Kvinden fra Haderslev

Er taget til Poetry Slam. Havde lige misset betydningen af ”U20” Mesterskaberne. Under 20, selvfølgelig. Er omringet af sultne 2.g’er. Konkluderer, at jeg nok er alderspræsidenten blandt publikummet – hvis man lige ser bort fra et par ældre herrer med charmeklude.

9 slammers går på scenen. De slammer om alt fra perverse tøjdyr til lavt selvværd. Bliver nostalgisk. Får en trang til at socialisere. På den spontane facon. Tanken bliver forstærket af mantraet: ”det er jo lørdag”.

Status på fornuften: 0 %

Status på eventyrlysten: 100 %

Afsted til den Smagløse. Beslutter mig for en øl. Bliver spurgt om ID. ”En ny regel”, får bartenderen slynget ud. Griner lidt ved tanken. Og ved det faktum, at jeg ikke har det med. Får skænket en øl alligevel.

Sætter mig i baren. En ung kvinde sidder og bladrer i et par kvindemagasiner. Hun er alene. Rød-blondt pagehår. Briller. Placerer mine baller på stolen ved siden af. Bladrer igennem GAFFA, mens jeg observerer hende. Hun er helt på mute. Skåler min øl mod hendes Colada. Prøver at løsne stemningen. Vi falder i snak. Hun begynder at kopierer mit kropssprog. Vi taler om pognofile. Om skizofren tøjstil. Om livet i udkants Danmark. Om lysten til at farve håret pink, og begrænsninger i indre udfoldelser grundet sit erhverv. Om ikke-eksisterende sangtalent blandet med lysten til at praktisere det.

Hun bor i Haderslev. Og så er hun på samme mission som mig – ude i nattens mulm og mørke for at finde lidt ro. Alene. Vi bliver på mystisk vis enige om at tage videre. Sammen. På karaokebar.

Rammer Color Bar. Bliver spurgt om ID i døren. Igen. Kigger på det håndskrevne skilt på glasfacaden: lørdag, 20 + .  Are you kidding me… Charmer mig ind uden. Får en stille reprimande af den store, skaldede dørvagt som vogter for uvelkomne, mens han placerer et stort, fedt blåt aftryk på mit håndled. Autoriteter, tænker jeg i en hurtig vending. Stedet er proppet. Snusket. Udstyret med fedtede barkort, et beskedent dansegulv og tonedøve toner fra højtalerne. Umiddelbart ikke et sted man varmer op. Nærmere et sted man slutter. Bliver danset ind i af en ung fyr, der har fået ca. 20 øl for meget.

Får overtalt den rød-blondte til en duet. Vi giver den gas til Østkysthustlers’ ’Han får for lidt’. Jeg spytter lyrikken ud som en maskine. Hun kender den ikke. Det havde hun bare glemt at sige. Sejt, at hun stiller sig op alligevel, tænker jeg for mig selv.

Lytter til alternative versioner af gamle kendinge. Laver forbudte jazztrin.

Fornuften banker på. Fortæller kvinden fra Haderslev, at jeg trækker stikket. Vi danser os ud af karaoke-helvedet til lyden af ”Lækker”.

Krammer min nye ven farvel. Stiger på den røde jernhest. Afsted til det nordlige Odense uden forlygte. Som nattens Crime Rider. Politiet kører forbi. Når at dreje af. Godt timet, tænker jeg.

Himlen i mit nabolag er oplyst i orange farver. Mit tøj stinker af tobaksrøg. Sætter ”Spirits” med The Strumbellas i øregangen.

”We are all strange – and maybe we don’t wanna change”.

Teksten fanger mig. Vi er alle mærkelige, på samme måde som livet er en mærkelig størrelse. Og så fik jeg en ny ven i nat. Fra Haderslev. Som jeg nok aldrig kommer til at se igen.