Er jeg introvert eller ekstrovert?

Lige siden jeg var en lille pige, har jeg ofte følt mig ”forkert”. Jeg har haft svært ved at passe ind i den rolle, som jeg ofte har følt mig castet til. Det har været en langvarig proces, som jeg har skulle kæmpe mig ud af. De kloge hoveder siger, at man ofte minder om ens forældre, og da min kære mor har levet hele livet som introvert, tror jeg egentlig det dengang blev en ”naturlig” måde for mig at leve på. Selvom jeg aldrig følte mig tilpas i denne rolle, var min moderfigur denne type, så det spejlede jeg mig i.

Min næste (livs)fase eskalerede da jeg flyttede til København. Nærmest i et overivrigt forsøg på at ”bryde ud af min skal”. For jeg var simpelthen blevet umådelig træt af den sætning. Sætningen, som efterhånden havde printet sig fast som en gentagende klang i min øregang. Jeg havde fået kastet den i hovedet flere gange, end jeg er i stand til at tælle mig frem til. Tilfældigt fremprovokeret af alt fra familie, bekendte og selvfølgelig til de obligatoriske skole-hjem-samtaler. Den sætning har altid provokeret mig. Altså… Provokationen bunder nok i en indre rebelskhed over, at jeg ikke føler jeg skal forklare min personlighed, og heller ikke nødvendigvis rette mig efter hvilken “type” der er den mest optimale (for hvem bestemmer i øvrigt det? Andre mennesker med deres egen idé om hvordan verden skal være? Samfundet?). Men sætningen rungede stadig i mit hoved, og jeg brugte derfor samtlige muligheder jeg fik, på at bevise, at jeg da ”ikke var genert” og ”inde i min skal”. Det gav både bagslag og erfaring, og jeg fik også revurderet min model af verden en smule. Især fordi, (I kid you not) det er meget lettere at leve i ekstrovert verden, hvis du ikke er genert og introvert. På den ene side fik jeg enormt mange positive oplevelser, og lærte, at det ikke var farligt at snakke med andre.

På den anden side fik jeg også bekræftet, at jeg på visse punkter ER introvert og tilbageholden, og jeg HAR brug for at tanke op alene – men det skal være af eget valg. Med tiden har jeg også erkendt, at jeg også er meget mere ekstrovert end antaget, og jeg trives bedst når der er liv og fed energi omkring mig. Jeg kan faktisk blive helt syg af ufrivillig isolation fra mennesker og mangel på meningsfulde interaktioner. Dette har vist sig at være noget af en balancegang. En meget fin en af slagsen, da jeg ofte møder mennesker, der virkelig ikke kan forstå, at jeg enten er det ene eller det andet. Ofte er det fordi, at jeg enten er blevet mødt på et tidspunkt, hvor jeg har været i mit ”es” og dermed har været meget udadvendt og ekstrovert. Andre, primært mennesker fra min fortid, har svært ved at forstå denne udvikling, og behandler og ser mig stadig som genert og introvert. I min dagligdag på nuværende tidspunkt, bliver jeg oftere og oftere mødt med det syn, at jeg fremstår som ekstrovert og talende. Det er fedt, da det er en ”rolle” som jeg har kæmpet for, og der hvor jeg føler mig bedst tilpas. Til gengæld er det også vildt, hvor meget der sker i forhold til den personlige udvikling, så er ligeså spændt på at se hvordan balancen mellem ekstrovert/introvert ser ud om bare et par år. Forhåbentlig er det det samme, eller også finder jeg ud af, at der er sider af mig selv, som jeg stadig ikke kender eller anerkender?

Man kan vel sige, at efter flere års refleksion, er jeg nået frem til, at jeg er introvert når jeg ikke trives i et forum, eller det simpelthen ikke er mine ”mennesker”. Ikke at der er noget forkert med de andre (som inspirerende Jeanette Hardis også har skrevet lidt om på hendes blog), men simpelthen fordi, at de fællesværdier og energier er så langt væk fra mine, at jeg har svært ved at slappe af. Og det er faktisk enormt befriende at have det i tankerne, at alt ikke handler om mig. Det giver mig lov til at slippe og bare være i det. Give slip, og lade være med at bruge for meget tid og plads på overtænkning af situationen, og over hvorfor et eventuelt match bare ikke er der.

 

 

Er du en lille surstråle?

De dage, hvor man nærmest er en magnet for andres brok. Gud, hvor kan det være trættende – især når brokken kommer umotiveret, ud af det blå og i fuldt overlæg. For hvad siger man? Og hvorfor føler denne surstråle, det er nødvendigt at læsse af på mig?

Men hvad betyder det der ”surstråle”? Jeg hørte det første gang under min uddannelse hos HUMI, hvor en af deltagerne brugte termen. Og pudsigt nok, behøvede hun slet ikke at sige mere, fordi det var så rammende et ord for, hvad hun forsøgte at beskrive.

Hvis det stod i en ordbog, ville det nok stå beskrevet cirka sådan her:

Surstråle [shur’stråhle] flertal [er]

Surstrålerri ses typisk som en form for desperat måde at finde et samlingspunkt, når man ikke kan finde på noget at snakke om. Ofte brugt til at starte en samtale – sjældent brugt til at berige den.

Synonym: negativ, brokmås

Sååå er du en surstråle eller en solstråle? Valget er vel, i sidste ende, op til dig selv. Bare husk, at begge udgaver smitter!