Lyserød punch og en gigantisk diskokugle

Klokken er næsten 20.00.

Skulle have været der kl. 19.00. Forbander kort min tidsfornemmelse eller mangel på samme.

Stiger op på den røde jernhest. Den er medtaget efter de sidste ugers strabadser. Ridset, og med en pedal der har sat sig fast. Møver mig alligevel op af bakker og ankommer til festen. Tror jeg. Forkert adresse.

Fumler GPS’en op af lommen og sætter den på Maps. Bliver ledt ca. 20 min den forkerte vej. Opgiver vejviseren og tager den på gefühlen.

Ankommer til det store kontorfælleskab. Der er sommerfest.

Udenfor hænger en gigantisk diskokugle, og lyser hele parkeringspladsen op i blå, grønne og violette nuancer. Står og betragter farvespillet, mens mine fornemmelser siger mig, at det bliver en interessant aften. Der står allerede mennesker og hænger oppe på 2. sal.

Rykker i gadedøren. Låst.

Går forvildet rundt.

Hijacker en pige og følger efter hende. Finder ud af, at jeg faktisk var gået rigtigt. Håber i et kort øjeblik, at der ikke var for mange, der observerede mig fra den fede udsigt. Vi snakker på trappen. Hun er fra Canada. Hun skal kun bo her i 3 måneder.

Lidt forpustede åbner vi døren op til det endnu ukendte univers. Vi bliver mødt af et kæmpe fælleskontor i hvide, milde farver. Festen er allerede godt i gang. DJ’en formidler sød musik, mens gæsterne mingler. En del sidder ved de store langborde, som er placeret midt i lokalet. Et par stykker er gået ind i rummet ved siden af, som er beklædt med kunstgræs. På den skrig-grønne græsmåtte er der placeret en stor tøjgiraf og en gyngehest. Et par mænd og kvinder spiller Crockett og Kongespil, mens øllerne balanceres fra den ene hånd til den anden. Andre står ude ved grillen og venter på lune byg-selv-burgere. Jeg står ved baren.

Beder den skæggede bartender om en drink.

”En drink, tak”

”En øl, siger du?”

”Nej, bare noget af det lyserøde du har i glastanken”.

Aha.

Drikker Peters sommersaft (aka. drinks der ikke smager af alkohol). Den søde, punch-agtige nektar stiger mig hurtigt til hovedet men på en blid og nænsom facon. Farligt.

Festen er indspist af mennesker, som altid kommer til kulturarrangementerne. Krammer en del. Snakker om alt og ingenting. Leger fotograf med et alt for dyrt kamera, som jeg i kampens hede konstant er bange for at tabe.

Tager imod en Crockett udfordring. Første slag går som smurt, og jeg føler mig som et sandt naturtalent. Opgiver senere spillet da min rastløshed tager over. Som timerne går, bliver jeg mere i ét med stedet, og det føles som en lang rus af indtryk.

Møder Ireren. Han har haft samme problemer med at komme herhen som jeg. Vi snakker på græsmåtterne i diskokuglens skær.

Bestiller en bloody finger. Udsolgt. Den bliver derfor lavet om til en dirty-finger. Spiser koldt hotdogbrød og følger med i de interessante samtaler, som udspiller sig foran mig som en slags film.

Festen er nu ved at dø. Men når noget dør, opstår noget nyt. I dette tilfælde bliver dansegulvet vakt til live. Tænker, at det er spøjst, hvordan stemningen til gode fester udvikler sig. Den løssluppenhed der er forbundet med bedøvende toner, cigaretrøg og diskokugler tager vejret fra mig.

Danser lidt. Føler den ikke helt. Finder kameraet frem og knipser lidt billeder af de smukke silhuetter som bevæger sig sorgløst rundt i cirkler.

Tager den falske læderjakke på. Cykler halvberuset hjem på cyklen med Florence + the Machine’s ”You got the love” pulserende ind i øregangen. Bliver ramt af lyrikken. Føler mig heldig og forvirret.

Ender ved ghettoen, og parkerer jernhesten ved indgangen. Mørket har lagt sig som en dyne over Odense. Trækker frisk aftenluft ned i lungerne, og finder ro i natten.