Booty call og sårbarhed

Klokken er 21.00.

Skal sige farvel. Til en ven. Overvejer kort, om han egentlig er en ven eller bare en bekendt. Jeg har faktisk ikke særlig mange venner, får jeg tænkt. En ven, er vel en, der kender mig – og omvendt – på et andet plan end den polerede overflade? Slipper tanken.

Han skal ud på en rejse, og det er den sidste mulighed for at sige farvel til ham. Har en underlig tom følelse i kroppen, som jeg forsøger at kompensere ved at tage noget pænt tøj på.

Klokken er 21.15

Ankommer til Pølsemuseet. Til direktørtid.

Ireren er her også. Han henvender sig, imens jeg sidder i min silo af uoverskuelighed overfor andre mennesker.

Fredag aften sidder stadig i kroppen på mig. For første gang i lang tid er jeg sårbar. Sådan rigtig sårbar. Tænker, at det er sjovt, hvordan folk kommer ind og ud af ens liv. Venner og bekendte. Kærlige relationer. Fjender og forliste romancer.

Bestiller en vodka-danskvand.

En dominerende følelse af distræthed sitrer i kroppen på mig. Den pæne københavner, som stod der i min lejlighed sidste aften, optager min tankekapacitet.

Jeg kan overskue meget få mennesker lige nu. Det er som om, at han rodede rundt i mig, og skabte et midlertidigt følsomt kaos. Det er som om, at det har slugt – og fortsat sluger min energi og opmærksomhed. Hvorfor fanden er det lige, at det skal komme og forstyrre nu?

Ireren bider mærke i mit mentale fravær.

”You seem really sensitive. Are you still not drinking? Is it some kind of hippie-shit?”

Ruller øjne indvendigt. Han skulle bare vide. Dropper forklaringerne, og stirrer i stedet ned i gralen af tidsfordriv, der er placeret i skødet på mig.

Kontraster, kontraster. Jeg har aldrig været god til det. Jeg har mest af alt bare lyst til at pakke mig ind og lukke af for alt overflødigt støj. Bare at få lov til at være uden at forholde mig til noget eller nogen.

Beslutter mig for at forlade de kulørte lamper med afhuggede dukkehoveder og den konstante summen af glade mennesker, der er lykkeligt påvirket af humle.

Pakker mig ind i mit alt for store halstørklæde og tager ruskindsjakken på, der mangler en knap foroven. Skruer de sorte høretelefoner ind i bevidstheden og lytter til Fantomfølelser. Nynner lydløst med bag det tykke stofstykke til lyrikken, som rammer min sensitivitet. Askglæde synger om kærlighed. Den forliste af slagsen.

”Jeg mærker stadig dine hænder, selvom det hænder, at det er andre kvinders.”

Bevæger mig videre til min gade. Låser mig ind i hulen, og trækker vejret overfladisk imens jeg spiser det sidste chokolade, og fordømmer rosinerne, der er blidt støbt ned i de sukkerfyldte medaljer. Tænker, om min udryddertrang skyldes forsøget på at fjerne minderne om ham. Ham den pæne københavner. Slipper tanken.

En ny tanke popper op. Dens tilstedeværelse er insisterende. Den påminder mig om, hvor let det er for mig at eksistere, når mit hjerte blot er lukket. Det er som om, at arbejde og følelsesmæssig distance er min måde at overleve på.

Stirrer lidt ind i væggen.

Rammes af midlertidig søvnløshed.

Klokken er 03.00

Den pæne københavner chatter mig op.

”Har vanvittig meget lyst til dig.”

Kigger en smule mærkeligt ned i den lille skærm, der oplyser mit ansigt med et usundt, blåt lys. Tager mig selv i, at lave et højlydt suk, mens jeg ryster en smule på hovedet. Klassisk booty call.

Bliver mødt af en underlig, udefinerbar følelse, som jeg ikke helt ved hvor jeg skal placere. Ved ikke, hvad jeg skal skrive. Ved heller ikke, om jeg skal blive glad eller forarget. Glad for at høre fra ham. Forarget over, at jeg åbenbart ikke er mere værd for ham end en besked midt om natten.

Tænker situationen igennem. Hvis mennesker kun har tid til dig efter mørkets frembrud – når alle andre muligheder er væk – hvorfor så bruge tid på dem? Og er det generelt ikke bare selvtotur at bruge tid på mennesker, der ikke vil en?

Dykker ned under dynen. Finder tilbage til det velkendte og trygge drømmeland i en tilstand af et mindre sukkerchok.

Drømmer om et misset fly og om en flyvende vampyr.

 

   

Bagjul og akavede kys

 

Bagjul. Et koncept, som fanden må have skabt. Har aldrig været den store tilhænger af højtider. De minder mig ofte om dysfunktionelle familieforhold, og får mig mest af alt til at sidde tilbage med en underlig tung mavefornemmelse.

Klokken er 20.00

Alt har været lukket, og det skaber en irriterende stiltilstand.

Trækker vejret tungt.

Har brugt hele dagen på at pakke alle mine flyttekasser ud. Efter 4 stride timer er jeg endelig færdig. Det er faktisk første gang, at jeg ikke har en flyttekasse stående uskyldigt henne i hjørnet “just in case”. In case af, at jeg skal flytte igen lige om lidt. Men nu kan jeg blive her. I hele 2 år. Kan mærke, at jeg overmandens af en helt underlig følelse. En følelse, der er svær at definere.

