Booty call og sårbarhed

Klokken er 21.00.

Skal sige farvel. Til en ven. Overvejer kort, om han egentlig er en ven eller bare en bekendt. Jeg har faktisk ikke særlig mange venner, får jeg tænkt. En ven, er vel en, der kender mig – og omvendt – på et andet plan end den polerede overflade? Slipper tanken.

Han skal ud på en rejse, og det er den sidste mulighed for at sige farvel til ham. Har en underlig tom følelse i kroppen, som jeg forsøger at kompensere ved at tage noget pænt tøj på.

Klokken er 21.15

Ankommer til Pølsemuseet. Til direktørtid.

Ireren er her også. Han henvender sig, imens jeg sidder i min silo af uoverskuelighed overfor andre mennesker.

Fredag aften sidder stadig i kroppen på mig. For første gang i lang tid er jeg sårbar. Sådan rigtig sårbar. Tænker, at det er sjovt, hvordan folk kommer ind og ud af ens liv. Venner og bekendte. Kærlige relationer. Fjender og forliste romancer.

Bestiller en vodka-danskvand.

En dominerende følelse af distræthed sitrer i kroppen på mig. Den pæne københavner, som stod der i min lejlighed sidste aften, optager min tankekapacitet.

Jeg kan overskue meget få mennesker lige nu. Det er som om, at han rodede rundt i mig, og skabte et midlertidigt følsomt kaos. Det er som om, at det har slugt – og fortsat sluger min energi og opmærksomhed. Hvorfor fanden er det lige, at det skal komme og forstyrre nu?

Ireren bider mærke i mit mentale fravær.

”You seem really sensitive. Are you still not drinking? Is it some kind of hippie-shit?”

Ruller øjne indvendigt. Han skulle bare vide. Dropper forklaringerne, og stirrer i stedet ned i gralen af tidsfordriv, der er placeret i skødet på mig.

Kontraster, kontraster. Jeg har aldrig været god til det. Jeg har mest af alt bare lyst til at pakke mig ind og lukke af for alt overflødigt støj. Bare at få lov til at være uden at forholde mig til noget eller nogen.

Beslutter mig for at forlade de kulørte lamper med afhuggede dukkehoveder og den konstante summen af glade mennesker, der er lykkeligt påvirket af humle.

Pakker mig ind i mit alt for store halstørklæde og tager ruskindsjakken på, der mangler en knap foroven. Skruer de sorte høretelefoner ind i bevidstheden og lytter til Fantomfølelser. Nynner lydløst med bag det tykke stofstykke til lyrikken, som rammer min sensitivitet. Askglæde synger om kærlighed. Den forliste af slagsen.

”Jeg mærker stadig dine hænder, selvom det hænder, at det er andre kvinders.”

Bevæger mig videre til min gade. Låser mig ind i hulen, og trækker vejret overfladisk imens jeg spiser det sidste chokolade, og fordømmer rosinerne, der er blidt støbt ned i de sukkerfyldte medaljer. Tænker, om min udryddertrang skyldes forsøget på at fjerne minderne om ham. Ham den pæne københavner. Slipper tanken.

En ny tanke popper op. Dens tilstedeværelse er insisterende. Den påminder mig om, hvor let det er for mig at eksistere, når mit hjerte blot er lukket. Det er som om, at arbejde og følelsesmæssig distance er min måde at overleve på.

Stirrer lidt ind i væggen.

Rammes af midlertidig søvnløshed.

Klokken er 03.00

Den pæne københavner chatter mig op.

”Har vanvittig meget lyst til dig.”

Kigger en smule mærkeligt ned i den lille skærm, der oplyser mit ansigt med et usundt, blåt lys. Tager mig selv i, at lave et højlydt suk, mens jeg ryster en smule på hovedet. Klassisk booty call.

Bliver mødt af en underlig, udefinerbar følelse, som jeg ikke helt ved hvor jeg skal placere. Ved ikke, hvad jeg skal skrive. Ved heller ikke, om jeg skal blive glad eller forarget. Glad for at høre fra ham. Forarget over, at jeg åbenbart ikke er mere værd for ham end en besked midt om natten.

Tænker situationen igennem. Hvis mennesker kun har tid til dig efter mørkets frembrud – når alle andre muligheder er væk – hvorfor så bruge tid på dem? Og er det generelt ikke bare selvtotur at bruge tid på mennesker, der ikke vil en?

Dykker ned under dynen. Finder tilbage til det velkendte og trygge drømmeland i en tilstand af et mindre sukkerchok.

Drømmer om et misset fly og om en flyvende vampyr.

 

   

Bagjul og akavede kys

 

Bagjul. Et koncept, som fanden må have skabt. Har aldrig været den store tilhænger af højtider. De minder mig ofte om dysfunktionelle familieforhold, og får mig mest af alt til at sidde tilbage med en underlig tung mavefornemmelse.

