Leger lige børn bedst?

Vågnede i morges med en blandet smag i munden. Træt efter aftens udskejelser og fyldt op med indtryk. Har efterhånden fundet et par mennesker i Odense med de samme alternative interesser som jeg selv. Og det er fedt. Frirummet er fedt.

Men det alternative har også sin pris. Det er her, hvor det værdsættes at være anderledes. Unikheden er som den gyldne gral for undergrunden, som anerkendelsen i frikadellelivet er for det gennemsnitlige Danmark. Jo mere excentrisk og anderledes man er des bedre. Måske handler det om, at uanset baggrund eller ståsted prøver vi alle at passe ind og tilhøre et fællesskab?

Men hvad med dybere relationer? Passer det virkelig, at lige børn leger bedst? Og er brændte børn så dømte til at have ligeså forkullede venner?

Tænker. Tanken skræmmer mig faktisk en smule.

Skræmmende at der, uanset sit valg af omgangskreds, vil være en forventning til at præstere. I større eller mindre grad. Skræmmende fordi menneskers fejl interesserer mig mere end deres præstationer. Fejlene gør os til mennesker. Mennesker kan man holde af. Facader vil i det lange løb blive pinagtige og kunstige.

Men hvad gør man, når kontrasterne holder spændingen ved lige, og vægtskålene mellem det eksperimenterende og normale ramler ind i hinanden? Hvordan finder man ro? Og er det overhovedet muligt at have et stabilt tilhørsforhold til noget, når man trives og afstødes af kontraster?

Hvor går grænsen?

Studser over, om det er muligt at ligne sine relationer for meget og dermed sidde fast i de samme velkendte mønstre, mens man klapper hinanden på skuldrene. Enten med agendaen om at hylde hinandens alternative tilgang til livet, eller hylde hvor godt man blender ind med normen.

Hmm.

Livet handler vel om balance. Nogle mennesker taler om, at modsætninger mødes. Andre mener, at vi tiltrækker det vi har brug for ud fra vores nuværende udgangspunkt.

Tænker dog, at spørgsmålet om hvorvidt lige børn leger bedst, i sidste ende kommer an på børnene?