Har brug for afveksling fra flyttekasser og nostalgi.

Klokken er 22.00

Smutter spontant på PåTaget.

Krammer i øst og i vest. Mest i vest.

Får stukket en drink i hånden. “Det sædvanlige”. Overvejer i et kort sekund, om jeg kommer her for tit, siden jeg kan have en ”det sædvanlige”.

Drikker det sædvanlige fra et sort sugerør, og de gennemsigtige dråber passerer hurtigt igennem systemet, og sætter sig som en blid summen i hovedet. Baren føles anderledes i dag. En masse nye ansigter har sneget sig ind på mit territorium. Jeg fornemmer en presset stemning, der gør mig en smule utilpas.

Lokalet er fyldt af røg. Et par stykker har vovet sig ud på dansegulvet, og laver et par forbudte trin i en rus af forglemmelsens eliksir. Musikken pumper. Den kvindelige DJ med de runde briller klager over, hvor dårligt det er. Jeg giver hende ret. Knipser billeder i forsøget på at finde en ro midt i alt det ydre kaos, og stemmer, der forsøger at overdøve hinanden. Fanger tilfældigt ingeniøren i min kamerasøger.

Vi krammer. Jeg går.

Forlader den pumpende bas og de midlertidige bekymringsløse ansigter.

En besked tikker ind fra ham. Ingenøren.

“I fucking miss you”.

Sukker. Mest over det faktum, at mænd først fatter hvad de har mistet, når det er for sent. Tager den falske læderjakke på, og vikler mit alt for store halstørklæde et par gange rundt om halsen.

Klokken er 2.30

Skruer de sorte høretelefoner ind i øregangen, og hører ”Dårlig Sex” med Thomas Buttenshøn for fuld udblæsning.

Chatter ham den flotte op. Jeg har set ham to gange før. Han bor selvfølgelig i København, men er på julebesøg i Odense. Ignorer stemmen i mit hoved, der forsøger at fortælle mig, at det er en pænt dum idé at skrive til ham nu.

“Er du i byen?”

“Ja, hvor er du?”

Klokken er 3.00

Kigger efterhånden lidt forpustet på klokken. Han har stadig ikke meldt noget klart ud. Hader at vente på svar. Går hjem til min lejlighed. Forbander på vejen kort min utålmodighed. Mine øjenlåg er efterhånden ret tunge, og mit hoved presser en smule. Mit hår lugter surt fra røgen på baren. Begynder så småt at fornemme de mørke rander, som vanligt sætter sit stempel efter for mange timer uden søvn samt muntert selskab af alkohol.

30 min. og et par beskeder senere står han uinviteret foran min hoveddør. Hans hukommelse fejler tydeligvis ikke noget. Han spørger om jeg er sulten. Og om jeg giver en kop the. Tænker kort, om han tror, min besked var et booty-call. Slipper tanken. Tager imod hans egen invitation, mens jeg varsler om flytterod.

Mærker et sug i maven, da dørtelefonen ringer.

I døren står den flotte mand. Hans stemme er en smule påvirket af julehumle, men ellers forholder han sig forbavsende ædru.

Vi drikker varm rooibosfarvet julethe, mens vi snakker i øst og vest. Mest i vest. Om barndom og fremtidsdrømme til lyden af Frank Oceans ”Orange Channel”, som strømmer ud af mobilhøjtaleren.

Byder ham på overgæret vin.

Hans brune øjne, som gemmer sig bag de lange øjenvipper, kigger intenst på mig, mens pupillerne spiller sig ud som store, sorte ringe. Han advarer om et kys. Tænker kort, hvorfor han behøver at italesætte det. Bliver konfus og ødelægger øjeblikket.

Han siger, at jeg er alt for kontrolleret, imens han giver mig den type kram, der er lidt for langt. Men også lidt rart.

Kysser et halvakavet farvel.

Han går.

Sidder tilbage med en mystisk følelse i kroppen.

Hvad fanden var det?

Sipper lidt flere pressede, sure druer.

Lægger mig under dynen i lejligheden, som efterhånden har fået en anden stemning. Ved ikke, hvad jeg skal tænke, så stirrer blot på den mørkegrønne Monstera plante, som er placeret ved fodenden. Er jeg virkelig kontrolleret? Slipper tanken og overgiver mig til drømmeland.

Drømmer livligt om flodbølger og en strandet færge.

Et slot og et genfærd

Kigger på klokken. Fuck. Har på nuværende tidspunkt 15 minutter til min middagsaftale. Sukker dybt og højlydt over min tidsoptimisme, mens jeg sipper pressede druer. Smutter i det eneste sæt rene tøj jeg har tilbage. En mørkeblå kjole med lidt for store blomstermotiver.

Ud af døren.

Opdager, at jeg selvfølgelig har hul i strømpebukserne. Sukker lidt dybere i takt med de sorte laksko, som højlydt rammer de glatte brosten.

Bliver pludselig chattet op af fyren fra sidste weekend, som jeg i min lettere beduggede tilstand havde røget smøger med. Vi havde snakket om løst og fast der i baren. Mest fast.

