Du ved, det er sommer i Danmark når…

…vejret er mere uforudsigeligt end din demente bedstemor.

…du både har en paraply og et par speedos/en bikini med i tasken.

…du dagligt har en anekdote omkring vejret, og muligvis ytrer den på Facebook. Eller laver en blogpost om ”du ved, det er sommer i Danmark når…”   

…det næsten er en sport at jagte solstråler.  Når de endelig titter frem, render du rundt i shorts og er pludselig selvudnævnt grillmester. Er du heldig, har du så samtidig også anskaffet dig en forkølelse.

…du føler, det er ligeså spændende som at spille Lotto, når valget står mellem ferie i Danmark eller en rejse til udlandet. Mere med tanken om, hvorvidt du trækker det længste strå.

…du med stor sandsynlighed har erhvervet dig en solskoldning, da din blege, skandinaviske hud ikke er vant til solen, når den endelig kommer.

“omstillingsparat” efterhånden kan dokumenteres på dit CV, da du ofte skal navigere rundt mellem de skizofreniske vejrguder, der har svært ved at beslutte sig for enten kulde, sol, regn, blæst eller decideret hede (eller hvad der føles som det).

…du støver vinterjakken af, og hænger den frem med seriøse tanker om at gøre brug af den. Selvom kalderen siger juli.

 

 

   

Mænd…

De kommer i mange udgaver. De små, de store. De søde og de knapt så søde. De maskuline, de feminine, de sjove, de skøre, de smukke, de charmerende. Listen er lang og sikkert endeløs. Men stadig har de ofte en ting tilfælles – de roder ved min indre ro.  

Kommer til at tænke på Bob Marleys ”No woman no cry.” Laver i en håndevending en oversættelse i hovedet på mig selv.

”No m-e-e-e-n, no cry. No m-e-e-n no cry”…

For hvordan kan det være, at fuldstændige irrationelle handlinger kan komme til udtryk i starten af en ny relation, hvis man ikke kan finde ud af at være i den? Og fra (næsten) rationelle mennesker? Krummer stadig tæer over de sidste par beskeder, jeg fik sendt af sted til ingienøren.

Ligger på langs i min halvanden mands seng, med tæerne strittende ud over sengekanten.

Tænker lidt. Hvordan er det overhovedet muligt at gå fra at være et ganske velfungerende menneske, til at forvandle sig til en sand hystade? Hvor sker det skift, der gør, at jeg til tider føler mig som Dr jekyll og Mr Hide?

Hvordan er det muligt at kunne lide noget, og samtidigt afstøde det så meget? Og hvorfor påvirker det mig?

Grubler lidt med uglet hår. Har ikke sovet i snart 45 timer, og er efterhånden begyndt at se dobbelt. Måske er det trætheden der spiller kispus med mig.

Men på den anden side –  gider jeg virkelig det følelsesmæssige cirkus, hvis det kan undlades? Og er det overhovedet muligt at snige sig udenom?

Gad vide, om man kan leve en langvarig og lykkelig tilværelse uden den form for følelsesmæssig tilknytning? Et ego liv, hvor den eneste man egentlig skal tage hensyn til, er sig selv.

Det vil selvfølgelig næsten kunne sammenlignes med, aldrig at kunne sætte tænderne i en fuldfed chokoladekage, hvilket er utopi. For vi skal vel falde, blive fristet og komme ud i yderpunkterne for at udvikle os som mennesker.

Men tænk hvis livet uden blot blev mere simpelt?

Lever udsagnet stadig, og havde Bob fat i noget?

No (wo)men, no cry?

 

 

Tung bas og sort uheld

Slår øjnene op.

Klokken er kun 06.30. På en lørdag. Fornægter mig selv at stå op nu. Forsøger at sove videre. Prøver samtidig at sove fra det faktum, at jeg har forlagt mit dankort på et ukendt sted, og jeg nu er på 2. dagen uden det skide plastikkort, og føler mig en anelse amputeret.

Kl. 09.00.

Hopper ud af sengen. Spiser knækbrød med den ene hånd, mens jeg tjekker Instagram med den anden.

Går mod vaskekælderen. Alle maskinerne er ledige. Scanner det lille, lyseblå Miele-kort og finder ud af, at jeg mangler 1 krone for at kunne vaske. Are you fucking kidding me.

