurderer, det er en kvinde ud fra tonelejet. Hun rammer toner, som jeg ikke troede fandtes. Uforståelig lyrik. Det lyder mere som en form for klagesang. Den type stemme der lider gevaldige knæk, og fremføres i et jævnt monotont leje. Den stemme som man typisk får fremmanet i en brandert. Den stemme hvor man i sin brandert faktisk er helt overbevist om, at man har et skjult talent (som udmunder sig i en undren over, hvorfor man ikke blev sanger… Man kunne jo få hele Sam’s bar til at klappe i takt efter 6 bajere?!).

Det er selvfølgelig lige indtil det en dag, hvor man ved et uheld (læs: helt bevidst) optager sig selv. I samme øjeblik som lyden gengives, rejser hårene som små stive pigge på et pindsvin. Tæerne er på mystisk vis begyndt at krumme, og man tager sig pludselig i at tænke katastrofetanker: hvordan kan båndet destrueres hurtigst muligt uden vidner? Ligesom en kriminel på flugt.

På uhåndgribelig vis sker det med en konflikt i hovedet, da det er ubegribeligt, hvorfor tonerne ikke kommer ud i samme skønsang som til sessionerne i badet. Man forbander ekko og generel rumklang for en stund. Det munder ud i tanker, om vi bare er bygget således. Altså, bygget til at have et filter for at kunne høre, hvorvidt der er talent eller ej. Lidt ligesom at ens egne prutter altid lugter bedre. Udover at kvinder selvfølgelig ikke prutter. Dårligt eksempel.

Sidder tilbage, og studser over tidspunktet. Reflekterer et øjeblik.
Den tonedøve overbo kunne jo have været mig.

Er blevet inviteret med til Emergenza af Ireren. Har på nuværende stadig ingen idé om, hvad det er jeg har sagt ja til. Men først har vi aftalt at mødes for at smøre ganen.

19.02 Træder ind på Christian 4-tal.

Lige (næsten) til tiden. Bliver taget imod ved baren, hvor Ireren allerede er i gang med den første øl. Finder hurtigt ud af, at jeg har ramt happy-hour. Her er godt fyldt med mennesker og en konstant talestrøm. Får hældt øl i glasset – sort og sødt. Som jeg bedst kan lide det.

Fornemmer en nervøsitet sprede sig i kroppen. Varmen stiger op til kinderne på mig og giver dem en rouge-rød kulør. Det ligner ikke mig, får jeg tænkt i en hurtig vending. Måske er det bare for længe siden, at jeg har været ude blandt folk? Tænker for mig selv, om det er muligt at blive socialt inkompetent på et par måneder? To store glas senere er det dog hurtigt glemt, og mit engelske flyder uden de store problemer. Jeg kan ikke lade være med at betragte Irerens veludviklede evne til at smalltalke – en evne, som jeg beundrer.

Hans åbenhed er anderledes, end den jeg normalt støder på i Odense. Faktisk er jeg underholdt, selvom det bare er smalltalk. Mystisk… ”Stik-mig-et-par-tunge-samtaleemner-hvor-vi-kan-kradse-i-overfladen” er normalt mere min kop the.

Spørger indtil hans åbenlyse store netværk. Er nysgerrig på hvordan han gør. Han kigger på mig, med det store glas sorte guld i den ene hånd og svarer: ”The Danes call it networking – I just call it talking”. Manden har alligevel en pointe. Ordet ’networking’ kan hurtigt få en klang af, at man udelukkende taler med folk for egen vindings skyld – ikke nødvendigvis for samtalen eller mennesket bag. Måske er det grunden til, at vores smalltalk ikke virker påtaget? Netop fordi det bare er snak? Eller måske fordi vi allerede er ude over begrebet smalltalk? Slipper tanken.

Tager den falske læderjakke på. Vi går videre til Posten for Emergenza med flere promiller i blodet end antaget. Har på nuværende tidspunkt stadig ligeså lidt idé om, hvad der skal ske, som før.