Klokken er 20.00

Alt har været lukket, og det skaber en irriterende stiltilstand.

Trækker vejret tungt.

Har brugt hele dagen på at pakke alle mine flyttekasser ud. Efter 4 stride timer er jeg endelig færdig. Det er faktisk første gang, at jeg ikke har en flyttekasse stående uskyldigt henne i hjørnet “just in case”. In case af, at jeg skal flytte igen lige om lidt. Men nu kan jeg blive her. I hele 2 år. Kan mærke, at jeg overmandens af en helt underlig følelse. En følelse, der er svær at definere.

Har brug for afveksling fra flyttekasser og nostalgi.

Klokken er 22.00

Smutter spontant på PåTaget.

Krammer i øst og i vest. Mest i vest.

Får stukket en drink i hånden. “Det sædvanlige”. Overvejer i et kort sekund, om jeg kommer her for tit, siden jeg kan have en ”det sædvanlige”.

Drikker det sædvanlige fra et sort sugerør, og de gennemsigtige dråber passerer hurtigt igennem systemet, og sætter sig som en blid summen i hovedet. Baren føles anderledes i dag. En masse nye ansigter har sneget sig ind på mit territorium. Jeg fornemmer en presset stemning, der gør mig en smule utilpas.

Lokalet er fyldt af røg. Et par stykker har vovet sig ud på dansegulvet, og laver et par forbudte trin i en rus af forglemmelsens eliksir. Musikken pumper. Den kvindelige DJ med de runde briller klager over, hvor dårligt det er. Jeg giver hende ret. Knipser billeder i forsøget på at finde en ro midt i alt det ydre kaos, og stemmer, der forsøger at overdøve hinanden. Fanger tilfældigt ingeniøren i min kamerasøger.

Vi krammer. Jeg går.

Forlader den pumpende bas og de midlertidige bekymringsløse ansigter.

En besked tikker ind fra ham. Ingenøren.

“I fucking miss you”.

Sukker. Mest over det faktum, at mænd først fatter hvad de har mistet, når det er for sent. Tager den falske læderjakke på, og vikler mit alt for store halstørklæde et par gange rundt om halsen.

Klokken er 2.30

Skruer de sorte høretelefoner ind i øregangen, og hører ”Dårlig Sex” med Thomas Buttenshøn for fuld udblæsning.

Chatter ham den flotte op. Jeg har set ham to gange før. Han bor selvfølgelig i København, men er på julebesøg i Odense. Ignorer stemmen i mit hoved, der forsøger at fortælle mig, at det er en pænt dum idé at skrive til ham nu.

“Er du i byen?”

“Ja, hvor er du?”

Klokken er 3.00

Kigger efterhånden lidt forpustet på klokken. Han har stadig ikke meldt noget klart ud. Hader at vente på svar. Går hjem til min lejlighed. Forbander på vejen kort min utålmodighed. Mine øjenlåg er efterhånden ret tunge, og mit hoved presser en smule. Mit hår lugter surt fra røgen på baren. Begynder så småt at fornemme de mørke rander, som vanligt sætter sit stempel efter for mange timer uden søvn samt muntert selskab af alkohol.

30 min. og et par beskeder senere står han uinviteret foran min hoveddør. Hans hukommelse fejler tydeligvis ikke noget. Han spørger om jeg er sulten. Og om jeg giver en kop the. Tænker kort, om han tror, min besked var et booty-call. Slipper tanken. Tager imod hans egen invitation, mens jeg varsler om flytterod.

Mærker et sug i maven, da dørtelefonen ringer.

I døren står den flotte mand. Hans stemme er en smule påvirket af julehumle, men ellers forholder han sig forbavsende ædru.

Vi drikker varm rooibosfarvet julethe, mens vi snakker i øst og vest. Mest i vest. Om barndom og fremtidsdrømme til lyden af Frank Oceans ”Orange Channel”, som strømmer ud af mobilhøjtaleren.

Byder ham på overgæret vin.

Hans brune øjne, som gemmer sig bag de lange øjenvipper, kigger intenst på mig, mens pupillerne spiller sig ud som store, sorte ringe. Han advarer om et kys. Tænker kort, hvorfor han behøver at italesætte det. Bliver konfus og ødelægger øjeblikket.

Han siger, at jeg er alt for kontrolleret, imens han giver mig den type kram, der er lidt for langt. Men også lidt rart.

Kysser et halvakavet farvel.

Han går.

Sidder tilbage med en mystisk følelse i kroppen.

Hvad fanden var det?

Sipper lidt flere pressede, sure druer.