Vender snuden tilbage til lejligheden, og placerer i stedet mine baller på fåreskindet i den sorte stol, for at komme i gang med mine skriblerier. Computeren er i mellemtiden gået død for strøm. Leder febrilsk efter opladeren, men den er væk. Som i pist væk. Fornemmer en blid irritation sprede sig i kroppen på mig.

Chatter chefen op. Hun indvilliger i at mødes med mig og lukke mig ind på kontoret.

Finder til mit held laderen, og ånder i et kort øjeblik lettet op. Drager mod centrum i forsøget på at få lavet noget produktivt. Prøver at finde en café, men kommer i tanke om, at jeg stadig ikke har mit kort, og caféer, der tager imod Mobilepay i Odense, er åbenbart vanskeligt at opstøve. Sukker tungt, mens jeg trækker jernhesten rundt i sommervarmen i cirkler om mig selv.

Chatter ingeniøren op.

”Er ikke i det bedste humør i dag…”

Får et opmuntrende retursvar. Smiler til telefonen.

Sopper hvileløst videre i Odenses gader, og finder endelig et potentielt sted. Stikker hovedet ind af den hvide dørkarm ved Brandts passage.

”Tager i Mobilepay?” får jeg sagt med en lettere forventningsfuldt stemme.

”Det gør vi, ja” svarer den lyshårede ekspedient.

Bestiller en milkshake. De har kommet fløde på toppen. Prøver at navigere udenom klatten og dykke ned med sugerøret i den røde, syntetisk-farvede mikstur. Får tanket op med strøm på samtlige apparater, og bevæger mig udenfor igen. Har imellem jordmilkshaken og tankemylderet dog glemt, hvor jeg har placeret jernhesten. Vader rundt i 30 min. før jeg får min åbenbaring. Beslutter mig for at drage mod dagens koncertoplevelse.

Kl. 21.00. Ankommer til Bas under Buen.

Bliver mødt af en plads fyldt med sand og kradsende ukrudt. Bassen pumper derud af, og der er en sød lugt af hash. Har lyst til en drink, men kommer i tanke om mit manglede kort, der efterhånden er ved at give mig en mindre hjerneblødning.

Knipser billeder, og forsøger at finde ro i kroppen.

Beslutter mig for at sætte mig på havnen og få uploadet dagens fangst.

Telefonen begynder at bimle. Det er Københavneren, der ringer mig op. Vi snakker om sex.

”Har du hørt, at der er noget der hedder slikke-lapper? Jeg havde den vildeste griner over det, da jeg ikke kunne lade være med at forestille mig en lille hamster der slikkede på en lap”, siger hun, imens hendes ikoniske grin brænder igennem telefonrøret, og får mig til at smile.

”Ja, det har jeg da.” får jeg svaret.  

”Hm. Det må være fordi, du er så ung. Alle mine andre veninder var helt blanke, da jeg spurgte dem. Men altså. Kondomer og nu slikke-lapper. Hvad bliver det næste? Har vi i forvejen ikke nok at bøvle med?”

Studser lidt over hendes spørgsmål. Mobilen kommer mig dog i forkøbet ved at afbryde forbindelsen grundet manglende strøm.

Går tilbage til bassen.

En mørkhåret pige, iført en rød striktrøje, henvender sig til mig. Tilbyder mig noget af hendes rom og cola, som skvulper frem og tilbage i det lille plastickrus. Takker nej, og føler mig i et kort øjeblik som lidt af en lukket stodder. Opgiver hurtigt hele scenariet, selvom musikken har en dragende effekt på mig.

I det næste øjeblik ser jeg mig selv placeret på den røde jernhest. Da telefonen er gået på ferie, har jeg kun den friske sommervind som musikalsk indspark. Kigger fokuseret på cykelstien – for én gangs skyld. Har jo ikke rigtig andet at lave.

Spotter en sort kat komme i galoperende fart over stien. Den stopper op, og giver mig blikket. Mit semi-overtroiske sind spiller kispus med mig, og jeg når at tænke, ‘at det fandme må være løgn’. I midlertidig arrigskab kommer gloserne ud af min mund, men heldigvis i så diskret en tone, at de bagvedkørende cyklister ikke overhører mit mindre udbrud.