19.10: ankommer til Posten.

Stedet synes mindre end sidst. Kun en lille scene er opstillet til fordel for de konkurrerende deltagere. Får bestilt en øl for at holde mig kørende. Det er et anderledes klientel end sidst. Med god grund. Primært alternative og kunstneriske typer. Typerne der ligner, at de alle kan spille på et eller andet. Eller bare er lidt små-excentriske.

Tre mænd træder ind på scenen. De giver den gas med tung bas og en energi jeg sjældent har set. Alt imens bades de i et lysshow af violette og pink nuancer.

Klapper. Kort pause.

En mor og hendes søn har i mellemtiden indtaget scenen. Et bizart scenarie på den helt fede måde. Bliver draget af absurditeten og rytmikken. En skaldet, ældre mand står motorisk og klapper. Like nobody is watching. Han ligner en glad sæl, tænker jeg. Jeg betragter og bifalder hans løssluppenhed.

Bevæger kroppen ud i rygergården for at summe mig lidt. Spørger en tilfældig fyr om en cigaret. Hader at nasse, men trangen til et skud nikotin kildrer i fingrene på mig. Han rækker mig en smøg, som jeg deler med Ireren. Får ikke fat på hans navn. Den tilfældige fyrs lillebror har spillet. Han var med i det første band. Jeg så dem ikke, da vi stadig sad og drak øller på daværende tidspunkt. Bliver fjern i blikket og betragter hans vens næsering. Tror den er lavet af guld.

På vejen tilbage støder jeg på et kendt ansigt. Han var med til poetry slam. Connecter med ham på Facebook. Krammer. Vi forlader hinanden til fordel for musikken og hans hjemtur.

Næste kunster har gjort sig klar. Sort hat. Glimmer-striber på begge kinder og store, sortmalede panda øjne. ”I like him already” siger Ireren til mig. Kan ikke andet end at give ham ret. Han synger. Jeg står tilbage med en flad fornemmelse.

Uden den vilde tidsfornemmelse tager vi videre på BarRar. Er blevet introduceret for stedet før. De skulle efter sigende lave gode cocktails. Stedet minder mig om Jylland og tidligere branderter. Snakker med Ireren om stort og småt. Mest stort. Køber i spontanitet en hel pakke cigaretter. Suger løs på de små skadelige rør, og finder lidt ro i nattens uforudsigelighed.

02.20

Siger farvel til Ireren og får prajet mig en taxa. Dumme penge, tænker jeg hurtigt. Men at komme hurtigt hjem i varmen er åbenbart det værd. Fortæller min logik mig. Sløret af alkohol, måske.

Der tikker en besked ind på Messenger. En gammel bekendt. Har ikke talt med ham i 100 år.

”Hej R. Stiv på Nørreport station. Dig?

”Stiv i Odense”

”Vi har noget tilfælles – tillykke”

Undrer mig over, hvor tilfældigt livet er. Undrer mig også over, hvad der sker i mandehjernen, når promillerne stiger.

Kan ikke lade være med at tænke på, hvor mange oplevelser der ligger og venter. Hvor mange inspirerende, skøre, skæve eksistenser der findes – eller hvor meget at øller og en på opleveren har af indflydelse, på det billede vi skaber af andre mennesker. Det er som om, at vi behøver en ydre stimulans for at connecte hurtigt på det lidt dybere plan. Studser mig lidt over kulturen. På samme tid tiltrækkes jeg af den. Tiltrækkes af den frihed, der ligger i, når paraderne bliver sænket, og vi får det privilegie at lære et andet menneske at kende. På andet end blot et overfladisk plan.

Betaler taxamanden. Bevæger mig ind i ghetto-boligen og får lagt mig under dynen. Skal bearbejde denne aften i drømmeland. Lukker øjnene, og konkluderer, at musik må være som balsam for sjælen – på samme måde som alkohol er for talerøret.