Glemsomhed og musikterapi

På vej til biblioteket. Havde glemt, at jeg havde lånt bøger. Som selvfølgelig skulle afleveres. Til tiden, vel og mærket. To styks for sent afleveret. 140 kr. i bøde. Av, for den lede.

Ankommer til Musikbiblioteket. Himlen er grå og jeg drømmer mig hurtigt en tur til varmere himmelstrøg.

Med den lyserøde beanie og halstørklædet viklet rundt om min røde næse føler jeg mig allerede lidt undercover. Snedigt. Tager fat i det store, kolde metalhåndtag ind til lånerhelvedet. Planen er som følgende:

Hurtigt ind. Hurtigt ud.

Er i god tro om, at jeg forhåbentlig kan nå forbi eventuelt skuende og fordømmende blikke. Biblioteket er ikke på min top 3, over steder jeg besøger mest, så kender ikke kutymen. Mon man bliver blacklistet, hvis man gentagende gange er en klovn til at aflevere bøger til tiden? Mon de hvisker om dårlige lånere, som var det Ribers, der bag skranken? Eller måske griner de bare ned i banken over de helt latterlige gebyrer.

I kassen ryger bøgerne, og ud flyver jeg uden at gøre mig i nogen form for øjenkontakts-gestus. Sætter høretelefonerne på plads. De gamle er gået i stykker, og har ikke teknisk snilde til at fikse dem. Har i protest købt et par nye. Mit nærige jydegen prikkede dog til mig, da jeg stod og skulle vælge. Endte med, at jeg købte de billigste. Bad choice. Er nemlig blevet velsignet med så små øregange, at 99 % af samtlige plugins falder ud af mine ører igen. På nuværende tidspunkt foregår det derfor med en god portion magt, når jeg skal få dem skruet ind i øregangen, for at opnå en nogenlunde acceptabel bas (læs: lyd). Og det skal jeg.

Går udenfor. Får lidt luft.

I samme øjeblik som jeg forlader lånerhelvedet, med høretelefonerne solidt placeret i øregangen, kommer jeg i tanke om et nummer. Blev muligvis geninspireret af omgivelserne. Hm. Fornemmer rytmen oppe i hovedet, som en tromme der banker på kranieskallen. Får en slags musikalsk kløe. Havde i morges luret på Heartland Festival’s program. Måske var programmet og slidte Lp’er på biblioteket grunden til rodet i min underbevidsthed? Den musikalske underbevidsthed, vel og mærket. Konkluderer, at jeg nok ikke finder ud af det. Men bliver nødt til at høre det. Altså, nummeret. Nummeret, som jeg har glemt navnet på.

Åbner højre lomme på den falske læderjakke, og får fisket min Android op. Finder albummet ”Oh Wonder”, som jeg erindrer at have skamlyttet i sin tid. ”Oh Wonder” hedder de. Det er noget værre ’dobbeltkonfekt’. Kigger playlisten igennem, og placerer fingeren på touch skærmen, for at ramme nummeret ”Landslide”. I samme øjeblik som fingeren rammer skærmen, og lyden transporteres ind i øregangen, bliver jeg som sendt tilbage til oktober sidste år.

”I know it hurts sometimes

but You’ll get over it

You’ll find another life to live

I know you’ll get over it”

Min krop husker med ét alle de følelser, spændinger og fucked up oplevelser som jeg gennemgik. Får et sug i maven. Havde helt glemt det. Muligvis fortrængt det en smule for at kunne være i nuet. Den halvdårlige bas pumper derudaf, og holder mig fastlås i stemningen.

Sidder tilbage med kuldegysninger. Tænker for mig selv, at musik er så pisse stærkt. En effektiv reminder, når noget er gledet væk fra bevidstheden. Stopper op. Måske var det hvad jeg havde brug for? En form for musikterapi? Et indirekte wakeup-call der fortæller mig, at følelser er flygtige?