Tænker lidt, imens vinden river mig i håret. Min mobil er død, min computer laver løjer med mig, mit vaskekort er tomt, mit kort er væk og så støder jeg ind i symbolet på sort uheld. Nogle gange er det måske meget smart bare at trække stikket og være lidt arrig i fred og ro? Selv på en lørdag.

 

   

Har vi brug for mennesker?

Har i dag ikke rørt mig ud af flækken. Muligvis er det en form for destruktiv adfærd. Jeg ved det jo godt. For meget alenetid giver plads til for meget tænketid. Og så lammer det mig.

En masse tanker har rumsteret. En masse følelser har været fanget i kroppen og givet mig en tung fornemmelse.

Jeg lukker den sølvgrå laptop ned. Beslutter mig for, at jeg ikke vil mere for i dag. Min kreativitet er stagneret. Problemet med for meget fritid er, at det forstærker min følelse af ensomhed.

Er gået på jagt efter den sidste nødsmøg, som jeg har gemt et sted i lejligheden. Finder den i min sorte dametaske, som jeg havde som følgesvend på min sidste bytur.

Placerer mig selv på den grå svalegang i ghettoen, med udsigt over trækroner og en sol der er ved at gå i dvale. Med et halstørklæde viklet om håret, smøgen i den ene hånd og et halvt glas rødvin i den anden står jeg reflekterer. Bliver ramt af en mur. En sørgmodig en af slagsen. Lige her, lige nu, føler jeg mig bare helt igennem ensom i denne by.

Det er en blanding af afsavn og trangen til at fortrænge. Savnet af de mennesker jeg faktisk holder af, og en konstant higen efter at blive aktiveret for ikke at komme for meget i kontakt med afsavnet.

Sipper lidt mere af den kølige Zinfandel.

Sommetider tænker jeg, hvorfor det er så let for mig at få bekendte, men at dybe relationer er en udfordring for mig? Er det mon frygten for at skulle lide flere afsavn igen? Mere end jeg gør i forvejen? Frygten for at miste?

Har længe givet mit anderledes livssyn skylden. At det kan være vanskeligt at tilpasse sig flokken, når mange ting man normalt gør i flok, ligger mig så fjernt. Dertil kommer følelsen af, at jeg ofte føler mig alene – men dog i live, selvom jeg er omringet af mennesker. En ofte forvirrende kombination.

For blot et par dage siden gentog jeg mit mønster. Noget kom for tæt på, så jeg gik i forsvarsposition. For det er jo lettere at være alene, end at skulle forhold sig til andre mennesker – er det ikke?

…Det er i hvert fald den løgn, jeg fortæller mig selv.

Vi mennesker har vel brug for at blive spejlet i dybe relationer. De relationer hvor alle skyggesiderne bliver fremtrædende, og man bliver konfronteret. Sommetider brutalt. Andre gange som et blidt skulderklap i den rigtige retning. Men det er bare så meget lettere at leve på overfladen – dog også så tomt. Tænker lidt, at en verden hvor den tætteste relation er en selv, er en sorgløs tilværelse, så længe man kan holde til at være i den. Derefter bliver den blot mere og mere deprimerende.

Interviewede digteren forleden. Hans ord ramte mig dybt. Ikke med det samme men efter lidt tids refleksion.

”Hvis verden ikke er så simpel, som jeg siger den er, så er den for kompliceret til mig.”

Har jeg mon spændt ben for mig selv i min stræben efter at høre til ved at komplicere tingene? Og bunder min ensomhed i, at jeg gør situationen mere kompliceret, end den behøver at være? Skubber jeg ting væk, fordi jeg overtænker situationer fremfor at bare at være i dem? Fordi jeg tænker, at mennesker og samtaler skal være komplekse, før jeg finder værdien i dem?

Inhalerer det sidste røg ned i lungerne. Cigaretten føltes tiltrængt og en smule forbudt.

 

Hvad er dine planer for denne uge?

insider-tips-hjernestormHvis du ikke allerede ved det, så er Odense stadig spækket med events. Der var lige en stille og rolig periode grundet de mange festivaler, men eventkalenderen er langt om længe ved at bugne. Yaays! Jeg deler et par af de events, som jeg absolut mener du skal tage til. Jeg vil i hvert fald selv forsøge (ihærdigt) at nå det hele.


