Klokken er 21.00.

Skal sige farvel. Til en ven. Overvejer kort, om han egentlig er en ven eller bare en bekendt. Jeg har faktisk ikke særlig mange venner, får jeg tænkt. En ven, er vel en, der kender mig – og omvendt – på et andet plan end den polerede overflade? Slipper tanken.

Han skal ud på en rejse, og det er den sidste mulighed for at sige farvel til ham. Har en underlig tom følelse i kroppen, som jeg forsøger at kompensere ved at tage noget pænt tøj på.

Klokken er 21.15

Ankommer til Pølsemuseet. Til direktørtid.

Ireren er her også. Han henvender sig, imens jeg sidder i min silo af uoverskuelighed overfor andre mennesker.

Fredag aften sidder stadig i kroppen på mig. For første gang i lang tid er jeg sårbar. Sådan rigtig sårbar. Tænker, at det er sjovt, hvordan folk kommer ind og ud af ens liv. Venner og bekendte. Kærlige relationer. Fjender og forliste romancer.

Bestiller en vodka-danskvand.

En dominerende følelse af distræthed sitrer i kroppen på mig. Den pæne københavner, som stod der i min lejlighed sidste aften, optager min tankekapacitet.

Jeg kan overskue meget få mennesker lige nu. Det er som om, at han rodede rundt i mig, og skabte et midlertidigt følsomt kaos. Det er som om, at det har slugt – og fortsat sluger min energi og opmærksomhed. Hvorfor fanden er det lige, at det skal komme og forstyrre nu?

Ireren bider mærke i mit mentale fravær.

”You seem really sensitive. Are you still not drinking? Is it some kind of hippie-shit?”

Ruller øjne indvendigt. Han skulle bare vide. Dropper forklaringerne, og stirrer i stedet ned i gralen af tidsfordriv, der er placeret i skødet på mig.

Kontraster, kontraster. Jeg har aldrig været god til det. Jeg har mest af alt bare lyst til at pakke mig ind og lukke af for alt overflødigt støj. Bare at få lov til at være uden at forholde mig til noget eller nogen.

Beslutter mig for at forlade de kulørte lamper med afhuggede dukkehoveder og den konstante summen af glade mennesker, der er lykkeligt påvirket af humle.

Pakker mig ind i mit alt for store halstørklæde og tager ruskindsjakken på, der mangler en knap foroven. Skruer de sorte høretelefoner ind i bevidstheden og lytter til Fantomfølelser. Nynner lydløst med bag det tykke stofstykke til lyrikken, som rammer min sensitivitet. Askglæde synger om kærlighed. Den forliste af slagsen.

”Jeg mærker stadig dine hænder, selvom det hænder, at det er andre kvinders.”

Bevæger mig videre til min gade. Låser mig ind i hulen, og trækker vejret overfladisk imens jeg spiser det sidste chokolade, og fordømmer rosinerne, der er blidt støbt ned i de sukkerfyldte medaljer. Tænker, om min udryddertrang skyldes forsøget på at fjerne minderne om ham. Ham den pæne københavner. Slipper tanken.

En ny tanke popper op. Dens tilstedeværelse er insisterende. Den påminder mig om, hvor let det er for mig at eksistere, når mit hjerte blot er lukket. Det er som om, at arbejde og følelsesmæssig distance er min måde at overleve på.

Stirrer lidt ind i væggen.

Rammes af midlertidig søvnløshed.

Klokken er 03.00

Den pæne københavner chatter mig op.

”Har vanvittig meget lyst til dig.”

Kigger en smule mærkeligt ned i den lille skærm, der oplyser mit ansigt med et usundt, blåt lys. Tager mig selv i, at lave et højlydt suk, mens jeg ryster en smule på hovedet. Klassisk booty call.

Bliver mødt af en underlig, udefinerbar følelse, som jeg ikke helt ved hvor jeg skal placere. Ved ikke, hvad jeg skal skrive. Ved heller ikke, om jeg skal blive glad eller forarget. Glad for at høre fra ham. Forarget over, at jeg åbenbart ikke er mere værd for ham end en besked midt om natten.

Tænker situationen igennem. Hvis mennesker kun har tid til dig efter mørkets frembrud – når alle andre muligheder er væk – hvorfor så bruge tid på dem? Og er det generelt ikke bare selvtotur at bruge tid på mennesker, der ikke vil en?

Dykker ned under dynen. Finder tilbage til det velkendte og trygge drømmeland i en tilstand af et mindre sukkerchok.

Drømmer om et misset fly og om en flyvende vampyr.