Han inviterer på kaffe. Eller øl. Jeg afviser med et stik af ubehag. Føler mig stort set ligeså kold som temperaturen udenfor. Tænker kort, at jeg snart må lære at slippe min naivitet overfor mænds agendaer. Slipper tanken.

Klokken er 17.00

Ankommer til Vintrapperstræde. Bliver mødt af ingenting. Vælger at gå indenfor og finder to kvinder sidde og vente. Resten tilslutter sig selskabet efter det akademiske kvarter.

Jeg kender kun få.

Giver plads til snak.

En Irer er forsvundet.

Overhører hypotetiske redningsaktioner, og fornemmer en del alvor bag ironien.

Den forsvundne Irer melder sin ankomst midt i fisken, og med sin store strikhue og røde kinder får Ireren dæmpet bekymringerne af massen.

En halvdød torsk, et par udkogte grøntsager og et par glas Sauvignon Blanc senere, sidder jeg i en bil på vej mod lysshow på slottet.

Klokken er 20.15

Stiger ud af bilen. Hovedet føltes en smule tungt af alt det østrogen. Til gengæld føltes turen ikke så lang, hvis man ser bort fra det faktum, at jeg var ved at tisse i bukserne.

Vi vandrer lidt. Spotter en stor port, der fører ind til slottes indgang. Bliver nysgerrig, og får lyst til at gå på opdagelse. Jeg når dog ikke at fodre eventyrlysten yderligere, før en stor kædelås blive forbundet mellem de to gitre.

”Lukker du nu?” spørger jeg en smule skuffet den midaldrende mand, der står med kædelåsen mellem hænderne.

”Ja” får han sagt i en ret bestemt tone.

”Jeg bor her, og jeg skal holde jul med mine børn, da konen og jeg er skilt.”

Ved i et øjeblik ikke helt, hvad jeg skal sige. Jeg står og betragter det helt fænomenal store palæ, som pludselig får et skær af tristhed og underlig tomhed over sig.

”Håber du får en god jul i aften” får jeg sagt til manden med palæet, mens jeg mærker et stik af medlidenhed.

Vi går tur blandt lys og magi midt i haven. Paraplyer er lyst op, og ligner legende blæksprutter. Plastikbolde hænger som en dyne mellem buskene, og skaber en himmel af sølvkugler.

Drikker varm gløgg, der er alt for sød.

Tænker i et kort øjeblik, hvordan det må være at vokse op her. Får associationer til store troldmandshistorier og kostskoler.

Spotter et stort egetræ, der er smukt belyst. Dagdrømmer om en live-ballet under træet, mens toner fra Svanesøen strømmer ud af de strategisk placerede højtalere, og understøtter scenariet.

To mænd tilslutter sig pludselig gruppen. Jeg kender dem. Den ene er Ingeniøren. Har ikke snakket med ham i flere måneder. Fornemmer en halvkvalmende akavethed, og sætter hjernen på autopilot. Det føltes næsten som om, at jeg har set et genfærd.

Nyder et meget kort lysshow på slottes facade, imens mine tæer så småt er ved at skifte farve i de sorte laksko.

Det begynder at sne. Det fyger. Pludselig står jeg en smule fastfrosset både mentalt og fysisk.

Bliver samlet op af den sølvgrå karet, og vi kører med hvide sne-hagl trommende mod ruden tilbage til virkeligheden.

Svarer i enstavelser på kørende dialoger.

Klokken er 22.30

Ankommer til Old Irish. Bestiller vodka-danskvand.

Dobbelt.

Beder til, at bartenderen ikke kalder det en ”skinny bitch”.

Bestiller en til.

Og en til. Denne gang en tripple.

”Du er da nok tørstig, hva” får den unge bartender fremstammet i en kæk vending.

Kan kun give ham ret. Tænker i et kort øjeblik, at det måske bare er en fed måde at kvæle stemninger på.

Takker af.

Ser mig ikke tilbage.

Jeg trækker i den falske læderjakke og bevæger mig ud i kulden. Det bider lidt, og tankerne kredser om gamle minder.

Aftenen har sat et par stærke indtryk på mig. Følelsen af kontraster overmander mig en smule, og lader mig stå tilbage – en smule forvirret. Konkluderer dog, at jeg er et helt normalt menneske med sunde reaktioner. Og det at have følelser, der kan gå i baglås og få systemet til at køre på autopilot, også er en naturlig del af, at være nogenlunde i live.

Pakker mig ind i dynen i min alt for kolde lejlighed, imens jeg med en behagelig summen i hovedet pludselig bliver en smule opløftet af mine egne ord.

Jeg rammer hovedpuden med en mærkelig ro i kroppen.

   

Københavner-trøst og lommefilosofi

Det er lørdag.

Klokken har passeret 20.00. Mine lemmer er placeret hjemme i den grå ghetto.

Ordene fra gårsdagens event sidder stadig som en parasit i mit hoved.

”Gå nu hjem og få noget hvile. Du ser virkelig træt ud”.

Kunne ikke lade være med at tænke, at træt ikke var ordet. Ordene var nærmere tom og trist og med den der følelse af, at det simpelthen ikke kan passe. Har de sidste par dage trasket rundt i en mindre zoombie-agtig tilstand med absolut 0 % lyst til menneskekontakt. Den der tilstand hvor man går i sin egen silo, og der er så lidt koncentration, at det nærmest burde være forbudt.