Torsdag: Koncert med Aske Jacoby på Lalou vinbar kl. 21.00. Der er gratis adgang, men de anbefaler at støtte artisten (hvis musikken er fed) ved at købe en CD. Og så er der mulighed for at købe ret så god vin. Og en undskyldning for at drikke på en torsdag. Hep, hep!


Torsdag: Er du ikke helt til de små intime koncerter? Så er det heldigt at der er første omgang af Torsdagskoncerterne i Odense! Fra kl. 18.00 og frem til 22.30 vil The Red House, Katinka og Fallulah fyre op for balladen og give dig en valid grund til at kridte danseskoene eller skråle med i kor på et par af de kendte melodier. Alternativt kan du starte ud her og rykke videre til Lalou efterfølgende (gode råd er ikke altid dyre).


Fredag: kan du komme med på skovtur, hvor der bliver skruet op for de psykedeliske tendenser blandt skovbund og dystre mørke toner på en pt. hemmelig location. Det koster 50 kr. i entré, og så er der endda mulighed for at købe veganermad.


Søndag: hvis du holder af vand – og helst at være ovenpå det (i en båd) fremfor i det, og samtidig har en svaghed for jazz, så er dette muligvis noget for dig – Jazz på Åen! Dog kan jeg ikke helt greje, om jeg er i målgruppen bedømt ud fra deres eventfoto. Men på den anden side – det skal prøves. Turen koster 120 kr. og så kan der købes drikkevarer på land og til vands.


Har du andre events i Odense i denne uge, som du overvejer at tage til?

 

Alkohol og adfærd

 

Ringer Jyden op.

Vi snakker. I øst og vest. Mest i øst.

Vi kommer ind på emnet ‘fulde mennesker’. Og hvad det vil sige, at mennesker kan skifte karakter når de får alkohol indenbords. Egentlig ikke fordi der er noget nyt under solen, men fordi jeg stadig til tider undres. Jyden er klar i spyttet:

”Alkohol får menneskers sande jeg frem. Det er blot en side de ikke dyrker i hverdagen, men før eller senere vil du få den at mærke, hvis du lader dem komme tæt på dig”.

Jeg giver ham ret. Kører hånden gennem mit pjuskede hår, som stadig lugter af røg. Tænker lidt, imens vi taler videre. For de fleste smider vel en del barrierer, når alkoholen skænkes, og hele verden synes lidt mere åben og kærlig. Inklusiv mig selv. Jeg kender det. Jeg snakker mere. Bliver endnu mere kærlig. Får endnu større trang til, at der skal ske noget. Men det er i forvejen sider af mig selv, som jeg er meget bevidst om.

Drikker lidt af min forfærdeligt søde ingefær-the. Byturen i nat har lammet mine smagsløg en smule. Tænker lidt på, hvordan jeg mon bliver set af andre, når der er kommet lidt for mange procenter i blodet? Slipper tanken.

Når jeg tænker mig om, har jeg altid haft det stramt med tesen om, at alkohol påvirker vores beslutninger i det store billede. For hvis man nu var så glad for kæresten derhjemme, hvorfor skulle det, at man var fuld være en valid årsag til utroskab? Eller hvis man er grov overfor andre, hvorfor skulle alkoholen være grunden til dette? For kan det overhovedet det? I så fald må alkohol anses for et tryllemiddel, der på magisk vis får dig til at blive en anden. Den hypotese er næsten mere skræmmende.

Jyden afbryder min tankestrøm.

”Alkohol gør dig ikke til et andet menneske, hvis du er nogenlunde velfungerende oppe i hovedet. Så er du en idiot, når du drikker, så er du med stor sandsynlighed også en stor idiot i virkeligheden”, siger han med en meget bestemt tone ud gennem telefonrøret.

Vi kender vel alle en eller anden, som skifter ham med det samme, de alkoholiske dråber glider ned, og bliver blandet i blodet. Men er det virkeligt så simpelt? At alkohol afslører de ting, der er for private til at komme frem i dagens almindelige lys?

Kommer til at tænke på ordsproget: ’vis mig dine venner og jeg skal sige dig hvem du er’.

Er det mon det samme med alkohol? ’Vis mig hvem du er, når du drikker, og jeg skal fortælle dig, hvem du er?’

