Behold dine gode råd for dig selv

Det kan krible helt i fingrene på mig og give mig en umådelig lyst til at afbryde en samtale, hvis jeg pludselig bliver overdynget med ”gode råd”. Især dem som jeg ikke har bedt om. Har i den seneste tid spenderet en del timer med en masse kloge mennesker, som har fået mig til at stille mig kritisk overfor min egen alvidenhed.

Det sjove (eller nok nærmere pudsige) er nemlig, at jeg selv elsker at give ”gode råd”. Jeg tror, det bunder i en iver efter at hjælpe, hvis jeg har erfaring med emnet, eller mener at have godt styr på den problematik, den pågældende står i (for så den anden jo brænde efter mit gode råd. Min fantastiske hjælp og ekspertise. Min viden!). Desværre er det bare sådan, at vi ser verden helt forskelligt. Så den reelle chance for at et uønsket godt råd er brugbart, er ret tæt på nul. Nu mener jeg ikke, at vi ikke må komme med noget respons i en samtale. For selvfølgelig – og skal vi det. Og hvis jeg bliver spurgt direkte, får du muligvis også et. Gode (uønskede) råd kan i bedste fald åbne op for en refleksion hos den pågældende, men tit har jeg egentlig bare oplevet en stor irritation og en efterfølgende lunken stemning. Skulle det så ske, at rådet faktisk giver mening, for den person der er i fokus, så er det fantastisk! Dog er rådet stadig baseret på mine erfaringer, og ikke ud fra den person jeg faktisk står og taler med. Jeg er af den overbevisning, at det er enormt svært at forholde sig objektivt i forhold til gode råd. Det er det samme som med børn og varme kogeplader. De lærer det først, når hånden HAR været solidt placeret på den varme plade for derefter at konkludere, at den rent faktisk var varm…

Til gengæld er jeg stor fortaler for, at vi skal blive bedre til at lytte og droppe idéen om, at vi ved alt på forhånd. Eller bare har den bedste løsning. Også selvom det kan klø noget så voldsomt, når ”svaret” ligger lige der. Og endda til højrebenet. Som nævnt tidligere er det bare ikke sikkert, at det er den rette løsning. Måske for en selv, bevares – men nu drejer det sig ikke om dig eller mig (øv).

Desuden er det at ”lytte” – altså ikke der hvor man bare er tilstede, og samtidig har hovedet fuldt med andre ting (fik jeg mon slukket komfuret? Hvad skal jeg mon have til aftensmad? Uha, han er da meget sød ham der lige gik der! Hvornår kan jeg mon få lov at byde ind med noget? Jeg kunne da også liiiige tjekke min Facebook – bare hurtigt. Ej, skal da også lige huske at købe karklude. Og toiletpapir). Nej, jeg tænker ”lytte”, som i at man er 100 % nærværende, nysgerrig og faktisk gider at høre efter. Problemet er jo ofte, at når vi tænker løsninger eller på alt muligt andet fremfor at være nærværende i samtalen, glemmer vi helt at høre efter. Og så mister de gode råd og deres intentioner ofte deres formål.

Håndtryk eller kram?

2uufxfi

Den akavede situation der kan opstå, når jeg ikke er helt indforstået med, om vi er på et fast håndtryk eller kram. For det første skaber det gensidigt vores umiddelbare indtryk af, hvem vi står overfor. For det andet viser et fast håndtryk ligeså meget om personen som et varmt kram. Ofte kan det dog være en udfordring at vælge, hvad der er mest hensigtsmæssigt i den pågældende situation. Derfor vil jeg starte med at dykke ned i de udfordringer, der typisk kan opstå.
For hvor er det lige, at det går galt?

Håndtryksfejl #1
Jeg tror du vil give mig hånden. Jeg rækker min hånd frem. Det ender i et akavet kram, da jeg misforstod dit kropssprog. Vi smiler akavet til hinanden og lader som ingenting.

Håndtryksfejl #2
Jeg kan ikke gennemskue hvilken velkomstgestus, du har for dagen, og derfor er jeg afventende. Da du først tager din hånd frem for at hilse, er jeg så langt i min overvejelsesfase, at jeg ikke når at ta’ ordentlig fat. Min hånd ender med at være en smule slatten.

Kramme-fejl #1
Vi krammer lidt for længe, og krammet bliver lidt for intimt. Alternativt bliver afstanden for stor mellem os, hvilket udmunder sig i et kunstigt kram, som gør ondt at se på.