Sidder på stuegulvet, ret så sørgelig med mascara ned af kinderne, mens jeg på skamlytter ”You Make It Real To Me” med James Morrison på repeat.

Har efterhånden siddet her med papirservietter i en time, hulkende, og med en gennemborende følelse af et stort, sort hul i hjertekulen.

Chatter Københavneren op.

Hun siger, at hun bare har lyst til at give mig et kram.

Vi tuder begge lidt.

Griner lidt over kærligheden.

Griner over alt det tragi-komiske som kærligheden også rummer.

Hun står i Netto, og har i sin brandert købt et par strømpebukser og en Daim. Mens hun står i køen blandt andre fulde mennesker, bliver vi enige om, at timing er alt.

Placerer vinglasset mellem læberne, og sipper berusende dråber. I et kort øjeblik føles det tunge hoved lidt mere roligt, og de opsvulmede øjne begynder at slappe en smule mere af. Tænker i en kort stund, at en snak med en god veninde og en flaske bordeauxrøde, pressede druer er bedre end terapi – og bestemt også billigere.

Kører hånden i gennem de ustyrlige krøller, som jeg efterhånden har opgivet at styre. Nu har manken i stedet fået frit spil, og fylder godt i landskabet.

Lukker samtalen med Københavneren.

Hun er fuld. Jeg er træt.

Fylder mig selv med lommefilosofi som en form for medicin mod min tilstrømmende ensomhedsfølelse. Tænker lidt. Det er som om, at det er en naturligt del af livet. Det med at miste. At når vi giver slip, så dør det – men samtidig gives der også plads til noget nyt. Ret skræmmende. Men også fortrøstningsfuldt.

Holder fast i tanken, og hopper ind under dynen på et tidspunkt, der sjældent kalder på drømmeland.

Københavnerens ord runger samtidig i mit hoved. ”Alt bliver bedre når du har sovet på det”.  

 

 

Du ved, det er sommer i Danmark når…

…vejret er mere uforudsigeligt end din demente bedstemor.

…du både har en paraply og et par speedos/en bikini med i tasken.

…du dagligt har en anekdote omkring vejret, og muligvis ytrer den på Facebook. Eller laver en blogpost om ”du ved, det er sommer i Danmark når…”   

…det næsten er en sport at jagte solstråler.  Når de endelig titter frem, render du rundt i shorts og er pludselig selvudnævnt grillmester. Er du heldig, har du så samtidig også anskaffet dig en forkølelse.

…du føler, det er ligeså spændende som at spille Lotto, når valget står mellem ferie i Danmark eller en rejse til udlandet. Mere med tanken om, hvorvidt du trækker det længste strå.

…du med stor sandsynlighed har erhvervet dig en solskoldning, da din blege, skandinaviske hud ikke er vant til solen, når den endelig kommer.

“omstillingsparat” efterhånden kan dokumenteres på dit CV, da du ofte skal navigere rundt mellem de skizofreniske vejrguder, der har svært ved at beslutte sig for enten kulde, sol, regn, blæst eller decideret hede (eller hvad der føles som det).

…du støver vinterjakken af, og hænger den frem med seriøse tanker om at gøre brug af den. Selvom kalderen siger juli.

 

 

Mænd…

De kommer i mange udgaver. De små, de store. De søde og de knapt så søde. De maskuline, de feminine, de sjove, de skøre, de smukke, de charmerende. Listen er lang og sikkert endeløs. Men stadig har de ofte en ting tilfælles – de roder ved min indre ro.  

Kommer til at tænke på Bob Marleys ”No woman no cry.” Laver i en håndevending en oversættelse i hovedet på mig selv.

”No m-e-e-e-n, no cry. No m-e-e-n no cry”…

For hvordan kan det være, at fuldstændige irrationelle handlinger kan komme til udtryk i starten af en ny relation, hvis man ikke kan finde ud af at være i den? Og fra (næsten) rationelle mennesker? Krummer stadig tæer over de sidste par beskeder, jeg fik sendt af sted til ingienøren.

Ligger på langs i min halvanden mands seng, med tæerne strittende ud over sengekanten.

Tænker lidt. Hvordan er det overhovedet muligt at gå fra at være et ganske velfungerende menneske, til at forvandle sig til en sand hystade? Hvor sker det skift, der gør, at jeg til tider føler mig som Dr jekyll og Mr Hide?

Hvordan er det muligt at kunne lide noget, og samtidigt afstøde det så meget? Og hvorfor påvirker det mig?

Grubler lidt med uglet hår. Har ikke sovet i snart 45 timer, og er efterhånden begyndt at se dobbelt. Måske er det trætheden der spiller kispus med mig.

Men på den anden side –  gider jeg virkelig det følelsesmæssige cirkus, hvis det kan undlades? Og er det overhovedet muligt at snige sig udenom?

Gad vide, om man kan leve en langvarig og lykkelig tilværelse uden den form for følelsesmæssig tilknytning? Et ego liv, hvor den eneste man egentlig skal tage hensyn til, er sig selv.

Det vil selvfølgelig næsten kunne sammenlignes med, aldrig at kunne sætte tænderne i en fuldfed chokoladekage, hvilket er utopi. For vi skal vel falde, blive fristet og komme ud i yderpunkterne for at udvikle os som mennesker.

