At finde ro i larmen

Men hvad gør man så lige, når larmen pludselig bliver erstattet af en rungende stilhed?
Sipper min sukkerfrie chai-latte, mens jeg roder mig selv lidt i håret. Tænker lidt. En tung fornemmelse har ramt mig som en mur. Den har også givet mig en mindre skriveblokade.

Odense…

På mange måder den bedste beslutning jeg har taget i lang tid. For selvom København var fyldt til randen med ting der tændte min sjæl, var jeg også blevet en smule træt. Træt af de samme indtryk. Og det er på trods af, at København er stor. Det er nemt at komme til at føle sig meget lille, når mørket falder på, og man står der alene på Rådhuspladsen med en rastløs sjæl, kæmpe lysende reklameskilte, og ser menneskerne passere forbi i deres egne små bobler.

Men Odense. Ja, det er noget andet. Her render man stort set altid ind i en man har set før. Det må være den ultimative charme og samtidig den største forbandelse ved byen. I København kunne man sagtens vade gaderne tynde, uden så meget som at forvente at støde ind i en man kendte.
Der er bare det med Odense, at byen agerer skizofrent. For denne charme forsvinder til tider meget brat. Når det regner. Når der er Festival på Tinderbox (ok, ok – I blame you not), eller når mørket så småt begynder at dominere. For enten er der liv, puls og sjæl overalt, eller også er her helt dødt. Og jeg finder ro i larmen. Ro i summen af mennesker. Så hvad gør man, når alt pludselig bliver stille, menneskerne går i hi og byen støvsuges for liv?

For hvad er et liv værd, hvis der ikke sker noget?

Nogle vil måske kalde det FOMO. Eller rettere sagt, ’the Fear Of Missing Out’.
Min største frygt har altid været at spilde mit liv med ligegyldigheder. Min andenstørste frygt er frikadellelivet. Rutine-livet. Det forudsigelige liv. Det stille liv hvor vi omslutter os om os selv. Livet hvor vi har nok i os selv. Nok i de venner vi har. Nok med vores arbejde. Ikke har et udpræget ønske eller behov for at udforske, være nysgerrige eller afprøve grænser.

Tænker. Næsten så højt at jeg kan høre tandhjulene inde i mit eget hoved.

Kan ikke lade være med at studse mig en smule. For gad vide om det er ”de andre”, der har fat i den lange ende? Hvad hvis vi i bund og grund har brug for forudsigelighed? Altså, for at være i stand til at leve et ’normalt’ liv – hvad end det så er? Og er det mon muligt, når det føles som om, at min sjæl går i stå, når jeg ikke har mennesker om mig? Når jeg ikke føler jeg skaber?

Drikker den sidste rest chai. Jeg har fået kanel mellem tænderne.