Er det dig?

 

er-det-dig-hjernestorm

Nu er det efterhånden et stykke tid siden, at jeg har swipet på livet løs. Men jeg har været der. Det var nærmest blevet til en sport, da jeg boede i København.  

Og Tinder er et pragteksemplar på, hvad det vil sige, at folk kender sine gode vinkler (og hvordan man skjuler sine mindre gode). Og bevares. Det er der intet galt i. Det eneste der er kritisk, er den flade fornemmelse man kan stå tilbage med, når man så mødes, og forventningerne slet ikke lever op til det ‘lovede’. Særligt for et visuelt menneske som jeg. Helt grelt har det været, de gange, hvor jeg har stået i en situation, hvor jeg praktisk talt ikke har kunne genkende manden foran mig. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at jeg hellere bare vil have det ægte billede fra starten af (hvad end det så er). Brugte på et tidspunkt en taktik, der gik ud på, at jeg tog det mindst flatterende billede som udgangspunkt i det reelle billede, og så kunne jeg altid blive positivt overrasket. Ja, det lyder faktisk enormt overfladisk. Og det var det også.

Dette er blandt andet en af grundene til, at jeg foretrækker at møde mennesker i virkeligheden. Altså, offline. Udenfor skærmen. For kemi kan ikke måles ud fra et billede, og tænk hvor mange dejlige mænd og kvinder vi går glip af ved at vurdere alt ud fra et par fotos? For siger det bare – ligeså fotoskøn man kan være på billeder, ligeså lidt tiltrækkende kan man være i virkeligheden og vice versa.

Men det er svært. Kender det selv. Jeg vil da også smadder-gerne se brandlækker ud på alle billeder. Sandheden er bare, at jeg ofte går den naturlige vej, har lidt rander under øjnene, og nyder sneaks og jeans i kombination med en behagelig t-shirt. Jeg har også en lille dobbelthage, når jeg sover. Og så er det jo lidt ærgerligt at give det indtryk, at jeg bruger 2 timer foran spejlet hver morgen, for det er ikke mig.

På den anden side er det også en udfordring at vide, hvornår man “ligner sig selv”.

Billedet i dette indlæg viser mine vinkler. 8 billeder. Én person. Med intet filter, lidt filter eller tenderende til voldsomt meget filter…   Taget samme dag (lige på nær billedet i nederste, højre hjørne).

Gad vide ’hvem’ der ville få flest Tinder-likes?

Jeg er pisse stolt. Af mig selv.

Det er torsdag i dag. Regnen har silet ned i lårtrykke stråler og ødelagt min frisure. Min pedal på den røde jernhest sidder stadig fast. Men det er som om, at det er gået forbi min næse (ej, ok – ikke det med håret). Jeg har fremfor at blive irriteret af disse små bagateller i stedet rendt rundt med et smil, langt oppe over begge ører, imens jeg har vadet de odenseanske stræder tynde, med en sort paraply, som en anden karikatur af ’Singing in the Rain’.

Det er som om, at intet kan skyde igennem min glæde og positive tilgang til livet for tiden – for det har jeg valgt. Og sådan har jeg faktisk haft det længe. Hvis man da lige ser bort fra et par dage, hvor jeg mest har haft lyst til at pakke mig ind i vattæpper, indtage en fosterstilling og æde citronmåner. I flertal, ja.

Men i dag er jeg stolt. Stolt af mig selv. Og så fuck da lige den forpulede jantelov. Jeg er stolt, da jeg har opnået en personlig sejr i dag. Stolt fordi at jeg tager ansvar for mit eget liv, og stolt fordi jeg vælger at være tro mod mig selv.

Jeg kommer tættere og tættere på det liv, jeg altid har forestillet mig, men aldrig troet var muligt. Jeg har langt vej igen for at være ‘rigtigt’ i mål, men for mig er processen det vigtigste. Det er fedt. Det er opløftende, når mit indre kompas peger på, at jeg er på rette vej. Det er befriende, at jeg langsomt, men stødt, er ved at finde helt ind til kernen af mig selv.

Livet er stadig en kamp om at finde balancen i alt. Det tror jeg egentlig altid, vil være en udfordring. Men jeg er blevet bedre.

Jeg forsøger at praktisere idéen om, at det er så vigtigt at nyde hvert minut. At være i stand til at være taknemmelig. Også for de små ting. Som at være i stand til at komme ud af sengen om morgenen. At kunne trække vejret. At have mennesker der elsker en.

