Københavner-trøst og lommefilosofi

Det er lørdag.

Klokken har passeret 20.00. Mine lemmer er placeret hjemme i den grå ghetto.

Ordene fra gårsdagens event sidder stadig som en parasit i mit hoved.

”Gå nu hjem og få noget hvile. Du ser virkelig træt ud”.

Kunne ikke lade være med at tænke, at træt ikke var ordet. Ordene var nærmere tom og trist og med den der følelse af, at det simpelthen ikke kan passe. Har de sidste par dage trasket rundt i en mindre zoombie-agtig tilstand med absolut 0 % lyst til menneskekontakt. Den der tilstand hvor man går i sin egen silo, og der er så lidt koncentration, at det nærmest burde være forbudt.

Sidder på stuegulvet, ret så sørgelig med mascara ned af kinderne, mens jeg på skamlytter ”You Make It Real To Me” med James Morrison på repeat.

Har efterhånden siddet her med papirservietter i en time, hulkende, og med en gennemborende følelse af et stort, sort hul i hjertekulen.

Chatter Københavneren op.

Hun siger, at hun bare har lyst til at give mig et kram.

Vi tuder begge lidt.

Griner lidt over kærligheden.

Griner over alt det tragi-komiske som kærligheden også rummer.

Hun står i Netto, og har i sin brandert købt et par strømpebukser og en Daim. Mens hun står i køen blandt andre fulde mennesker, bliver vi enige om, at timing er alt.

Placerer vinglasset mellem læberne, og sipper berusende dråber. I et kort øjeblik føles det tunge hoved lidt mere roligt, og de opsvulmede øjne begynder at slappe en smule mere af. Tænker i en kort stund, at en snak med en god veninde og en flaske bordeauxrøde, pressede druer er bedre end terapi – og bestemt også billigere.

Kører hånden i gennem de ustyrlige krøller, som jeg efterhånden har opgivet at styre. Nu har manken i stedet fået frit spil, og fylder godt i landskabet.

Lukker samtalen med Københavneren.

Hun er fuld. Jeg er træt.

Fylder mig selv med lommefilosofi som en form for medicin mod min tilstrømmende ensomhedsfølelse. Tænker lidt. Det er som om, at det er en naturligt del af livet. Det med at miste. At når vi giver slip, så dør det – men samtidig gives der også plads til noget nyt. Ret skræmmende. Men også fortrøstningsfuldt.

Holder fast i tanken, og hopper ind under dynen på et tidspunkt, der sjældent kalder på drømmeland.

Københavnerens ord runger samtidig i mit hoved. ”Alt bliver bedre når du har sovet på det”.  

 

 

40 ting du sikkert ikke vidste om mig

hjernestorm

  1. Jeg har en forkærlighed for melankolske ting.
  2. Jeg sætter min frihed over alt andet.
  3. Jeg har en guitar, men jeg kan ikke spille på den.
  4. Jeg hader at vaske op. Jeg ved godt, at ‘hader’ er et stærkt ord, men det gør jeg virkelig.
  5. Mit hjem er ofte rodet, hvis hovedet er fyldt med for mange ting.
  6. Jeg laver aldrig mad. Som i aldrig. Selvom jeg sagtens kan finde ud af det.
  7. Jeg spiser ofte knækbrød med mayo.
  8. Jeg elsker at synge, men er mindre tonedøv.
  9. Jeg kan græde af glæde, når jeg ser andre mennesker får succes med deres passion.
  10. Jeg ser ikke TV.
  11. Til gengæld har jeg set hele Sex & the City boksen over 30 gange.
  12. Jeg tror på The Law of Attraction.
  13. Jeg har været single i 6 år (hvis man ser bort fra et par korte bekendtskaber)
  14. Jeg har en stor fascination for det alternative univers. Samtidig er jeg også vildt skræmt af det.
  15. Jeg lægger næsten dagligt Tarot.
  16. Jeg har en meget stærk intuitiv sans.  
  17. Jeg elsker brød med tandsmør og salt. Ja, salt.
  18. Jeg elsker at danse. Like nobody is watching. Gerne til lyden af noget R’n’B.
  19. Jeg har en mærkelig ting for syltede rødbeder.
  20. Jeg kan blive irriteret over musik der ikke passer til mit humør.
  21. Jeg stemmer ikke.  
  22. Jeg mener, at livet er for kort til at bruge tid på at matche sokker. Derfor har jeg kun en type sok i skabet – men mange af dem.
  23. Jeg bryder mig ikke om at røre ved hverken håndtag på indkøbskurve, knapper ved lyskryds eller andre ting hvor folk har haft deres hænder før mine.
  24. Jeg føler mig mest i live, når jeg er socialt stimuleret.  
  25. Jeg tænker enormt meget.
  26. Jeg tænker også når jeg taler.
  27. Jeg er mest kreativ om aftenen, og når jeg egentlig burde ligge og sove.
  28. Jeg elsker at gå alene ud, og fortrækker til hver en tid at ankomme alene fremfor at følges med andre.
  29. Mit store idol er Tony Robbins.
  30. Jeg har få venner men mange bekendte.
  31. Jeg er tidsoptimist.
  32. Jeg keder mig hurtigt.
  33. Jeg er utålmodig.
  34. Jeg ’lider’ af FOMO.
  35. Mine primære kærlighedssprog er fysisk kontakt og tid. Mit sekundære er anerkendende ord.
  36. Jeg er for nyligt stoppet med at drikke kaffe, da det gav mig fnidder.
  37. Jeg har et massivt girl-crush på Ruby Rose.
  38. Menneskers manglede appetit på livet kan frustrere mig.
  39. Jeg har kun mødt to mennesker, der har kunne få mig til at græde af grin.
  40. Jeg bliver varm om hjertet, når mennesker omkring mig husker små ting, jeg kan li’.