Men tænk hvis livet uden blot blev mere simpelt?

Lever udsagnet stadig, og havde Bob fat i noget?

No (wo)men, no cry?

 

 

   

Tung bas og sort uheld

Slår øjnene op.

Klokken er kun 06.30. På en lørdag. Fornægter mig selv at stå op nu. Forsøger at sove videre. Prøver samtidig at sove fra det faktum, at jeg har forlagt mit dankort på et ukendt sted, og jeg nu er på 2. dagen uden det skide plastikkort, og føler mig en anelse amputeret.

Kl. 09.00.

Hopper ud af sengen. Spiser knækbrød med den ene hånd, mens jeg tjekker Instagram med den anden.

Går mod vaskekælderen. Alle maskinerne er ledige. Scanner det lille, lyseblå Miele-kort og finder ud af, at jeg mangler 1 krone for at kunne vaske. Are you fucking kidding me.

Vender snuden tilbage til lejligheden, og placerer i stedet mine baller på fåreskindet i den sorte stol, for at komme i gang med mine skriblerier. Computeren er i mellemtiden gået død for strøm. Leder febrilsk efter opladeren, men den er væk. Som i pist væk. Fornemmer en blid irritation sprede sig i kroppen på mig.

Chatter chefen op. Hun indvilliger i at mødes med mig og lukke mig ind på kontoret.

Finder til mit held laderen, og ånder i et kort øjeblik lettet op. Drager mod centrum i forsøget på at få lavet noget produktivt. Prøver at finde en café, men kommer i tanke om, at jeg stadig ikke har mit kort, og caféer, der tager imod Mobilepay i Odense, er åbenbart vanskeligt at opstøve. Sukker tungt, mens jeg trækker jernhesten rundt i sommervarmen i cirkler om mig selv.

Chatter ingeniøren op.

”Er ikke i det bedste humør i dag…”

Får et opmuntrende retursvar. Smiler til telefonen.

Sopper hvileløst videre i Odenses gader, og finder endelig et potentielt sted. Stikker hovedet ind af den hvide dørkarm ved Brandts passage.

”Tager i Mobilepay?” får jeg sagt med en lettere forventningsfuldt stemme.

”Det gør vi, ja” svarer den lyshårede ekspedient.

Bestiller en milkshake. De har kommet fløde på toppen. Prøver at navigere udenom klatten og dykke ned med sugerøret i den røde, syntetisk-farvede mikstur. Får tanket op med strøm på samtlige apparater, og bevæger mig udenfor igen. Har imellem jordmilkshaken og tankemylderet dog glemt, hvor jeg har placeret jernhesten. Vader rundt i 30 min. før jeg får min åbenbaring. Beslutter mig for at drage mod dagens koncertoplevelse.

Kl. 21.00. Ankommer til Bas under Buen.

Bliver mødt af en plads fyldt med sand og kradsende ukrudt. Bassen pumper derud af, og der er en sød lugt af hash. Har lyst til en drink, men kommer i tanke om mit manglede kort, der efterhånden er ved at give mig en mindre hjerneblødning.

Knipser billeder, og forsøger at finde ro i kroppen.

Beslutter mig for at sætte mig på havnen og få uploadet dagens fangst.

Telefonen begynder at bimle. Det er Københavneren, der ringer mig op. Vi snakker om sex.

”Har du hørt, at der er noget der hedder slikke-lapper? Jeg havde den vildeste griner over det, da jeg ikke kunne lade være med at forestille mig en lille hamster der slikkede på en lap”, siger hun, imens hendes ikoniske grin brænder igennem telefonrøret, og får mig til at smile.

”Ja, det har jeg da.” får jeg svaret.  

”Hm. Det må være fordi, du er så ung. Alle mine andre veninder var helt blanke, da jeg spurgte dem. Men altså. Kondomer og nu slikke-lapper. Hvad bliver det næste? Har vi i forvejen ikke nok at bøvle med?”

Studser lidt over hendes spørgsmål. Mobilen kommer mig dog i forkøbet ved at afbryde forbindelsen grundet manglende strøm.

Går tilbage til bassen.

En mørkhåret pige, iført en rød striktrøje, henvender sig til mig. Tilbyder mig noget af hendes rom og cola, som skvulper frem og tilbage i det lille plastickrus. Takker nej, og føler mig i et kort øjeblik som lidt af en lukket stodder. Opgiver hurtigt hele scenariet, selvom musikken har en dragende effekt på mig.

I det næste øjeblik ser jeg mig selv placeret på den røde jernhest. Da telefonen er gået på ferie, har jeg kun den friske sommervind som musikalsk indspark. Kigger fokuseret på cykelstien – for én gangs skyld. Har jo ikke rigtig andet at lave.

Spotter en sort kat komme i galoperende fart over stien. Den stopper op, og giver mig blikket. Mit semi-overtroiske sind spiller kispus med mig, og jeg når at tænke, ‘at det fandme må være løgn’. I midlertidig arrigskab kommer gloserne ud af min mund, men heldigvis i så diskret en tone, at de bagvedkørende cyklister ikke overhører mit mindre udbrud.