   

40 ting du sikkert ikke vidste om mig

hjernestorm

  1. Jeg har en forkærlighed for melankolske ting.
  2. Jeg sætter min frihed over alt andet.
  3. Jeg har en guitar, men jeg kan ikke spille på den.
  4. Jeg hader at vaske op. Jeg ved godt, at ‘hader’ er et stærkt ord, men det gør jeg virkelig.
  5. Mit hjem er ofte rodet, hvis hovedet er fyldt med for mange ting.
  6. Jeg laver aldrig mad. Som i aldrig. Selvom jeg sagtens kan finde ud af det.
  7. Jeg spiser ofte knækbrød med mayo.
  8. Jeg elsker at synge, men er mindre tonedøv.
  9. Jeg kan græde af glæde, når jeg ser andre mennesker får succes med deres passion.
  10. Jeg ser ikke TV.
  11. Til gengæld har jeg set hele Sex & the City boksen over 30 gange.
  12. Jeg tror på The Law of Attraction.
  13. Jeg har været single i 6 år (hvis man ser bort fra et par korte bekendtskaber)
  14. Jeg har en stor fascination for det alternative univers. Samtidig er jeg også vildt skræmt af det.
  15. Jeg lægger næsten dagligt Tarot.
  16. Jeg har en meget stærk intuitiv sans.  
  17. Jeg elsker brød med tandsmør og salt. Ja, salt.
  18. Jeg elsker at danse. Like nobody is watching. Gerne til lyden af noget R’n’B.
  19. Jeg har en mærkelig ting for syltede rødbeder.
  20. Jeg kan blive irriteret over musik der ikke passer til mit humør.
  21. Jeg stemmer ikke.  
  22. Jeg mener, at livet er for kort til at bruge tid på at matche sokker. Derfor har jeg kun en type sok i skabet – men mange af dem.
  23. Jeg bryder mig ikke om at røre ved hverken håndtag på indkøbskurve, knapper ved lyskryds eller andre ting hvor folk har haft deres hænder før mine.
  24. Jeg føler mig mest i live, når jeg er socialt stimuleret.  
  25. Jeg tænker enormt meget.
  26. Jeg tænker også når jeg taler.
  27. Jeg er mest kreativ om aftenen, og når jeg egentlig burde ligge og sove.
  28. Jeg elsker at gå alene ud, og fortrækker til hver en tid at ankomme alene fremfor at følges med andre.
  29. Mit store idol er Tony Robbins.
  30. Jeg har få venner men mange bekendte.
  31. Jeg er tidsoptimist.
  32. Jeg keder mig hurtigt.
  33. Jeg er utålmodig.
  34. Jeg ’lider’ af FOMO.
  35. Mine primære kærlighedssprog er fysisk kontakt og tid. Mit sekundære er anerkendende ord.
  36. Jeg er for nyligt stoppet med at drikke kaffe, da det gav mig fnidder.
  37. Jeg har et massivt girl-crush på Ruby Rose.
  38. Menneskers manglede appetit på livet kan frustrere mig.
  39. Jeg har kun mødt to mennesker, der har kunne få mig til at græde af grin.
  40. Jeg bliver varm om hjertet, når mennesker omkring mig husker små ting, jeg kan li’.

En eks-rapper og en tidlig exit

 

Onsdag aften.

Er ankommet til Sir Club for at se comedy.

Bliver mødt af en gul facade og store glasvinduer som afslører, at det umiddelbart er en stille aften. Lokalet viser sig også hurtigt at være semi-tomt. Foran mig er der bygget en lille scene, og det store facade vindue er halvt dækket til med et stykke rødt stof. Her er stadig lidt for lyst.

Tre advokatkollegaer sidder med deres fadøl. Ved siden af dem, to kvinder og en mand – som åbenbart er i et åbent forhold. En interessant kombination. Jeg placerer mine baller på en mørk træstol i første parket.

Første komiker går på.

Anden komiker går på.

Den ene kvinde informerer om, at hun er uforstående overfor mennesker, der ikke anvender sengetæpper.

Tredje komiker går på.

Jeg smutter. Hen til baren. Bestiller en Dark ’n Stormy.