Jeg har selvfølgelig stadig dårlige dage. Jeg er for søren da blot et menneske. Med følelser, bevares. Men jeg bliver ikke hængende under vattæppet og ynker. Jeg kommer videre. Jeg forsøger aktivt, hver dag, at vælge glæden fremfor negativiteten. Der er jo nok af både det ene og det andet. Altså, både det gode og det dårlige. Men det er ligesom om, at det jeg giver mit fokus også påvirker udfaldet. Af alt.

Isn’t it ironic?

10 ting du kan trøste dig med, hvis du ikke skal til festival

Uden at det skal komme til at lyde som råd fra et dameblad (for sent, I know), så er her 10 ting, som kan tørre tårerne bort, når festivalsæsonen er over os, og du ikke nødvendigvis er en del af den.

1. Du kan nyde en slow morgen med hjemmelavede pandekager og takke for de ikke-eksisterende tømmermænd.

2. Hvis du bor i Odense, har du hele byen for dig selv! Awesome, hvis du er til ro. Mindre awesome, hvis du er rastløs som mig. Så hop hastigt videre til punkt 3.

3. Du slipper for semi-permanente høreskader.

4. Du formindsker chancen for at erhverve dig en omgang klamydia eller andet godt i din brandert.

5. Du sparer en masse penge, som du kan bruge til at forsøde livet med på andre fronter. Eksempelvis med brunsviger. 106 stykker svarer til en Tinderbox-billet. Siger det bare.

6. Du har tid til at lave alle aktiviteter, der kan foretages på egen hånd. Alle dine venner er nemlig med stor garanti smuttet, for at feste til de segner. Overvej yoga eller noget meditativt.

7. Du kan drikke alt den vin du orker, uden at nogen dømmer dig. Og hvis de prøver, kan du blot referere til deres festival-udskejelser. Eller blot sige at du er på vej til festival. Hver dag er nu en potentiel forfest.

8. Du kan også trøste dig med, at du ikke skal vade rundt i mudder til anklerne, med blærebetændelse, en forkølelse under opsejling og en konstant stank af urin hængende efter dig.

9. Du kan sove i din egen seng, og få den skønhedssøvn som du fortjener. #BecauseYou’reWorthIt

10. Du kan vågne op i morgen og tænke, at du rent faktisk har været produktiv. (Yiiihaa..)

At finde ro i larmen

Men hvad gør man så lige, når larmen pludselig bliver erstattet af en rungende stilhed?
Sipper min sukkerfrie chai-latte, mens jeg roder mig selv lidt i håret. Tænker lidt. En tung fornemmelse har ramt mig som en mur. Den har også givet mig en mindre skriveblokade.

Odense…

På mange måder den bedste beslutning jeg har taget i lang tid. For selvom København var fyldt til randen med ting der tændte min sjæl, var jeg også blevet en smule træt. Træt af de samme indtryk. Og det er på trods af, at København er stor. Det er nemt at komme til at føle sig meget lille, når mørket falder på, og man står der alene på Rådhuspladsen med en rastløs sjæl, kæmpe lysende reklameskilte, og ser menneskerne passere forbi i deres egne små bobler.

Men Odense. Ja, det er noget andet. Her render man stort set altid ind i en man har set før. Det må være den ultimative charme og samtidig den største forbandelse ved byen. I København kunne man sagtens vade gaderne tynde, uden så meget som at forvente at støde ind i en man kendte.
Der er bare det med Odense, at byen agerer skizofrent. For denne charme forsvinder til tider meget brat. Når det regner. Når der er Festival på Tinderbox (ok, ok – I blame you not), eller når mørket så småt begynder at dominere. For enten er der liv, puls og sjæl overalt, eller også er her helt dødt. Og jeg finder ro i larmen. Ro i summen af mennesker. Så hvad gør man, når alt pludselig bliver stille, menneskerne går i hi og byen støvsuges for liv?

For hvad er et liv værd, hvis der ikke sker noget?

Nogle vil måske kalde det FOMO. Eller rettere sagt, ’the Fear Of Missing Out’.
Min største frygt har altid været at spilde mit liv med ligegyldigheder. Min andenstørste frygt er frikadellelivet. Rutine-livet. Det forudsigelige liv. Det stille liv hvor vi omslutter os om os selv. Livet hvor vi har nok i os selv. Nok i de venner vi har. Nok med vores arbejde. Ikke har et udpræget ønske eller behov for at udforske, være nysgerrige eller afprøve grænser.

Tænker. Næsten så højt at jeg kan høre tandhjulene inde i mit eget hoved.

