…vejret er mere uforudsigeligt end din demente bedstemor.

…du både har en paraply og et par speedos/en bikini med i tasken.

…du dagligt har en anekdote omkring vejret, og muligvis ytrer den på Facebook. Eller laver en blogpost om ”du ved, det er sommer i Danmark når…”   

…det næsten er en sport at jagte solstråler.  Når de endelig titter frem, render du rundt i shorts og er pludselig selvudnævnt grillmester. Er du heldig, har du så samtidig også anskaffet dig en forkølelse.

…du føler, det er ligeså spændende som at spille Lotto, når valget står mellem ferie i Danmark eller en rejse til udlandet. Mere med tanken om, hvorvidt du trækker det længste strå.

…du med stor sandsynlighed har erhvervet dig en solskoldning, da din blege, skandinaviske hud ikke er vant til solen, når den endelig kommer.

…“omstillingsparat” efterhånden kan dokumenteres på dit CV, da du ofte skal navigere rundt mellem de skizofreniske vejrguder, der har svært ved at beslutte sig for enten kulde, sol, regn, blæst eller decideret hede (eller hvad der føles som det).

…du støver vinterjakken af, og hænger den frem med seriøse tanker om at gøre brug af den. Selvom kalderen siger juli.

Slår øjnene op.

Klokken er kun 06.30. På en lørdag. Fornægter mig selv at stå op nu. Forsøger at sove videre. Prøver samtidig at sove fra det faktum, at jeg har forlagt mit dankort på et ukendt sted, og jeg nu er på 2. dagen uden det skide plastikkort, og føler mig en anelse amputeret.

Kl. 09.00.

Hopper ud af sengen. Spiser knækbrød med den ene hånd, mens jeg tjekker Instagram med den anden.

Går mod vaskekælderen. Alle maskinerne er ledige. Scanner det lille, lyseblå Miele-kort og finder ud af, at jeg mangler 1 krone for at kunne vaske. Are you fucking kidding me.

Vender snuden tilbage til lejligheden, og placerer i stedet mine baller på fåreskindet i den sorte stol, for at komme i gang med mine skriblerier. Computeren er i mellemtiden gået død for strøm. Leder febrilsk efter opladeren, men den er væk. Som i pist væk. Fornemmer en blid irritation sprede sig i kroppen på mig.

Chatter chefen op. Hun indvilliger i at mødes med mig og lukke mig ind på kontoret.

Finder til mit held laderen, og ånder i et kort øjeblik lettet op. Drager mod centrum i forsøget på at få lavet noget produktivt. Prøver at finde en café, men kommer i tanke om, at jeg stadig ikke har mit kort, og caféer, der tager imod Mobilepay i Odense, er åbenbart vanskeligt at opstøve. Sukker tungt, mens jeg trækker jernhesten rundt i sommervarmen i cirkler om mig selv.

Chatter ingeniøren op.

”Er ikke i det bedste humør i dag…”

Får et opmuntrende retursvar. Smiler til telefonen.

Sopper hvileløst videre i Odenses gader, og finder endelig et potentielt sted. Stikker hovedet ind af den hvide dørkarm ved Brandts passage.

”Tager i Mobilepay?” får jeg sagt med en lettere forventningsfuldt stemme.

”Det gør vi, ja” svarer den lyshårede ekspedient.

Bestiller en milkshake. De har kommet fløde på toppen. Prøver at navigere udenom klatten og dykke ned med sugerøret i den røde, syntetisk-farvede mikstur. Får tanket op med strøm på samtlige apparater, og bevæger mig udenfor igen. Har imellem jordmilkshaken og tankemylderet dog glemt, hvor jeg har placeret jernhesten. Vader rundt i 30 min. før jeg får min åbenbaring. Beslutter mig for at drage mod dagens koncertoplevelse.

Kl. 21.00. Ankommer til Bas under Buen.

Bliver mødt af en plads fyldt med sand og kradsende ukrudt. Bassen pumper derud af, og der er en sød lugt af hash. Har lyst til en drink, men kommer i tanke om mit manglede kort, der efterhånden er ved at give mig en mindre hjerneblødning.

Knipser billeder, og forsøger at finde ro i kroppen.

Beslutter mig for at sætte mig på havnen og få uploadet dagens fangst.

Telefonen begynder at bimle. Det er Københavneren, der ringer mig op. Vi snakker om sex.

