Cirkus, Morten Breum og ømme fødder

Fødselaren chatter mig op.

”Kom til Odeon om en time.”

Shit, når jeg at få tænkt. Har absolut intet at tage på. Muligvis en meget generel kvinde-ting, men om ikke andet, en real struggle. Kigger skabene igennem. Intet. Kigger igen. Jackpot på den røde buksedragt.

Da jeg stadig ikke er klar over, hvad jeg har sagt ja til, hopper jeg i de hvide (nye) sneaks. Bare for at være på den sikre side. Og for at undgå et stilet-helvede hvis planen skulle blive vildere end antaget.

Ankommer til den hvide bygning hvor Odeon-skiltet står og oplyser sin egen selvhøjtidelighed.

En del mennesker pryder gadebilledet. De venter på showet. Cirkusshowet. Cirkusartisterne går på. Paraplyer formet som små blæksprutter sprutter rundt i cirkulære bevægelser badet i et virvar af lys. Skæggede damer og mænd i trikot gør sig til. To klovne danser på væggen, og giver mig en klump i halsen. Magisk stemning. Bliver opslugt i universet af absurditet, lyd og farver.

Går videre ind til festen i den store, hvide bygning.

Her er næsten alt for mange mennesker. Relativt ungt segment. Og en del af dem burde nok have sat den sidste Barcardi Breezer til fordel for et glas H2O. Morten Breum spiller.

Prøver at danse. Føler den ikke. Drikker lidt mere. Det er umuligt at føre en samtale. Følelsen af at det er mærkeligt at være så tæt på noget, og så alligevel være så fjern er en fornemmelse, der rammer mig. I protest mod min manglende mentale tilstedeværelse går jeg tættere på scenen. Nok i håbet om at blive indsluset i det humør som er gældende hos de andre.

Hopper lidt.

Får spildt en øl ned på den røde buksedragt i ægte Roskildestil (læs: kastet). Snakker med en rød-skægget fyr. Vi drøfter festival. Og Musik.

Fødselaren vil have mig med videre. Mine dansefødder er efterhånden blevet en smule ømme. Står der med nye sko, som efterhånden har skiftet farve. Men på trods af det – er jeg stadig lidt gladere i låget, end da jeg ankom.

Går til Slagteriet.

Placerer mig på dansegulvet. Danser. Danser lidt mere. Giver den gas til sprøde elektroniske toner. Laver venner på dansegulvet.

Bliver afbrudt hårdt og brutalt afbrudt af smerten fra to blødende vabler som netop har omsluttet begge mine hæle, som en stemningsdræber af kaliber. Spekulerer over hvorfor netop papercuts og vabler, skal være noget af det mest smertefulde. Halter mig hen til et bord, og får placeret mine baller i sofaen. Stedet minder mig en smule om det gamle Simons på en død dag i København.

Snakker med et par DJ’s. Fede mennesker tænker jeg. Her emmer af en form for musikalsk frihed.

Efter lidt for mange drinks og lidt for mange forbudte trin humper jeg ud fra Slagteriet. Er både træt, øm og så er min skridttæller bonet ud. Med blødende hæle, beskidte sko og en mindre buzz er jeg mere end klar til at tage hjem. Hjem til ghettoen og af med den røde dragt. Tager de nye vable-skabere af på trappen i opgangen. En lettelse spreder sig efterfulgt af et højlydt ahhh. Aldrig har det føltes så rart uden sko på.