Lægger mig under dynen i lejligheden, som efterhånden har fået en anden stemning. Ved ikke, hvad jeg skal tænke, så stirrer blot på den mørkegrønne Monstera plante, som er placeret ved fodenden. Er jeg virkelig kontrolleret? Slipper tanken og overgiver mig til drømmeland.

Drømmer livligt om flodbølger og en strandet færge.

   

Et slot og et genfærd

Kigger på klokken. Fuck. Har på nuværende tidspunkt 15 minutter til min middagsaftale. Sukker dybt og højlydt over min tidsoptimisme, mens jeg sipper pressede druer. Smutter i det eneste sæt rene tøj jeg har tilbage. En mørkeblå kjole med lidt for store blomstermotiver.

Ud af døren.

Opdager, at jeg selvfølgelig har hul i strømpebukserne. Sukker lidt dybere i takt med de sorte laksko, som højlydt rammer de glatte brosten.

Bliver pludselig chattet op af fyren fra sidste weekend, som jeg i min lettere beduggede tilstand havde røget smøger med. Vi havde snakket om løst og fast der i baren. Mest fast.

Han inviterer på kaffe. Eller øl. Jeg afviser med et stik af ubehag. Føler mig stort set ligeså kold som temperaturen udenfor. Tænker kort, at jeg snart må lære at slippe min naivitet overfor mænds agendaer. Slipper tanken.

Klokken er 17.00

Ankommer til Vintrapperstræde. Bliver mødt af ingenting. Vælger at gå indenfor og finder to kvinder sidde og vente. Resten tilslutter sig selskabet efter det akademiske kvarter.

Jeg kender kun få.

Giver plads til snak.

En Irer er forsvundet.

Overhører hypotetiske redningsaktioner, og fornemmer en del alvor bag ironien.

Den forsvundne Irer melder sin ankomst midt i fisken, og med sin store strikhue og røde kinder får Ireren dæmpet bekymringerne af massen.

En halvdød torsk, et par udkogte grøntsager og et par glas Sauvignon Blanc senere, sidder jeg i en bil på vej mod lysshow på slottet.

Klokken er 20.15

Stiger ud af bilen. Hovedet føltes en smule tungt af alt det østrogen. Til gengæld føltes turen ikke så lang, hvis man ser bort fra det faktum, at jeg var ved at tisse i bukserne.

Vi vandrer lidt. Spotter en stor port, der fører ind til slottes indgang. Bliver nysgerrig, og får lyst til at gå på opdagelse. Jeg når dog ikke at fodre eventyrlysten yderligere, før en stor kædelås blive forbundet mellem de to gitre.

”Lukker du nu?” spørger jeg en smule skuffet den midaldrende mand, der står med kædelåsen mellem hænderne.

”Ja” får han sagt i en ret bestemt tone.

”Jeg bor her, og jeg skal holde jul med mine børn, da konen og jeg er skilt.”

Ved i et øjeblik ikke helt, hvad jeg skal sige. Jeg står og betragter det helt fænomenal store palæ, som pludselig får et skær af tristhed og underlig tomhed over sig.

”Håber du får en god jul i aften” får jeg sagt til manden med palæet, mens jeg mærker et stik af medlidenhed.

Vi går tur blandt lys og magi midt i haven. Paraplyer er lyst op, og ligner legende blæksprutter. Plastikbolde hænger som en dyne mellem buskene, og skaber en himmel af sølvkugler.

Drikker varm gløgg, der er alt for sød.

Tænker i et kort øjeblik, hvordan det må være at vokse op her. Får associationer til store troldmandshistorier og kostskoler.

Spotter et stort egetræ, der er smukt belyst. Dagdrømmer om en live-ballet under træet, mens toner fra Svanesøen strømmer ud af de strategisk placerede højtalere, og understøtter scenariet.

To mænd tilslutter sig pludselig gruppen. Jeg kender dem. Den ene er Ingeniøren. Har ikke snakket med ham i flere måneder. Fornemmer en halvkvalmende akavethed, og sætter hjernen på autopilot. Det føltes næsten som om, at jeg har set et genfærd.

Nyder et meget kort lysshow på slottes facade, imens mine tæer så småt er ved at skifte farve i de sorte laksko.

Det begynder at sne. Det fyger. Pludselig står jeg en smule fastfrosset både mentalt og fysisk.

Bliver samlet op af den sølvgrå karet, og vi kører med hvide sne-hagl trommende mod ruden tilbage til virkeligheden.

Svarer i enstavelser på kørende dialoger.

Klokken er 22.30

Ankommer til Old Irish. Bestiller vodka-danskvand.

Dobbelt.

Beder til, at bartenderen ikke kalder det en ”skinny bitch”.

Bestiller en til.

Og en til. Denne gang en tripple.

”Du er da nok tørstig, hva” får den unge bartender fremstammet i en kæk vending.

Kan kun give ham ret. Tænker i et kort øjeblik, at det måske bare er en fed måde at kvæle stemninger på.

