Bagjul. Et koncept, som fanden må have skabt. Har aldrig været den store tilhænger af højtider. De minder mig ofte om dysfunktionelle familieforhold, og får mig mest af alt til at sidde tilbage med en underlig tung mavefornemmelse.

Klokken er 20.00

Alt har været lukket, og det skaber en irriterende stiltilstand.

Trækker vejret tungt.

Har brugt hele dagen på at pakke alle mine flyttekasser ud. Efter 4 stride timer er jeg endelig færdig. Det er faktisk første gang, at jeg ikke har en flyttekasse stående uskyldigt henne i hjørnet “just in case”. In case af, at jeg skal flytte igen lige om lidt. Men nu kan jeg blive her. I hele 2 år. Kan mærke, at jeg overmandens af en helt underlig følelse. En følelse, der er svær at definere.

Har brug for afveksling fra flyttekasser og nostalgi.

Klokken er 22.00

Smutter spontant på PåTaget.

Krammer i øst og i vest. Mest i vest.

Får stukket en drink i hånden. “Det sædvanlige”. Overvejer i et kort sekund, om jeg kommer her for tit, siden jeg kan have en ”det sædvanlige”.

Drikker det sædvanlige fra et sort sugerør, og de gennemsigtige dråber passerer hurtigt igennem systemet, og sætter sig som en blid summen i hovedet. Baren føles anderledes i dag. En masse nye ansigter har sneget sig ind på mit territorium. Jeg fornemmer en presset stemning, der gør mig en smule utilpas.

Lokalet er fyldt af røg. Et par stykker har vovet sig ud på dansegulvet, og laver et par forbudte trin i en rus af forglemmelsens eliksir. Musikken pumper. Den kvindelige DJ med de runde briller klager over, hvor dårligt det er. Jeg giver hende ret. Knipser billeder i forsøget på at finde en ro midt i alt det ydre kaos, og stemmer, der forsøger at overdøve hinanden. Fanger tilfældigt ingeniøren i min kamerasøger.

Vi krammer. Jeg går.

Forlader den pumpende bas og de midlertidige bekymringsløse ansigter.

En besked tikker ind fra ham. Ingenøren.

“I fucking miss you”.

Sukker. Mest over det faktum, at mænd først fatter hvad de har mistet, når det er for sent. Tager den falske læderjakke på, og vikler mit alt for store halstørklæde et par gange rundt om halsen.

Klokken er 2.30

Skruer de sorte høretelefoner ind i øregangen, og hører ”Dårlig Sex” med Thomas Buttenshøn for fuld udblæsning.

Chatter ham den flotte op. Jeg har set ham to gange før. Han bor selvfølgelig i København, men er på julebesøg i Odense. Ignorer stemmen i mit hoved, der forsøger at fortælle mig, at det er en pænt dum idé at skrive til ham nu.

“Er du i byen?”

“Ja, hvor er du?”

Klokken er 3.00

Kigger efterhånden lidt forpustet på klokken. Han har stadig ikke meldt noget klart ud. Hader at vente på svar. Går hjem til min lejlighed. Forbander på vejen kort min utålmodighed. Mine øjenlåg er efterhånden ret tunge, og mit hoved presser en smule. Mit hår lugter surt fra røgen på baren. Begynder så småt at fornemme de mørke rander, som vanligt sætter sit stempel efter for mange timer uden søvn samt muntert selskab af alkohol.

30 min. og et par beskeder senere står han uinviteret foran min hoveddør. Hans hukommelse fejler tydeligvis ikke noget. Han spørger om jeg er sulten. Og om jeg giver en kop the. Tænker kort, om han tror, min besked var et booty-call. Slipper tanken. Tager imod hans egen invitation, mens jeg varsler om flytterod.

Mærker et sug i maven, da dørtelefonen ringer.

I døren står den flotte mand. Hans stemme er en smule påvirket af julehumle, men ellers forholder han sig forbavsende ædru.

Vi drikker varm rooibosfarvet julethe, mens vi snakker i øst og vest. Mest i vest. Om barndom og fremtidsdrømme til lyden af Frank Oceans ”Orange Channel”, som strømmer ud af mobilhøjtaleren.

Byder ham på overgæret vin.

Hans brune øjne, som gemmer sig bag de lange øjenvipper, kigger intenst på mig, mens pupillerne spiller sig ud som store, sorte ringe. Han advarer om et kys. Tænker kort, hvorfor han behøver at italesætte det. Bliver konfus og ødelægger øjeblikket.

Han siger, at jeg er alt for kontrolleret, imens han giver mig den type kram, der er lidt for langt. Men også lidt rart.

Kysser et halvakavet farvel.

Han går.

Sidder tilbage med en mystisk følelse i kroppen.

Hvad fanden var det?

Sipper lidt flere pressede, sure druer.