Kan ikke lade være med at studse mig en smule. For gad vide om det er ”de andre”, der har fat i den lange ende? Hvad hvis vi i bund og grund har brug for forudsigelighed? Altså, for at være i stand til at leve et ’normalt’ liv – hvad end det så er? Og er det mon muligt, når det føles som om, at min sjæl går i stå, når jeg ikke har mennesker om mig? Når jeg ikke føler jeg skaber?

Drikker den sidste rest chai. Jeg har fået kanel mellem tænderne.

Lyserød punch og en gigantisk diskokugle

Klokken er næsten 20.00.

Skulle have været der kl. 19.00. Forbander kort min tidsfornemmelse eller mangel på samme.

Stiger op på den røde jernhest. Den er medtaget efter de sidste ugers strabadser. Ridset, og med en pedal der har sat sig fast. Møver mig alligevel op af bakker og ankommer til festen. Tror jeg. Forkert adresse.

Fumler GPS’en op af lommen og sætter den på Maps. Bliver ledt ca. 20 min den forkerte vej. Opgiver vejviseren og tager den på gefühlen.

Ankommer til det store kontorfælleskab. Der er sommerfest.

Udenfor hænger en gigantisk diskokugle, og lyser hele parkeringspladsen op i blå, grønne og violette nuancer. Står og betragter farvespillet, mens mine fornemmelser siger mig, at det bliver en interessant aften. Der står allerede mennesker og hænger oppe på 2. sal.

Rykker i gadedøren. Låst.

Går forvildet rundt.

Hijacker en pige og følger efter hende. Finder ud af, at jeg faktisk var gået rigtigt. Håber i et kort øjeblik, at der ikke var for mange, der observerede mig fra den fede udsigt. Vi snakker på trappen. Hun er fra Canada. Hun skal kun bo her i 3 måneder.

Lidt forpustede åbner vi døren op til det endnu ukendte univers. Vi bliver mødt af et kæmpe fælleskontor i hvide, milde farver. Festen er allerede godt i gang. DJ’en formidler sød musik, mens gæsterne mingler. En del sidder ved de store langborde, som er placeret midt i lokalet. Et par stykker er gået ind i rummet ved siden af, som er beklædt med kunstgræs. På den skrig-grønne græsmåtte er der placeret en stor tøjgiraf og en gyngehest. Et par mænd og kvinder spiller Crockett og Kongespil, mens øllerne balanceres fra den ene hånd til den anden. Andre står ude ved grillen og venter på lune byg-selv-burgere. Jeg står ved baren.

Beder den skæggede bartender om en drink.

”En drink, tak”

”En øl, siger du?”

”Nej, bare noget af det lyserøde du har i glastanken”.

Aha.

Drikker Peters sommersaft (aka. drinks der ikke smager af alkohol). Den søde, punch-agtige nektar stiger mig hurtigt til hovedet men på en blid og nænsom facon. Farligt.

Festen er indspist af mennesker, som altid kommer til kulturarrangementerne. Krammer en del. Snakker om alt og ingenting. Leger fotograf med et alt for dyrt kamera, som jeg i kampens hede konstant er bange for at tabe.

Tager imod en Crockett udfordring. Første slag går som smurt, og jeg føler mig som et sandt naturtalent. Opgiver senere spillet da min rastløshed tager over. Som timerne går, bliver jeg mere i ét med stedet, og det føles som en lang rus af indtryk.

Møder Ireren. Han har haft samme problemer med at komme herhen som jeg. Vi snakker på græsmåtterne i diskokuglens skær.

Bestiller en bloody finger. Udsolgt. Den bliver derfor lavet om til en dirty-finger. Spiser koldt hotdogbrød og følger med i de interessante samtaler, som udspiller sig foran mig som en slags film.

Festen er nu ved at dø. Men når noget dør, opstår noget nyt. I dette tilfælde bliver dansegulvet vakt til live. Tænker, at det er spøjst, hvordan stemningen til gode fester udvikler sig. Den løssluppenhed der er forbundet med bedøvende toner, cigaretrøg og diskokugler tager vejret fra mig.

Danser lidt. Føler den ikke helt. Finder kameraet frem og knipser lidt billeder af de smukke silhuetter som bevæger sig sorgløst rundt i cirkler.

Tager den falske læderjakke på. Cykler halvberuset hjem på cyklen med Florence + the Machine’s ”You got the love” pulserende ind i øregangen. Bliver ramt af lyrikken. Føler mig heldig og forvirret.

Ender ved ghettoen, og parkerer jernhesten ved indgangen. Mørket har lagt sig som en dyne over Odense. Trækker frisk aftenluft ned i lungerne, og finder ro i natten.

Older posts