Klap min hund

På vej ud.

I naturen.

Den friske luft har en vild terapeutisk effekt. Bliver indsluset i en form for lalleglad mental tilstand, når jeg ikke skal forholde mig til andet end Moder Natur. Med musikken placeret solidt i øregangene strømmer tonerne fra MØ’s nye ”Nights With You” ind i mit rytmiske center. Laver the-walk-and-dance. Altså, der hvor spaghettiarmene ikke kan kontrolleres, og benene begynder at hoppe lidt i takt, imens jeg går. Overvejer i et kort øjeblik, at det kunne være interessant at bryde ud i dans en dag. Gerne et sted med mange mennesker. Udelukkende for at se deres reaktion. Og helst i kombination med, at de ikke kan høre musikken som går igennem mit system.  Tænker dog, at Galningen fra Odense N, hurtigt kunne blive min nye titel blandt plejehjemssegmentet, som er dem jeg hyppigst hilser på.

Lidt ude i horisonten ser jeg en mand. Skaldet. Høj. Han står ca. 100 meter fra mig med sin firbenede ven.

Han stirrer. Længe. Faktisk lige indtil jeg når forbi hans hvide, smukke og enorme labrador. Den skaldede ser noget spørgende ud. Hans kropssprog signalerer dialog. Tager den ene hørebøf ud. Blikket intensiveres og hans mundtøj fremmaner sætningen:

”Er du bange for hunde”?

”Nej, det er jeg ikke” (medmindre hunden har psykopatiske træk og vil hoppe op – aka. at du ikke har opdraget den ordentligt.)

”Vil du ikke klappe ham?” siger den skaldede med stor entusiasme.

Får flashbacks til 9 års Jubilæum med Anders Matthesen og hans sketch med ”Klap Rollo”. Hunden Rollo, vel og mærket. Husker, hvordan jeg hysterisk har grædt af grin. Og nu befinder jeg mig selv i en Klap-Rollo-situation. Karma is a bitch. Man skulle nok have set det…

Bliver lidt utilpas. Men ikke grundet hunden.

Musikken spiller stadig for alt for høj volumen i den ene øregang. Overvejer situationen lidt. Plejer det ikke at være omvendt? Altså, at den hundeløse beder om tilladelse til klappe dyret og ejeren indvilliger? Overvejer, om det er den nye måde at komme i kontakt med fremmede? ”Jeg har en hund. Klap den venligst så vi kan starte en dialog.”

”Den er stor, ik?”

”Jo, jo. Den er da stor” siger jeg, uden at have noget som helst at sammenligne med.

”Det er en sjælden race”, siger manden, mens hans intense blik stadig møder mit.

”Ok, den er da også fin”. Nusser kræet bag øret.

”Og så er den 75 cm høj!” siger han.

”Aha”. Tager mig selv i at lyde fuldstændig uinteresseret. Føler stadig ikke, at han har blinket, siden jeg besluttede mig for at klappe den firbenede. Rollo får i mellemtiden øje på noget mere interessant. En dame-køter. Ser mit snit til at sige tak for snakken og ønske manden en god dag.

I med ørebøffen. Tager hastige skridt fremad. Smiler lidt over det faktum at dagen i dag, skulle være dagen, hvor jeg fik lov til at klappe en hund. På kommando.