Jyde på flugt

Er taget på flugt fra kedsomheden. Besluttede mig for fire dage siden. Midlertidig flugt til de jyske egne. Til en påskefrokost som jeg nærmest selv fik arrangeret. Og dernæst inviterede mig selv med til.

Fra Fyn til Jylland med stop i smilets by.

Venter i Århus. En time. Alt har lukket. ’Skide påske’, tænker jeg. Rammer 7 Eleven og beslutter mig for en chai. Sukkerfri. Det sidste jeg magter er at fodre mine nytilkomne sukkerabstinenser. Ballerne placeres på plastsædet hos chai-pusheren, imens jeg prøver at slå en time ihjel på den mennesketomme station.

En mand kigger. Han er udstyret med Louis Vuitton fra top til tå. Louis kuffert. Louis taske. Tror endda jeg lurer både Louis bælte og sko. Med fedtet hår og sydlandsk charme smiler han til mig, mens jeg sidder der, helt palle alene og kigger ud gennem ruden under det lysende neonskilt.

Skruer høretelefonerne i, og bevæger mig mod toget. Hører noget perifært bag mig. Det er manden. Han kalder på mig, men alt lyd er skåret væk med den pulserende musik i øregangen. Tager højre hørebøf ud. Han spørger, om jeg skal til Hamborg.

”Nej, det skal jeg ikke”, siger jeg, mens jeg hastigt bevæger mine stive lemmer mod det grønne, beskidte Arriva tog. Hm… Gad vide, hvad han havde på hjertet? Han så sgu noget spørgende ud. Betragter hans mærkevarebeklædte krop gå forbi togruden. Jeg kigger en sidste gang, før jeg flytter mit fokus til kupeen.

En dunst af gammel madpakke spreder sig. Kigger over på kvinden, som uden tvivl er den skyldige. Hun har skødet fyldt med stanniolpapir og Mathilde kakaomælk. Et coverbillede af hendes børnebørn pryder telefonen. Eller, formoder det er hendes børnebørn med udgangspunkt i hendes grå lokker. Hun er opslugt af skærmen. Hun sidder og bapper på sugerøret til kakaomælken, som var det hendes sidste chance for at konsumere væske.

Men ellers er der stille. Lidt hosten og en lugt af røg.

Det er typisk Jylland, tænker jeg for mig selv. Det var en af grundene til, at jeg besluttede mig for at rykke mine rødder op og flytte. Væk fra den samme tummerum og de beskedne kontraster. Væk fra stanniolpapir og madpakkedunst. Var træt af det grå. Var træt af den larmende stilhed. Ville hellere have larmen. Den fandt jeg sjovt nok mere ro i. Muligvis har mit sind et skizofrent forhold til afslapning. Men roen fandt jeg i København. For en stund. Er ro mon bestemt af de indre omstændigheder, eller defineres roen ud fra vores omgivelser? Jyden har ofte fortalt mig, at han ikke kunne drømme om at bo i storbyen. Der er ’for meget larm’. Har ofte studset over det. For hvis man er rolig indeni – sådan dybt inde i kernen, er det så muligt, at de ydre omstændigheder kan have så stor indflydelse på ens velbefindende? Og hvis det er tilfældet, hvorfor kan man trives i larm? Og hvorfor trives jeg i det?

Er det en flugt?

Husker tydeligt de sene aftentimer fra lejligheden tæt ved Istedgade. Husker de lune sommernætter hvor åbne vinduer til taglejligheden, skabte et form for åndehul ud til en anden virkelighed. Jeg kunne høre de prostituerede med de sjove parykker kalde på sultne mænd i nattens mulm og mørke. Der var altid lyde. Altid liv. Ofte var der et interessant grundlag for det uforudsigelige. Det var også udenfor lejligheden, at min daværende kæreste blev taget på pikken af en med paryk. Han kaldte det uheldigt. Jeg gav ham ret. Tænkte det som et konstant spændingsfelt. Den voldsomme blanding af kulturer. Typer. Professioner. Livsmål. Tilvænningsperioden var lang, men da det først kom ind under huden, sad det fast. Som velcro der ved et uheld har hægtet sig fast på ærmet af en striktrøje. Jeg fandt roen i det ydre kaos. Så længe det varede. Kan hverken finde ro i det kaotiske indre eller ydre nu. Eller blot ro i roen.

Sænker hovedet en smule og betragter markerne. Der lugter af penge. I jysk forstand (læs: lort). Solen blænder mig, så jeg kniber venstre øje skarpt sammen.

Måske er jeg bare født som ro-løs?