Kramme-fejl #2
Du har ikke lyst til at få et kram. Jeg kan til tider have svært ved at læse, om du bare er konservativ eller nærig. Du bliver utilpas. Selvom du også synes det er lidt hyggeligt.

 

De gyldne regler for håndtryk og kram:
Disse regler er med til at få klarhed – en gang for alle. Med forbehold, naturligvis. Al kommunikation bør (i min optik) være situationsbestemt. Hvis det stod til helt til mig, gav vi alle hinanden krammere med det samme. Det ville bryde isen, og så var man ikke i tvivl om hvorvidt det var passende at gøre det ene eller det andet. Dog er jeg bekendt med, at en del mennesker føler et brud på intimsfæren. Det duer selvfølgelig ikke, da det kan forstyrre kommunikationen.
Reglerne er derfor, meget firkantet set således:

Uformelt møde:
Håndtryk ved første møde. Kram ved afslutningen.

Festlige lejligheder:
Kram/håndtryk afhængigt af stemningen. Kram ved afslutningen.

Semi-formelt:
Håndtryk ved første møde. Håndtryk ved afslutningen – eventuelt et kram.

Meget formelt:
Håndtryk ved første møde. Håndtryk ved afslutningen.

Når kroppen snakker – uden du ved det!

Har du nogensinde undret dig over, hvad du rent faktisk udstråler? Altså, at kroppen faktisk er i stand til at tale din sag, selvom læberne er sammenbidte og på mute? Måske har du som mig til tider haft en fornemmelse af, at en anden ikke kan lide dig, men på ingen måder haft en god forklaring? Kun mavefornemmelsen. Jeg har oplevet det en del gange, og jeg tror efterhånden, at jeg har luret den!

Jeg fik lidt en aha-oplevelse for et par år siden, da jeg i forbindelse med et arrangement skulle gå catwalk. Jeg siger jer – jeg følte den virkelig! Og jeg var helt sikker på, at alle i rummet kunne mærke den fede energi, som strålede ud af mig. Men det var bare ikke lige tilfældet (til min store overraskelse). Tværtimod var min energi og kropssprog så vagt, at koreografen måtte henvende sig i afmagt og uddybe, “at det virkelig ikke nyttede noget at gå i et med væggen”. Avs! Hvordan søren er det muligt at tro, at man udstråler noget helt andet, end man i virkeligheden gør? I den nævnte situation skal det siges, at var jeg åndsvagt nervøs. Det kom også til udtryk i form af en voldsomt vibrerende nerve ved mundvigen, der var holdt ved selskab af en omgang tics og svedige håndflader. Selvom hovedet mentalt var fit for fight, så var min krop et helt andet sted – og det havde den ingen hæmninger ved at signalere. Jeg har derfor set det som en udfordring at få både krop og hoved med samtidigt – især hvis situationen er et stykke væk fra den magelige comfort zone og diverse autopiloter. Eller helt alternativt, at jeg har ønsket at udstråle, at jeg er mere selvsikker, end jeg egentlig er.

Det fører mig hastigt videre til dette spørgsmål: Gad vide hvor mange gange jeg i mit liv har udstrålet noget uønsket? Det er selvfølgelig nyttesløst at dvæle ved fortiden, men ikke desto mindre, tankevækkende. Og for at vende tilbage til sagen – det jeg har luret er, at jeg reagerer meget kraftigt på mine instinkter. På et ubevidst plan afkoder jeg de signaler, der bliver afsendt fra modparten. Men jeg sender også selv en masse små og store beskeder afsted via mit kropssprog. Har jeg derfor fornemmelsen af, at en person ikke synes, jeg er den fedeste, så er det helt sikkert fordi, at der er blevet sendt nogle “hints”. Non-verbalt, vel og mærket (kan selvfølgelig også være verbalt, og så er jeg sjældent i tvivl). Det gælder begge veje, og gælder selvfølgelig også til den positive side. Kroppen har dermed snakket for mig og til mig og fortalt mig, om jeg står overfor lort eller lagkage (og alt derimellem). Kroppen er altså den ultimative løgnedetektor, hvis man da ved, hvordan den skal aflæses. Det sker nemlig helt ubevidst, med mindre man er utrolig kontrolleret – hvilket jeg tror, de færreste er. At lære kropssprog er ligesom at lære et nyt sprog, fik jeg engang fortalt. Det er jeg desuden helt enig i. Det tager nemlig tid og øvelse at mestre det. Desuden er det ret komplekst. Kroppen er jo kompleks. Men for at forsimple kompleksiteten har jeg fremstøvet et link (klik HER), hvor der er opstillet 10 “negative” og 10 “positive” typer af kropssprog. Måske du kan kende dig selv i et par af eksemplerne?

