Musikalsk magi på en mandag

Har besteget den røde jernhest i jagten på en oplevelse. I det odenseanske. Er på jagt efter musikalsk magi på en mandag. Nærmere betegnet – et Sofar Sounds event. Går i Kiwi og køber en øl så mørk, at det kunne betegnes som en dessert. Just in case.
Ankommer til Gamle Havnekaj.

1 % strøm på mobilen. Og er faret vild. ”Typisk” når jeg at tænke, før jeg spotter en gruppe på gåben. De ligner typerne, der gider at bruge en mandag aften på at lede efter fede gigs. Uden at spørge hvor de skal hen, hopper jeg instinktivt af cyklen, og trækker af sted et par meter bag dem.

0 % strøm.

Satser hele puljen på, at de skal samme sted hen. Der går et par hundrede meter, før der bliver drejet skarpt – og jeg er nu helt sikker på, at de er bevidste om min tilstedeværelse. Rundt. Ligeud. Om et par hjørner. Forbi et højt, hvidmalet rustent hegn.

En stor kasse af en bygning tegner sig i horisonten. Noget ved dette sted føles ikke som Odense. Eller, Odense som jeg kender det. Atmosfæren er anderledes. En slidt mand sidder og drikker en bajer op af den gråmalede væg. Han ænser mig ikke. Sætter jernhesten. Bevæger mit indenfor lige i hælene på de andre. En stor kunsthal åbenbarer sig. Her er koldt. Og tomt. ”Her er godt nok rigeligt med plads” får jeg fremstammet til en pige med store brusende krøller. Hun smiler nervøst. Gruppen bevæger sig videre mod en dør i den store hal. Jeg følger efter som en myresoldat.

Træder ind af døren. Et mindre rum kommer til syne. Vanvittig kitschet indretning. Lige i ånden, tænker jeg. Røde LED-lyskæder hænger ned fra loftet. En kunstig arm er placeret i en skraldespand. Slidte sofaer står sporadisk placeret. Et maleri med to nonner og to gigantiske pikke pryder en hvid væg. En kæmpe guldfisk i papmache hænger og dingler. Bagvæggen er beklædt med sorte affaldssække. Ledninger ligger henkastet på gulvet. Føler mig i et øjeblik, som ufrivillig deltager i ’jorden er giftig’. En beskeden bar holder åben i dagens anledning. Lader min medbragte stout liggende i tasken, og bestiller en guldøl. Finder en plads helt forrest, og får placeret mine baller i en beigefarvet lænestol med god udsigt over menneskemængden. Føler mig sat i en utrolig observant position.

Fire artister skal optræde.

– En mand med hat og langt lyst hår synger om alt den løgn vi fodres med.

– To blonde kvinder i en halv duet. Den ene jordbærblonde mener, at den anden er melodramatisk. Tænker for mig selv, at mit sind er tungere end normen, hvis det skulle være tilfældet.

Vi bryder ud i fælles fødselsdagssang for en fyr, der vistnok hedder Carsten. På dansk, vel og mærket. 70 % er multietniske. ”You need to help us sing this”, bliver der sagt fra højre.

– Bliver ramt i hjertet musikalsk af en ung fyr med kasket. Han spiller akustisk. Unplugged. Fantastisk. I et kort øjeblik minder han mig om Lukas Graham – bare med en charme som man kun finder hos en mand som Lewis Bootle. ”I’m confused, so confused, I’ve been feeling just like you.”

– En fyr med selebukser træder ind på scenen. En ung udgave af Ed Sheeran med en veludviklet humoristisk sans. Han formår at få hele rummet til at småfnise med hans storytelling og tunge accent. Inklusiv mig selv.

Den næsten 3 timer lange intime koncert udmunder sig i en fællesduet om festival af de to karismatiske fyre, Bottle og Gecko. Aftenen afsluttes med sidstnævnte i en blå sovepose. De er her kun på gennemgang som en del af deres turne i Europa, siger værten. Klapsalverne vil ingen ende tage. Sidder tilbage, og får mig pakket mig sammen. Har en følelse af at høre til på et andet plan. Føler mig som kastet tilbage til København. Mandag behøver ikke at være så kedelig, får jeg sagt til mig selv. Kan endda strege et punkt på min to-do liste for Odense. I begejstring og musikalsk beruselse får jeg meldt mig som frivillig. Skide impulsivitet. Men bliver nødt til at færdes i magien.

Tager den falske læderjakke på, og stiger op på cyklen. Det er en kold forråsaften, og glædes over, at jeg både har husket den lyserøde beanie og vanterne. Med Oh Land i ørene, slår tanken mig. Måske er Odense ikke er så slem alligevel?