Jeg er blevet rødhåret!

For gammel til øl og stoddermusik?

Fredag aften. Det havde været planen i lang tid, at vi skulle i byen. Med det hele. Smovse burgere (lidt en flad fornemmelse for en pescatar, ha). Derefter på Posten og høre Marwan, L.O.C og Emil Stabil. En cocktail der i mit hoved var dømt til succes. Burgerne gled ned, og jeg var umådelig glad for, at jeg havde valgt en påklædning, som var ret strechy. På vejen til Posten nød vi vejret. Den varme forårsluft tillod den falske læderjakke at stå åben. Forbi de små butikker og restauranter, hvor menneskerne sad med deres vinglas og skålede. Forbi shish-kebab og en kvindetaske lavet af beton.

20.50: Ankomst til Posten

En flad stemning spredte sig. Musikken pumpede derudaf, men jeg kedede mig. Ikke grundet selskabet. Men den flade stemning. Stillede mig ud for at og ryge, sammen med hende den lyshårede med de seje briller. Jeg ryger sjældent, så en smøg gjorde underværker, og var et tiltrængt pusterum i kedsomheden.

Vi gik ind igen til musikken. Det viste sig hurtigt, at koncerten nærmest var et antropologisk studie i sig selv. Lige pludselig var det hele ikke så kedeligt længere. Sjældent har jeg set så mange forskellige ”segmenter” på samme sted. Fra silverfoxes til skaterboys. Fra nyforelskede kærestepar med tungerne i halsen på hinanden, til Hr. og Fru. med ringen stabilt placeret på fingeren.

Typer. Masser af dem, under samme tag. En umiddelbar submissiv kvinde med halsbånd, og en mand så stor, at jeg nærmest blev bange for hans blodårer. En bartender, der lignede Putin. Alt dette udspillede sig for øjnene af mig. Mine lemmer, som det første stykke tid havde været stive som et bræt, begyndte at løsne op (muligvis med en stor Mørk Mumme som medskyldig). Der stod jeg ellers bare og betragtede dette næsten absurde, men også fascinerende, scenarie. Og jeg fik lyst til at danse. Like nobody was watching. Og det gjorde jeg så.

Det var sådan lidt befriende, at de gutter stod der på scenen, og bare gav den gas med bandeord, så selv jeg stod og blev næsten småflov. Småflov, men også lidt tændt. For friheden i det var fedt. Den musikalske frihed, og det at turde stå der, og krænge sit hjerte ud. At det så mest omhandlede kællinger, flyvende fugle og åbenlyse indespærrede aggressioner, er en anden sag. Men det var fedt, på sin helt egen måde.

Vi tog videre for at smøre ganen yderligere med øl. Tog forbi Dunkbar, som gav mig et prompte deja-vu til København og de små hipster ølbarer. Men selv med promiller i blodet, blev jeg ikke fuld. Jeg blev heller ikke gladere. Aftenen blev derfor ikke som jeg havde forventet. Overhovedet ikke. Jeg havde svært ved at sætte en finger på det.

Men hvorfor var jeg så ikke i stødet?

Var det fordi jeg var træt? Var det fordi det ikke giver mig samme energi længere, at drikke øller og høre stodderrap? Øllerne, muligvis. Rappen, mindre sandsynligt. Måske var det set-uppet? Eller den vilde blanding af kedsomhed, dybe snakke, gode grin, stive lemmer og dansehofter? Eller måske skyldes det bare noget så banalt som alderdommen, og min forkærlighed for fornuftige sengetider?

 

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Jeg er blevet rødhåret!