 

 

 

 

At tale eller holde kæft?

Som ekstrovert med introverte træk (som jeg også har skrevet om HER), popper dette emne ofte op i mit hoved. Særligt fordi at jeg i perioder kan have en stor trang til at tale for at være i stand til at tænke. Kører kroppen og hovedet derimod på lavt blus, er det ofte omvendt. Andre gange når jeg lukker i, skyldes det noget så simpelt som bearbejdning af indtryk. Når hjernestormen er slut, har jeg brug for at samle enderne i mit eget hoved, for at kunne danne mig et samlet billede. Min egen forståelse af samtaleemnet. Om samlingen af enderne når at manifestere sig under selskabet med andre, eller det først kommer dumpende når jeg er hjemme i mit helle, er en anden sag.

Derfor danser jeg ofte limbo med mine tanker, som enten har ordlyden: ”hold op, hvor du snakker” eller ”hold op, hvor siger du ingenting”. Pudsigt nok, bliver sidstnævnte hyppigt fulgt op af et ”er du ok” (ikke af mig selv, men af dem jeg er i rum med), da stilhed i vores samfund ofte er lighedstegn med manglende input og engagement. Og stilhed skal helst fyldes ud med ord. For stilhed er faktisk enormt intimt. MEN… Det er i stilheden, at jeg oftest oplever en stærk og anderledes kommunikation. Hvis vi virkelig observerer nysgerrigt, er det min erfaring, at det er muligt at aflæse stemninger, holdninger og dynamikker, som måske er helt skjulte, fordi de normalt bliver overdøvet af ord. Jeg mener, at ord har magt. Meget endda. Men jeg mener samtidig, at kroppen er den ubevidste med- eller modspiller, som ofte sidder med den trumfende joker.

Jeg var for noget tid tilbage inviteret på ”Silent Sightseeing”. Formålet var, at vi skulle lære at holde kæft i flok. Opgaven lød på noget så simpelt, som at gå igennem Københavns stræder og gader og bare observere. Bare være til – uden at sige noget. Dermed blev alt verbal kommunikation skåret væk. Vi gik rundt som en omvandrende parodi af et Mop Flash. Folks blikke vidnede om, at de var uforstående overfor vores mission. Men det var stærkt – rent indtryksmæssigt. Og grænseoverskridende. Jeg husker især, da vi stod foran en stor lysende reklameskærm på Rådhuspladsen. Tyve mennesker, med store øjne, stirrede ind i skærmens skiftende lys. Lyset fra skærmen virkede blændende men samtidig hypnotisk. Alt imens menneskerne traskede forbi i deres egen støjfulde verden, opstod der en form for syret siloeffekt. En stilhed i stormen. Et rum hvor der var enormt meget ro på trods af kaotiske omgivelser. Dynamikken ændrede sig, da vi alle fik mundkurv på. Vi begyndte at tale med kroppen, og på en eller anden mærkelig facon, forstod vi alligevel hinanden. Jeg vil vove at påstå, at forståelsen skete på et dybere plan. Det var intenst og gav mig blod på tanden til at reflektere. For hvis der ligger så meget guld i tavsheden, hvornår ved man så, hvornår man skal holde kæft?

Er du en lille surstråle?

De dage, hvor man nærmest er en magnet for andres brok. Gud, hvor kan det være trættende – især når brokken kommer umotiveret, ud af det blå og i fuldt overlæg. For hvad siger man? Og hvorfor føler denne surstråle, det er nødvendigt at læsse af på mig?

Men hvad betyder det der ”surstråle”? Jeg hørte det første gang under min uddannelse hos HUMI, hvor en af deltagerne brugte termen. Og pudsigt nok, behøvede hun slet ikke at sige mere, fordi det var så rammende et ord for, hvad hun forsøgte at beskrive.

Hvis det stod i en ordbog, ville det nok stå beskrevet cirka sådan her:

Surstråle [shur’stråhle] flertal [er]

Surstrålerri ses typisk som en form for desperat måde at finde et samlingspunkt, når man ikke kan finde på noget at snakke om. Ofte brugt til at starte en samtale – sjældent brugt til at berige den.

Synonym: negativ, brokmås

Sååå er du en surstråle eller en solstråle? Valget er vel, i sidste ende, op til dig selv. Bare husk, at begge udgaver smitter!