Tænker lidt, imens vinden river mig i håret. Min mobil er død, min computer laver løjer med mig, mit vaskekort er tomt, mit kort er væk og så støder jeg ind i symbolet på sort uheld. Nogle gange er det måske meget smart bare at trække stikket og være lidt arrig i fred og ro? Selv på en lørdag.

 

Har vi brug for mennesker?

Har i dag ikke rørt mig ud af flækken. Muligvis er det en form for destruktiv adfærd. Jeg ved det jo godt. For meget alenetid giver plads til for meget tænketid. Og så lammer det mig.

En masse tanker har rumsteret. En masse følelser har været fanget i kroppen og givet mig en tung fornemmelse.

Jeg lukker den sølvgrå laptop ned. Beslutter mig for, at jeg ikke vil mere for i dag. Min kreativitet er stagneret. Problemet med for meget fritid er, at det forstærker min følelse af ensomhed.

Er gået på jagt efter den sidste nødsmøg, som jeg har gemt et sted i lejligheden. Finder den i min sorte dametaske, som jeg havde som følgesvend på min sidste bytur.

Placerer mig selv på den grå svalegang i ghettoen, med udsigt over trækroner og en sol der er ved at gå i dvale. Med et halstørklæde viklet om håret, smøgen i den ene hånd og et halvt glas rødvin i den anden står jeg reflekterer. Bliver ramt af en mur. En sørgmodig en af slagsen. Lige her, lige nu, føler jeg mig bare helt igennem ensom i denne by.

Det er en blanding af afsavn og trangen til at fortrænge. Savnet af de mennesker jeg faktisk holder af, og en konstant higen efter at blive aktiveret for ikke at komme for meget i kontakt med afsavnet.

Sipper lidt mere af den kølige Zinfandel.

Sommetider tænker jeg, hvorfor det er så let for mig at få bekendte, men at dybe relationer er en udfordring for mig? Er det mon frygten for at skulle lide flere afsavn igen? Mere end jeg gør i forvejen? Frygten for at miste?

Har længe givet mit anderledes livssyn skylden. At det kan være vanskeligt at tilpasse sig flokken, når mange ting man normalt gør i flok, ligger mig så fjernt. Dertil kommer følelsen af, at jeg ofte føler mig alene – men dog i live, selvom jeg er omringet af mennesker. En ofte forvirrende kombination.

For blot et par dage siden gentog jeg mit mønster. Noget kom for tæt på, så jeg gik i forsvarsposition. For det er jo lettere at være alene, end at skulle forhold sig til andre mennesker – er det ikke?

…Det er i hvert fald den løgn, jeg fortæller mig selv.

Vi mennesker har vel brug for at blive spejlet i dybe relationer. De relationer hvor alle skyggesiderne bliver fremtrædende, og man bliver konfronteret. Sommetider brutalt. Andre gange som et blidt skulderklap i den rigtige retning. Men det er bare så meget lettere at leve på overfladen – dog også så tomt. Tænker lidt, at en verden hvor den tætteste relation er en selv, er en sorgløs tilværelse, så længe man kan holde til at være i den. Derefter bliver den blot mere og mere deprimerende.

Interviewede digteren forleden. Hans ord ramte mig dybt. Ikke med det samme men efter lidt tids refleksion.

”Hvis verden ikke er så simpel, som jeg siger den er, så er den for kompliceret til mig.”

Har jeg mon spændt ben for mig selv i min stræben efter at høre til ved at komplicere tingene? Og bunder min ensomhed i, at jeg gør situationen mere kompliceret, end den behøver at være? Skubber jeg ting væk, fordi jeg overtænker situationer fremfor at bare at være i dem? Fordi jeg tænker, at mennesker og samtaler skal være komplekse, før jeg finder værdien i dem?

Inhalerer det sidste røg ned i lungerne. Cigaretten føltes tiltrængt og en smule forbudt.

 

Hvad er dine planer for denne uge?

insider-tips-hjernestormHvis du ikke allerede ved det, så er Odense stadig spækket med events. Der var lige en stille og rolig periode grundet de mange festivaler, men eventkalenderen er langt om længe ved at bugne. Yaays! Jeg deler et par af de events, som jeg absolut mener du skal tage til. Jeg vil i hvert fald selv forsøge (ihærdigt) at nå det hele.


Torsdag: Koncert med Aske Jacoby på Lalou vinbar kl. 21.00. Der er gratis adgang, men de anbefaler at støtte artisten (hvis musikken er fed) ved at købe en CD. Og så er der mulighed for at købe ret så god vin. Og en undskyldning for at drikke på en torsdag. Hep, hep!


Torsdag: Er du ikke helt til de små intime koncerter? Så er det heldigt at der er første omgang af Torsdagskoncerterne i Odense! Fra kl. 18.00 og frem til 22.30 vil The Red House, Katinka og Fallulah fyre op for balladen og give dig en valid grund til at kridte danseskoene eller skråle med i kor på et par af de kendte melodier. Alternativt kan du starte ud her og rykke videre til Lalou efterfølgende (gode råd er ikke altid dyre).


Fredag: kan du komme med på skovtur, hvor der bliver skruet op for de psykedeliske tendenser blandt skovbund og dystre mørke toner på en pt. hemmelig location. Det koster 50 kr. i entré, og så er der endda mulighed for at købe veganermad.