Lægger mig under dynen i lejligheden, som efterhånden har fået en anden stemning. Ved ikke, hvad jeg skal tænke, så stirrer blot på den mørkegrønne Monstera plante, som er placeret ved fodenden. Er jeg virkelig kontrolleret? Slipper tanken og overgiver mig til drømmeland.

Drømmer livligt om flodbølger og en strandet færge.

Kigger på klokken. Fuck. Har på nuværende tidspunkt 15 minutter til min middagsaftale. Sukker dybt og højlydt over min tidsoptimisme, mens jeg sipper pressede druer. Smutter i det eneste sæt rene tøj jeg har tilbage. En mørkeblå kjole med lidt for store blomstermotiver.

Ud af døren.

Opdager, at jeg selvfølgelig har hul i strømpebukserne. Sukker lidt dybere i takt med de sorte laksko, som højlydt rammer de glatte brosten.

Bliver pludselig chattet op af fyren fra sidste weekend, som jeg i min lettere beduggede tilstand havde røget smøger med. Vi havde snakket om løst og fast der i baren. Mest fast.

Han inviterer på kaffe. Eller øl. Jeg afviser med et stik af ubehag. Føler mig stort set ligeså kold som temperaturen udenfor. Tænker kort, at jeg snart må lære at slippe min naivitet overfor mænds agendaer. Slipper tanken.

Klokken er 17.00

Ankommer til Vintrapperstræde. Bliver mødt af ingenting. Vælger at gå indenfor og finder to kvinder sidde og vente. Resten tilslutter sig selskabet efter det akademiske kvarter.

Jeg kender kun få.

Giver plads til snak.

En Irer er forsvundet.

Overhører hypotetiske redningsaktioner, og fornemmer en del alvor bag ironien.

Den forsvundne Irer melder sin ankomst midt i fisken, og med sin store strikhue og røde kinder får Ireren dæmpet bekymringerne af massen.

En halvdød torsk, et par udkogte grøntsager og et par glas Sauvignon Blanc senere, sidder jeg i en bil på vej mod lysshow på slottet.

Klokken er 20.15

Stiger ud af bilen. Hovedet føltes en smule tungt af alt det østrogen. Til gengæld føltes turen ikke så lang, hvis man ser bort fra det faktum, at jeg var ved at tisse i bukserne.

Vi vandrer lidt. Spotter en stor port, der fører ind til slottes indgang. Bliver nysgerrig, og får lyst til at gå på opdagelse. Jeg når dog ikke at fodre eventyrlysten yderligere, før en stor kædelås blive forbundet mellem de to gitre.

”Lukker du nu?” spørger jeg en smule skuffet den midaldrende mand, der står med kædelåsen mellem hænderne.

”Ja” får han sagt i en ret bestemt tone.

”Jeg bor her, og jeg skal holde jul med mine børn, da konen og jeg er skilt.”

Ved i et øjeblik ikke helt, hvad jeg skal sige. Jeg står og betragter det helt fænomenal store palæ, som pludselig får et skær af tristhed og underlig tomhed over sig.

”Håber du får en god jul i aften” får jeg sagt til manden med palæet, mens jeg mærker et stik af medlidenhed.

Vi går tur blandt lys og magi midt i haven. Paraplyer er lyst op, og ligner legende blæksprutter. Plastikbolde hænger som en dyne mellem buskene, og skaber en himmel af sølvkugler.

Drikker varm gløgg, der er alt for sød.

Tænker i et kort øjeblik, hvordan det må være at vokse op her. Får associationer til store troldmandshistorier og kostskoler.

Spotter et stort egetræ, der er smukt belyst. Dagdrømmer om en live-ballet under træet, mens toner fra Svanesøen strømmer ud af de strategisk placerede højtalere, og understøtter scenariet.

To mænd tilslutter sig pludselig gruppen. Jeg kender dem. Den ene er Ingeniøren. Har ikke snakket med ham i flere måneder. Fornemmer en halvkvalmende akavethed, og sætter hjernen på autopilot. Det føltes næsten som om, at jeg har set et genfærd.

Nyder et meget kort lysshow på slottes facade, imens mine tæer så småt er ved at skifte farve i de sorte laksko.

Det begynder at sne. Det fyger. Pludselig står jeg en smule fastfrosset både mentalt og fysisk.

Bliver samlet op af den sølvgrå karet, og vi kører med hvide sne-hagl trommende mod ruden tilbage til virkeligheden.

Svarer i enstavelser på kørende dialoger.

Klokken er 22.30

Ankommer til Old Irish. Bestiller vodka-danskvand.

Dobbelt.

Beder til, at bartenderen ikke kalder det en ”skinny bitch”.

Bestiller en til.

Og en til. Denne gang en tripple.

”Du er da nok tørstig, hva” får den unge bartender fremstammet i en kæk vending.

Kan kun give ham ret. Tænker i et kort øjeblik, at det måske bare er en fed måde at kvæle stemninger på.

Takker af.

Ser mig ikke tilbage.