Ser blondinen med de runde briller. Hilser på hende i rygekabinen. Hun kigger på mig, med sine æblekinder, smilende, og tilbyder mig en cigaret. Fandens. Havde ellers lovet mig selv, at det skulle have en ende.

Er viljesvag og takker ja.

Mens røgen fylder mine lunger ud, føler jeg mig i et kort øjeblik helt afslappet.

Vi går udenfor. Ryger flere cigs. Der står en gammel, rusten is-dåse med køer på det våde træbord. Hun har sin kæreste med. De kysser. Jeg kigger væk. Ved siden af står en lang fyr med klassiske korte, lyse lokker. Han havde tidligere optrådt med et dukketeater, i liggende stilling, på et mørkegrønt Tuborg-tæppe. Bag mig sidder en fyr på hug, iført en farverig bomberjakke, et mindre mellemrum mellem fortænderne og en meget lille hue som blot dækker toppen af hans skaldede isse. Vi falder i snak. Mest om ingenting.

Kulden tager over, og tvinger os til at bevæge os tilbage til den lille rygekabine. Rummet er efterhånden fyldt op med så meget røg, at min vejrtrækning begynder at have problemer.

Vi forsætter alligevel snakken i selskab med glødende cigaretter og lunkne øl. Fritter den skaldede. Han afslører sin fortid som eks-rapper.

”Eks-rapper?” får jeg fremstammet.

Han bliver fjern i blikket.

“Kan du ikke lige rappe lidt for mig?” spørger jeg ham, mens jeg ser ham inhalere røg ned i lungerne. Han kigger på mig en anelse fjalet.

”Ej, vil helst ikke have at alle skal høre det.”

“Hvis du nu bare gør det stille”, får jeg sagt i en lettere overbevisende tone.

Han går helt tæt på, og spytter beskidt lyrik ud mellem læberne om en pige han engang stalkede. Får prompte associationer til ’klam fyr’.

Sætter mig udenfor. I ly for den passive røg. Placerer mig i en lyseblå metal-stol foran den gule facade, og får selskab af ham den lange.

De vil have mig med på Boogies.

Boogies er sådan ca. det sidste sted, jeg orker at tage hen på nuværende tidspunkt. Prøver at forklare dem om den klaustrofobiske følelse, dansegulvet derinde giver mig. De ryster blot en smule på hovedet, mens de ihærdigt forsætter med at prøve at overbevise mig. Havde helt glemt min egen anekdote om, at man ikke må disse Boogies foran en fynbo. De forstår tydeligvis ikke mit ambivalente forhold til stedet.

Klokken kalder derfor på hjem. En sjældenhed før 24.00 for et action-hungrende sind som mit. Har i min tankestrøm glemt hvor min cykel er parkeret. Igen. Anden gang på en uge. Forbander kort min korttidshukommelse.

Følges med dem til Pizza Pizza, imens jeg plejer min midlertidige demens.

Får en erindrings-åbenbaring. 

Vores veje skilles.

Tænker kort, om jeg skal drible videre og møde flere spændende mennesker. Men for første gang i lang tid har jeg egentlig bare lyst til at pakke mig ind under dynen derhjemme. En ny følelse som på mærkelig vis føles en anelse kærkomment. Stiger på cyklen med den falske læderjakke lynet helt op i halsen. Natten bider mig blidt i benet, og giver mig et diskret smil på læben.

Er det dig?

 

er-det-dig-hjernestorm

Nu er det efterhånden et stykke tid siden, at jeg har swipet på livet løs. Men jeg har været der. Det var nærmest blevet til en sport, da jeg boede i København.  

Og Tinder er et pragteksemplar på, hvad det vil sige, at folk kender sine gode vinkler (og hvordan man skjuler sine mindre gode). Og bevares. Det er der intet galt i. Det eneste der er kritisk, er den flade fornemmelse man kan stå tilbage med, når man så mødes, og forventningerne slet ikke lever op til det ‘lovede’. Særligt for et visuelt menneske som jeg. Helt grelt har det været, de gange, hvor jeg har stået i en situation, hvor jeg praktisk talt ikke har kunne genkende manden foran mig. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at jeg hellere bare vil have det ægte billede fra starten af (hvad end det så er). Brugte på et tidspunkt en taktik, der gik ud på, at jeg tog det mindst flatterende billede som udgangspunkt i det reelle billede, og så kunne jeg altid blive positivt overrasket. Ja, det lyder faktisk enormt overfladisk. Og det var det også.