Søndag: hvis du holder af vand – og helst at være ovenpå det (i en båd) fremfor i det, og samtidig har en svaghed for jazz, så er dette muligvis noget for dig – Jazz på Åen! Dog kan jeg ikke helt greje, om jeg er i målgruppen bedømt ud fra deres eventfoto. Men på den anden side – det skal prøves. Turen koster 120 kr. og så kan der købes drikkevarer på land og til vands.


Har du andre events i Odense i denne uge, som du overvejer at tage til?

 

   

Alkohol og adfærd

 

Ringer Jyden op.

Vi snakker. I øst og vest. Mest i øst.

Vi kommer ind på emnet ‘fulde mennesker’. Og hvad det vil sige, at mennesker kan skifte karakter når de får alkohol indenbords. Egentlig ikke fordi der er noget nyt under solen, men fordi jeg stadig til tider undres. Jyden er klar i spyttet:

”Alkohol får menneskers sande jeg frem. Det er blot en side de ikke dyrker i hverdagen, men før eller senere vil du få den at mærke, hvis du lader dem komme tæt på dig”.

Jeg giver ham ret. Kører hånden gennem mit pjuskede hår, som stadig lugter af røg. Tænker lidt, imens vi taler videre. For de fleste smider vel en del barrierer, når alkoholen skænkes, og hele verden synes lidt mere åben og kærlig. Inklusiv mig selv. Jeg kender det. Jeg snakker mere. Bliver endnu mere kærlig. Får endnu større trang til, at der skal ske noget. Men det er i forvejen sider af mig selv, som jeg er meget bevidst om.

Drikker lidt af min forfærdeligt søde ingefær-the. Byturen i nat har lammet mine smagsløg en smule. Tænker lidt på, hvordan jeg mon bliver set af andre, når der er kommet lidt for mange procenter i blodet? Slipper tanken.

Når jeg tænker mig om, har jeg altid haft det stramt med tesen om, at alkohol påvirker vores beslutninger i det store billede. For hvis man nu var så glad for kæresten derhjemme, hvorfor skulle det, at man var fuld være en valid årsag til utroskab? Eller hvis man er grov overfor andre, hvorfor skulle alkoholen være grunden til dette? For kan det overhovedet det? I så fald må alkohol anses for et tryllemiddel, der på magisk vis får dig til at blive en anden. Den hypotese er næsten mere skræmmende.

Jyden afbryder min tankestrøm.

”Alkohol gør dig ikke til et andet menneske, hvis du er nogenlunde velfungerende oppe i hovedet. Så er du en idiot, når du drikker, så er du med stor sandsynlighed også en stor idiot i virkeligheden”, siger han med en meget bestemt tone ud gennem telefonrøret.

Vi kender vel alle en eller anden, som skifter ham med det samme, de alkoholiske dråber glider ned, og bliver blandet i blodet. Men er det virkeligt så simpelt? At alkohol afslører de ting, der er for private til at komme frem i dagens almindelige lys?

Kommer til at tænke på ordsproget: ’vis mig dine venner og jeg skal sige dig hvem du er’.

Er det mon det samme med alkohol? ’Vis mig hvem du er, når du drikker, og jeg skal fortælle dig, hvem du er?’

40 ting du sikkert ikke vidste om mig

hjernestorm

  1. Jeg har en forkærlighed for melankolske ting.
  2. Jeg sætter min frihed over alt andet.
  3. Jeg har en guitar, men jeg kan ikke spille på den.
  4. Jeg hader at vaske op. Jeg ved godt, at ‘hader’ er et stærkt ord, men det gør jeg virkelig.
  5. Mit hjem er ofte rodet, hvis hovedet er fyldt med for mange ting.
  6. Jeg laver aldrig mad. Som i aldrig. Selvom jeg sagtens kan finde ud af det.
  7. Jeg spiser ofte knækbrød med mayo.
  8. Jeg elsker at synge, men er mindre tonedøv.
  9. Jeg kan græde af glæde, når jeg ser andre mennesker får succes med deres passion.
  10. Jeg ser ikke TV.
  11. Til gengæld har jeg set hele Sex & the City boksen over 30 gange.
  12. Jeg tror på The Law of Attraction.
  13. Jeg har været single i 6 år (hvis man ser bort fra et par korte bekendtskaber)
  14. Jeg har en stor fascination for det alternative univers. Samtidig er jeg også vildt skræmt af det.
  15. Jeg lægger næsten dagligt Tarot.
  16. Jeg har en meget stærk intuitiv sans.  
  17. Jeg elsker brød med tandsmør og salt. Ja, salt.
  18. Jeg elsker at danse. Like nobody is watching. Gerne til lyden af noget R’n’B.
  19. Jeg har en mærkelig ting for syltede rødbeder.
  20. Jeg kan blive irriteret over musik der ikke passer til mit humør.
  21. Jeg stemmer ikke.  
  22. Jeg mener, at livet er for kort til at bruge tid på at matche sokker. Derfor har jeg kun en type sok i skabet – men mange af dem.
  23. Jeg bryder mig ikke om at røre ved hverken håndtag på indkøbskurve, knapper ved lyskryds eller andre ting hvor folk har haft deres hænder før mine.
  24. Jeg føler mig mest i live, når jeg er socialt stimuleret.  
  25. Jeg tænker enormt meget.
  26. Jeg tænker også når jeg taler.
  27. Jeg er mest kreativ om aftenen, og når jeg egentlig burde ligge og sove.
  28. Jeg elsker at gå alene ud, og fortrækker til hver en tid at ankomme alene fremfor at følges med andre.
  29. Mit store idol er Tony Robbins.
  30. Jeg har få venner men mange bekendte.
  31. Jeg er tidsoptimist.
  32. Jeg keder mig hurtigt.
  33. Jeg er utålmodig.
  34. Jeg ’lider’ af FOMO.
  35. Mine primære kærlighedssprog er fysisk kontakt og tid. Mit sekundære er anerkendende ord.
  36. Jeg er for nyligt stoppet med at drikke kaffe, da det gav mig fnidder.
  37. Jeg har et massivt girl-crush på Ruby Rose.
  38. Menneskers manglede appetit på livet kan frustrere mig.
  39. Jeg har kun mødt to mennesker, der har kunne få mig til at græde af grin.
  40. Jeg bliver varm om hjertet, når mennesker omkring mig husker små ting, jeg kan li’.