Takker af.

Ser mig ikke tilbage.

Jeg trækker i den falske læderjakke og bevæger mig ud i kulden. Det bider lidt, og tankerne kredser om gamle minder.

Aftenen har sat et par stærke indtryk på mig. Følelsen af kontraster overmander mig en smule, og lader mig stå tilbage – en smule forvirret. Konkluderer dog, at jeg er et helt normalt menneske med sunde reaktioner. Og det at have følelser, der kan gå i baglås og få systemet til at køre på autopilot, også er en naturlig del af, at være nogenlunde i live.

Pakker mig ind i dynen i min alt for kolde lejlighed, imens jeg med en behagelig summen i hovedet pludselig bliver en smule opløftet af mine egne ord.

Jeg rammer hovedpuden med en mærkelig ro i kroppen.

   

Københavner-trøst og lommefilosofi

Det er lørdag.

Klokken har passeret 20.00. Mine lemmer er placeret hjemme i den grå ghetto.

Ordene fra gårsdagens event sidder stadig som en parasit i mit hoved.

”Gå nu hjem og få noget hvile. Du ser virkelig træt ud”.

Kunne ikke lade være med at tænke, at træt ikke var ordet. Ordene var nærmere tom og trist og med den der følelse af, at det simpelthen ikke kan passe. Har de sidste par dage trasket rundt i en mindre zoombie-agtig tilstand med absolut 0 % lyst til menneskekontakt. Den der tilstand hvor man går i sin egen silo, og der er så lidt koncentration, at det nærmest burde være forbudt.

Sidder på stuegulvet, ret så sørgelig med mascara ned af kinderne, mens jeg på skamlytter ”You Make It Real To Me” med James Morrison på repeat.

Har efterhånden siddet her med papirservietter i en time, hulkende, og med en gennemborende følelse af et stort, sort hul i hjertekulen.

Chatter Københavneren op.

Hun siger, at hun bare har lyst til at give mig et kram.

Vi tuder begge lidt.

Griner lidt over kærligheden.

Griner over alt det tragi-komiske som kærligheden også rummer.

Hun står i Netto, og har i sin brandert købt et par strømpebukser og en Daim. Mens hun står i køen blandt andre fulde mennesker, bliver vi enige om, at timing er alt.

Placerer vinglasset mellem læberne, og sipper berusende dråber. I et kort øjeblik føles det tunge hoved lidt mere roligt, og de opsvulmede øjne begynder at slappe en smule mere af. Tænker i en kort stund, at en snak med en god veninde og en flaske bordeauxrøde, pressede druer er bedre end terapi – og bestemt også billigere.

Kører hånden i gennem de ustyrlige krøller, som jeg efterhånden har opgivet at styre. Nu har manken i stedet fået frit spil, og fylder godt i landskabet.

Lukker samtalen med Københavneren.

Hun er fuld. Jeg er træt.

Fylder mig selv med lommefilosofi som en form for medicin mod min tilstrømmende ensomhedsfølelse. Tænker lidt. Det er som om, at det er en naturligt del af livet. Det med at miste. At når vi giver slip, så dør det – men samtidig gives der også plads til noget nyt. Ret skræmmende. Men også fortrøstningsfuldt.

Holder fast i tanken, og hopper ind under dynen på et tidspunkt, der sjældent kalder på drømmeland.

Københavnerens ord runger samtidig i mit hoved. ”Alt bliver bedre når du har sovet på det”.  

 

 

   

Du ved, det er sommer i Danmark når…

…vejret er mere uforudsigeligt end din demente bedstemor.

…du både har en paraply og et par speedos/en bikini med i tasken.

…du dagligt har en anekdote omkring vejret, og muligvis ytrer den på Facebook. Eller laver en blogpost om ”du ved, det er sommer i Danmark når…”   

…det næsten er en sport at jagte solstråler.  Når de endelig titter frem, render du rundt i shorts og er pludselig selvudnævnt grillmester. Er du heldig, har du så samtidig også anskaffet dig en forkølelse.

…du føler, det er ligeså spændende som at spille Lotto, når valget står mellem ferie i Danmark eller en rejse til udlandet. Mere med tanken om, hvorvidt du trækker det længste strå.

…du med stor sandsynlighed har erhvervet dig en solskoldning, da din blege, skandinaviske hud ikke er vant til solen, når den endelig kommer.

“omstillingsparat” efterhånden kan dokumenteres på dit CV, da du ofte skal navigere rundt mellem de skizofreniske vejrguder, der har svært ved at beslutte sig for enten kulde, sol, regn, blæst eller decideret hede (eller hvad der føles som det).

…du støver vinterjakken af, og hænger den frem med seriøse tanker om at gøre brug af den. Selvom kalderen siger juli.