Dette er blandt andet en af grundene til, at jeg foretrækker at møde mennesker i virkeligheden. Altså, offline. Udenfor skærmen. For kemi kan ikke måles ud fra et billede, og tænk hvor mange dejlige mænd og kvinder vi går glip af ved at vurdere alt ud fra et par fotos? For siger det bare – ligeså fotoskøn man kan være på billeder, ligeså lidt tiltrækkende kan man være i virkeligheden og vice versa.

Men det er svært. Kender det selv. Jeg vil da også smadder-gerne se brandlækker ud på alle billeder. Sandheden er bare, at jeg ofte går den naturlige vej, har lidt rander under øjnene, og nyder sneaks og jeans i kombination med en behagelig t-shirt. Jeg har også en lille dobbelthage, når jeg sover. Og så er det jo lidt ærgerligt at give det indtryk, at jeg bruger 2 timer foran spejlet hver morgen, for det er ikke mig.

På den anden side er det også en udfordring at vide, hvornår man “ligner sig selv”.

Billedet i dette indlæg viser mine vinkler. 8 billeder. Én person. Med intet filter, lidt filter eller tenderende til voldsomt meget filter…   Taget samme dag (lige på nær billedet i nederste, højre hjørne).

Gad vide ’hvem’ der ville få flest Tinder-likes?

   

Jeg er pisse stolt. Af mig selv.

Det er torsdag i dag. Regnen har silet ned i lårtrykke stråler og ødelagt min frisure. Min pedal på den røde jernhest sidder stadig fast. Men det er som om, at det er gået forbi min næse (ej, ok – ikke det med håret). Jeg har fremfor at blive irriteret af disse små bagateller i stedet rendt rundt med et smil, langt oppe over begge ører, imens jeg har vadet de odenseanske stræder tynde, med en sort paraply, som en anden karikatur af ’Singing in the Rain’.

Det er som om, at intet kan skyde igennem min glæde og positive tilgang til livet for tiden – for det har jeg valgt. Og sådan har jeg faktisk haft det længe. Hvis man da lige ser bort fra et par dage, hvor jeg mest har haft lyst til at pakke mig ind i vattæpper, indtage en fosterstilling og æde citronmåner. I flertal, ja.

Men i dag er jeg stolt. Stolt af mig selv. Og så fuck da lige den forpulede jantelov. Jeg er stolt, da jeg har opnået en personlig sejr i dag. Stolt fordi at jeg tager ansvar for mit eget liv, og stolt fordi jeg vælger at være tro mod mig selv.

Jeg kommer tættere og tættere på det liv, jeg altid har forestillet mig, men aldrig troet var muligt. Jeg har langt vej igen for at være ‘rigtigt’ i mål, men for mig er processen det vigtigste. Det er fedt. Det er opløftende, når mit indre kompas peger på, at jeg er på rette vej. Det er befriende, at jeg langsomt, men stødt, er ved at finde helt ind til kernen af mig selv.

Livet er stadig en kamp om at finde balancen i alt. Det tror jeg egentlig altid, vil være en udfordring. Men jeg er blevet bedre.

Jeg forsøger at praktisere idéen om, at det er så vigtigt at nyde hvert minut. At være i stand til at være taknemmelig. Også for de små ting. Som at være i stand til at komme ud af sengen om morgenen. At kunne trække vejret. At have mennesker der elsker en.

Jeg har selvfølgelig stadig dårlige dage. Jeg er for søren da blot et menneske. Med følelser, bevares. Men jeg bliver ikke hængende under vattæppet og ynker. Jeg kommer videre. Jeg forsøger aktivt, hver dag, at vælge glæden fremfor negativiteten. Der er jo nok af både det ene og det andet. Altså, både det gode og det dårlige. Men det er ligesom om, at det jeg giver mit fokus også påvirker udfaldet. Af alt.

Isn’t it ironic?

10 ting du kan trøste dig med, hvis du ikke skal til festival

Uden at det skal komme til at lyde som råd fra et dameblad (for sent, I know), så er her 10 ting, som kan tørre tårerne bort, når festivalsæsonen er over os, og du ikke nødvendigvis er en del af den.