”Har du hørt, at der er noget der hedder slikke-lapper? Jeg havde den vildeste griner over det, da jeg ikke kunne lade være med at forestille mig en lille hamster der slikkede på en lap”, siger hun, imens hendes ikoniske grin brænder igennem telefonrøret, og får mig til at smile.

”Ja, det har jeg da.” får jeg svaret.  

”Hm. Det må være fordi, du er så ung. Alle mine andre veninder var helt blanke, da jeg spurgte dem. Men altså. Kondomer og nu slikke-lapper. Hvad bliver det næste? Har vi i forvejen ikke nok at bøvle med?”

Studser lidt over hendes spørgsmål. Mobilen kommer mig dog i forkøbet ved at afbryde forbindelsen grundet manglende strøm.

Går tilbage til bassen.

En mørkhåret pige, iført en rød striktrøje, henvender sig til mig. Tilbyder mig noget af hendes rom og cola, som skvulper frem og tilbage i det lille plastickrus. Takker nej, og føler mig i et kort øjeblik som lidt af en lukket stodder. Opgiver hurtigt hele scenariet, selvom musikken har en dragende effekt på mig.

I det næste øjeblik ser jeg mig selv placeret på den røde jernhest. Da telefonen er gået på ferie, har jeg kun den friske sommervind som musikalsk indspark. Kigger fokuseret på cykelstien – for én gangs skyld. Har jo ikke rigtig andet at lave.

Spotter en sort kat komme i galoperende fart over stien. Den stopper op, og giver mig blikket. Mit semi-overtroiske sind spiller kispus med mig, og jeg når at tænke, ‘at det fandme må være løgn’. I midlertidig arrigskab kommer gloserne ud af min mund, men heldigvis i så diskret en tone, at de bagvedkørende cyklister ikke overhører mit mindre udbrud.

Tænker lidt, imens vinden river mig i håret. Min mobil er død, min computer laver løjer med mig, mit vaskekort er tomt, mit kort er væk og så støder jeg ind i symbolet på sort uheld. Nogle gange er det måske meget smart bare at trække stikket og være lidt arrig i fred og ro? Selv på en lørdag.

Nu er det efterhånden et stykke tid siden, at jeg har swipet på livet løs. Men jeg har været der. Det var nærmest blevet til en sport, da jeg boede i København.  

Og Tinder er et pragteksemplar på, hvad det vil sige, at folk kender sine gode vinkler (og hvordan man skjuler sine mindre gode). Og bevares. Det er der intet galt i. Det eneste der er kritisk, er den flade fornemmelse man kan stå tilbage med, når man så mødes, og forventningerne slet ikke lever op til det ‘lovede’. Særligt for et visuelt menneske som jeg. Helt grelt har det været, de gange, hvor jeg har stået i en situation, hvor jeg praktisk talt ikke har kunne genkende manden foran mig. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at jeg hellere bare vil have det ægte billede fra starten af (hvad end det så er). Brugte på et tidspunkt en taktik, der gik ud på, at jeg tog det mindst flatterende billede som udgangspunkt i det reelle billede, og så kunne jeg altid blive positivt overrasket. Ja, det lyder faktisk enormt overfladisk. Og det var det også.

Dette er blandt andet en af grundene til, at jeg foretrækker at møde mennesker i virkeligheden. Altså, offline. Udenfor skærmen. For kemi kan ikke måles ud fra et billede, og tænk hvor mange dejlige mænd og kvinder vi går glip af ved at vurdere alt ud fra et par fotos? For siger det bare – ligeså fotoskøn man kan være på billeder, ligeså lidt tiltrækkende kan man være i virkeligheden og vice versa.

Men det er svært. Kender det selv. Jeg vil da også smadder-gerne se brandlækker ud på alle billeder. Sandheden er bare, at jeg ofte går den naturlige vej, har lidt rander under øjnene, og nyder sneaks og jeans i kombination med en behagelig t-shirt. Jeg har også en lille dobbelthage, når jeg sover. Og så er det jo lidt ærgerligt at give det indtryk, at jeg bruger 2 timer foran spejlet hver morgen, for det er ikke mig.

På den anden side er det også en udfordring at vide, hvornår man “ligner sig selv”.

Billedet i dette indlæg viser mine vinkler. 8 billeder. Én person. Med intet filter, lidt filter eller tenderende til voldsomt meget filter…   Taget samme dag (lige på nær billedet i nederste, højre hjørne).

Gad vide ’hvem’ der ville få flest Tinder-likes?