En eks-rapper og en tidlig exit

 

Onsdag aften.

Er ankommet til Sir Club for at se comedy.

Bliver mødt af en gul facade og store glasvinduer som afslører, at det umiddelbart er en stille aften. Lokalet viser sig også hurtigt at være semi-tomt. Foran mig er der bygget en lille scene, og det store facade vindue er halvt dækket til med et stykke rødt stof. Her er stadig lidt for lyst.

Tre advokatkollegaer sidder med deres fadøl. Ved siden af dem, to kvinder og en mand – som åbenbart er i et åbent forhold. En interessant kombination. Jeg placerer mine baller på en mørk træstol i første parket.

Første komiker går på.

Anden komiker går på.

Den ene kvinde informerer om, at hun er uforstående overfor mennesker, der ikke anvender sengetæpper.

Tredje komiker går på.

Jeg smutter. Hen til baren. Bestiller en Dark ’n Stormy.

Ser blondinen med de runde briller. Hilser på hende i rygekabinen. Hun kigger på mig, med sine æblekinder, smilende, og tilbyder mig en cigaret. Fandens. Havde ellers lovet mig selv, at det skulle have en ende.

Er viljesvag og takker ja.

Mens røgen fylder mine lunger ud, føler jeg mig i et kort øjeblik helt afslappet.

Vi går udenfor. Ryger flere cigs. Der står en gammel, rusten is-dåse med køer på det våde træbord. Hun har sin kæreste med. De kysser. Jeg kigger væk. Ved siden af står en lang fyr med klassiske korte, lyse lokker. Han havde tidligere optrådt med et dukketeater, i liggende stilling, på et mørkegrønt Tuborg-tæppe. Bag mig sidder en fyr på hug, iført en farverig bomberjakke, et mindre mellemrum mellem fortænderne og en meget lille hue som blot dækker toppen af hans skaldede isse. Vi falder i snak. Mest om ingenting.

Kulden tager over, og tvinger os til at bevæge os tilbage til den lille rygekabine. Rummet er efterhånden fyldt op med så meget røg, at min vejrtrækning begynder at have problemer.

Vi forsætter alligevel snakken i selskab med glødende cigaretter og lunkne øl. Fritter den skaldede. Han afslører sin fortid som eks-rapper.

”Eks-rapper?” får jeg fremstammet.

Han bliver fjern i blikket.

“Kan du ikke lige rappe lidt for mig?” spørger jeg ham, mens jeg ser ham inhalere røg ned i lungerne. Han kigger på mig en anelse fjalet.

”Ej, vil helst ikke have at alle skal høre det.”

“Hvis du nu bare gør det stille”, får jeg sagt i en lettere overbevisende tone.

Han går helt tæt på, og spytter beskidt lyrik ud mellem læberne om en pige han engang stalkede. Får prompte associationer til ’klam fyr’.

Sætter mig udenfor. I ly for den passive røg. Placerer mig i en lyseblå metal-stol foran den gule facade, og får selskab af ham den lange.

De vil have mig med på Boogies.

Boogies er sådan ca. det sidste sted, jeg orker at tage hen på nuværende tidspunkt. Prøver at forklare dem om den klaustrofobiske følelse, dansegulvet derinde giver mig. De ryster blot en smule på hovedet, mens de ihærdigt forsætter med at prøve at overbevise mig. Havde helt glemt min egen anekdote om, at man ikke må disse Boogies foran en fynbo. De forstår tydeligvis ikke mit ambivalente forhold til stedet.

Klokken kalder derfor på hjem. En sjældenhed før 24.00 for et action-hungrende sind som mit. Har i min tankestrøm glemt hvor min cykel er parkeret. Igen. Anden gang på en uge. Forbander kort min korttidshukommelse.

Følges med dem til Pizza Pizza, imens jeg plejer min midlertidige demens.

Får en erindrings-åbenbaring. 

Vores veje skilles.

Tænker kort, om jeg skal drible videre og møde flere spændende mennesker. Men for første gang i lang tid har jeg egentlig bare lyst til at pakke mig ind under dynen derhjemme. En ny følelse som på mærkelig vis føles en anelse kærkomment. Stiger på cyklen med den falske læderjakke lynet helt op i halsen. Natten bider mig blidt i benet, og giver mig et diskret smil på læben.