1. Du kan nyde en slow morgen med hjemmelavede pandekager og takke for de ikke-eksisterende tømmermænd.

2. Hvis du bor i Odense, har du hele byen for dig selv! Awesome, hvis du er til ro. Mindre awesome, hvis du er rastløs som mig. Så hop hastigt videre til punkt 3.

3. Du slipper for semi-permanente høreskader.

4. Du formindsker chancen for at erhverve dig en omgang klamydia eller andet godt i din brandert.

5. Du sparer en masse penge, som du kan bruge til at forsøde livet med på andre fronter. Eksempelvis med brunsviger. 106 stykker svarer til en Tinderbox-billet. Siger det bare.

6. Du har tid til at lave alle aktiviteter, der kan foretages på egen hånd. Alle dine venner er nemlig med stor garanti smuttet, for at feste til de segner. Overvej yoga eller noget meditativt.

7. Du kan drikke alt den vin du orker, uden at nogen dømmer dig. Og hvis de prøver, kan du blot referere til deres festival-udskejelser. Eller blot sige at du er på vej til festival. Hver dag er nu en potentiel forfest.

8. Du kan også trøste dig med, at du ikke skal vade rundt i mudder til anklerne, med blærebetændelse, en forkølelse under opsejling og en konstant stank af urin hængende efter dig.

9. Du kan sove i din egen seng, og få den skønhedssøvn som du fortjener. #BecauseYou’reWorthIt

10. Du kan vågne op i morgen og tænke, at du rent faktisk har været produktiv. (Yiiihaa..)

At finde ro i larmen

Men hvad gør man så lige, når larmen pludselig bliver erstattet af en rungende stilhed?
Sipper min sukkerfrie chai-latte, mens jeg roder mig selv lidt i håret. Tænker lidt. En tung fornemmelse har ramt mig som en mur. Den har også givet mig en mindre skriveblokade.

Odense…

På mange måder den bedste beslutning jeg har taget i lang tid. For selvom København var fyldt til randen med ting der tændte min sjæl, var jeg også blevet en smule træt. Træt af de samme indtryk. Og det er på trods af, at København er stor. Det er nemt at komme til at føle sig meget lille, når mørket falder på, og man står der alene på Rådhuspladsen med en rastløs sjæl, kæmpe lysende reklameskilte, og ser menneskerne passere forbi i deres egne små bobler.

Men Odense. Ja, det er noget andet. Her render man stort set altid ind i en man har set før. Det må være den ultimative charme og samtidig den største forbandelse ved byen. I København kunne man sagtens vade gaderne tynde, uden så meget som at forvente at støde ind i en man kendte.
Der er bare det med Odense, at byen agerer skizofrent. For denne charme forsvinder til tider meget brat. Når det regner. Når der er Festival på Tinderbox (ok, ok – I blame you not), eller når mørket så småt begynder at dominere. For enten er der liv, puls og sjæl overalt, eller også er her helt dødt. Og jeg finder ro i larmen. Ro i summen af mennesker. Så hvad gør man, når alt pludselig bliver stille, menneskerne går i hi og byen støvsuges for liv?

For hvad er et liv værd, hvis der ikke sker noget?

Nogle vil måske kalde det FOMO. Eller rettere sagt, ’the Fear Of Missing Out’.
Min største frygt har altid været at spilde mit liv med ligegyldigheder. Min andenstørste frygt er frikadellelivet. Rutine-livet. Det forudsigelige liv. Det stille liv hvor vi omslutter os om os selv. Livet hvor vi har nok i os selv. Nok i de venner vi har. Nok med vores arbejde. Ikke har et udpræget ønske eller behov for at udforske, være nysgerrige eller afprøve grænser.

Tænker. Næsten så højt at jeg kan høre tandhjulene inde i mit eget hoved.

Kan ikke lade være med at studse mig en smule. For gad vide om det er ”de andre”, der har fat i den lange ende? Hvad hvis vi i bund og grund har brug for forudsigelighed? Altså, for at være i stand til at leve et ’normalt’ liv – hvad end det så er? Og er det mon muligt, når det føles som om, at min sjæl går i stå, når jeg ikke har mennesker om mig? Når jeg ikke føler jeg skaber?

Drikker den sidste rest chai. Jeg har fået kanel mellem tænderne.