Uden at det skal komme til at lyde som råd fra et dameblad (for sent, I know), så er her 10 ting, som kan tørre tårerne bort, når festivalsæsonen er over os, og du ikke nødvendigvis er en del af den.

1. Du kan nyde en slow morgen med hjemmelavede pandekager og takke for de ikke-eksisterende tømmermænd.

2. Hvis du bor i Odense, har du hele byen for dig selv! Awesome, hvis du er til ro. Mindre awesome, hvis du er rastløs som mig. Så hop hastigt videre til punkt 3.

3. Du slipper for semi-permanente høreskader.

4. Du formindsker chancen for at erhverve dig en omgang klamydia eller andet godt i din brandert.

5. Du sparer en masse penge, som du kan bruge til at forsøde livet med på andre fronter. Eksempelvis med brunsviger. 106 stykker svarer til en Tinderbox-billet. Siger det bare.

6. Du har tid til at lave alle aktiviteter, der kan foretages på egen hånd. Alle dine venner er nemlig med stor garanti smuttet, for at feste til de segner. Overvej yoga eller noget meditativt.

7. Du kan drikke alt den vin du orker, uden at nogen dømmer dig. Og hvis de prøver, kan du blot referere til deres festival-udskejelser. Eller blot sige at du er på vej til festival. Hver dag er nu en potentiel forfest.

8. Du kan også trøste dig med, at du ikke skal vade rundt i mudder til anklerne, med blærebetændelse, en forkølelse under opsejling og en konstant stank af urin hængende efter dig.

9. Du kan sove i din egen seng, og få den skønhedssøvn som du fortjener. #BecauseYou’reWorthIt

10. Du kan vågne op i morgen og tænke, at du rent faktisk har været produktiv. (Yiiihaa..)

Men hvad gør man så lige, når larmen pludselig bliver erstattet af en rungende stilhed?
Sipper min sukkerfrie chai-latte, mens jeg roder mig selv lidt i håret. Tænker lidt. En tung fornemmelse har ramt mig som en mur. Den har også givet mig en mindre skriveblokade.

Odense…

På mange måder den bedste beslutning jeg har taget i lang tid. For selvom København var fyldt til randen med ting der tændte min sjæl, var jeg også blevet en smule træt. Træt af de samme indtryk. Og det er på trods af, at København er stor. Det er nemt at komme til at føle sig meget lille, når mørket falder på, og man står der alene på Rådhuspladsen med en rastløs sjæl, kæmpe lysende reklameskilte, og ser menneskerne passere forbi i deres egne små bobler.

Men Odense. Ja, det er noget andet. Her render man stort set altid ind i en man har set før. Det må være den ultimative charme og samtidig den største forbandelse ved byen. I København kunne man sagtens vade gaderne tynde, uden så meget som at forvente at støde ind i en man kendte.
Der er bare det med Odense, at byen agerer skizofrent. For denne charme forsvinder til tider meget brat. Når det regner. Når der er Festival på Tinderbox (ok, ok – I blame you not), eller når mørket så småt begynder at dominere. For enten er der liv, puls og sjæl overalt, eller også er her helt dødt. Og jeg finder ro i larmen. Ro i summen af mennesker. Så hvad gør man, når alt pludselig bliver stille, menneskerne går i hi og byen støvsuges for liv?

For hvad er et liv værd, hvis der ikke sker noget?

Nogle vil måske kalde det FOMO. Eller rettere sagt, ’the Fear Of Missing Out’.
Min største frygt har altid været at spilde mit liv med ligegyldigheder. Min andenstørste frygt er frikadellelivet. Rutine-livet. Det forudsigelige liv. Det stille liv hvor vi omslutter os om os selv. Livet hvor vi har nok i os selv. Nok i de venner vi har. Nok med vores arbejde. Ikke har et udpræget ønske eller behov for at udforske, være nysgerrige eller afprøve grænser.

Tænker. Næsten så højt at jeg kan høre tandhjulene inde i mit eget hoved.

Kan ikke lade være med at studse mig en smule. For gad vide om det er ”de andre”, der har fat i den lange ende? Hvad hvis vi i bund og grund har brug for forudsigelighed? Altså, for at være i stand til at leve et ’normalt’ liv – hvad end det så er? Og er det mon muligt, når det føles som om, at min sjæl går i stå, når jeg ikke har mennesker om mig? Når jeg ikke føler jeg skaber?

Drikker den sidste rest chai. Jeg har fået kanel mellem tænderne.