Jeg trækker i den falske læderjakke og bevæger mig ud i kulden. Det bider lidt, og tankerne kredser om gamle minder.

Aftenen har sat et par stærke indtryk på mig. Følelsen af kontraster overmander mig en smule, og lader mig stå tilbage – en smule forvirret. Konkluderer dog, at jeg er et helt normalt menneske med sunde reaktioner. Og det at have følelser, der kan gå i baglås og få systemet til at køre på autopilot, også er en naturlig del af, at være nogenlunde i live.

Pakker mig ind i dynen i min alt for kolde lejlighed, imens jeg med en behagelig summen i hovedet pludselig bliver en smule opløftet af mine egne ord.

Jeg rammer hovedpuden med en mærkelig ro i kroppen.

Onsdag aften.

Er ankommet til Sir Club for at se comedy.

Bliver mødt af en gul facade og store glasvinduer som afslører, at det umiddelbart er en stille aften. Lokalet viser sig også hurtigt at være semi-tomt. Foran mig er der bygget en lille scene, og det store facade vindue er halvt dækket til med et stykke rødt stof. Her er stadig lidt for lyst.

Tre advokatkollegaer sidder med deres fadøl. Ved siden af dem, to kvinder og en mand – som åbenbart er i et åbent forhold. En interessant kombination. Jeg placerer mine baller på en mørk træstol i første parket.

Første komiker går på.

Anden komiker går på.

Den ene kvinde informerer om, at hun er uforstående overfor mennesker, der ikke anvender sengetæpper.

Tredje komiker går på.

Jeg smutter. Hen til baren. Bestiller en Dark ’n Stormy.

Ser blondinen med de runde briller. Hilser på hende i rygekabinen. Hun kigger på mig, med sine æblekinder, smilende, og tilbyder mig en cigaret. Fandens. Havde ellers lovet mig selv, at det skulle have en ende.

Er viljesvag og takker ja.

Mens røgen fylder mine lunger ud, føler jeg mig i et kort øjeblik helt afslappet.

Vi går udenfor. Ryger flere cigs. Der står en gammel, rusten is-dåse med køer på det våde træbord. Hun har sin kæreste med. De kysser. Jeg kigger væk. Ved siden af står en lang fyr med klassiske korte, lyse lokker. Han havde tidligere optrådt med et dukketeater, i liggende stilling, på et mørkegrønt Tuborg-tæppe. Bag mig sidder en fyr på hug, iført en farverig bomberjakke, et mindre mellemrum mellem fortænderne og en meget lille hue som blot dækker toppen af hans skaldede isse. Vi falder i snak. Mest om ingenting.

Kulden tager over, og tvinger os til at bevæge os tilbage til den lille rygekabine. Rummet er efterhånden fyldt op med så meget røg, at min vejrtrækning begynder at have problemer.

Vi forsætter alligevel snakken i selskab med glødende cigaretter og lunkne øl. Fritter den skaldede. Han afslører sin fortid som eks-rapper.

”Eks-rapper?” får jeg fremstammet.

Han bliver fjern i blikket.

“Kan du ikke lige rappe lidt for mig?” spørger jeg ham, mens jeg ser ham inhalere røg ned i lungerne. Han kigger på mig en anelse fjalet.

”Ej, vil helst ikke have at alle skal høre det.”

“Hvis du nu bare gør det stille”, får jeg sagt i en lettere overbevisende tone.

Han går helt tæt på, og spytter beskidt lyrik ud mellem læberne om en pige han engang stalkede. Får prompte associationer til ’klam fyr’.

Sætter mig udenfor. I ly for den passive røg. Placerer mig i en lyseblå metal-stol foran den gule facade, og får selskab af ham den lange.

De vil have mig med på Boogies.

Boogies er sådan ca. det sidste sted, jeg orker at tage hen på nuværende tidspunkt. Prøver at forklare dem om den klaustrofobiske følelse, dansegulvet derinde giver mig. De ryster blot en smule på hovedet, mens de ihærdigt forsætter med at prøve at overbevise mig. Havde helt glemt min egen anekdote om, at man ikke må disse Boogies foran en fynbo. De forstår tydeligvis ikke mit ambivalente forhold til stedet.

Klokken kalder derfor på hjem. En sjældenhed før 24.00 for et action-hungrende sind som mit. Har i min tankestrøm glemt hvor min cykel er parkeret. Igen. Anden gang på en uge. Forbander kort min korttidshukommelse.

Følges med dem til Pizza Pizza, imens jeg plejer min midlertidige demens.

Får en erindrings-åbenbaring. 

Vores veje skilles.

Tænker kort, om jeg skal drible videre og møde flere spændende mennesker. Men for første gang i lang tid har jeg egentlig bare lyst til at pakke mig ind under dynen derhjemme. En ny følelse som på mærkelig vis føles en anelse kærkomment. Stiger på cyklen med den falske læderjakke lynet helt op i halsen. Natten bider mig blidt i benet, og giver mig et diskret smil på læben.