Københavner-trøst og lommefilosofi

Et slot og et genfærd

Kigger på klokken. Fuck. Har på nuværende tidspunkt 15 minutter til min middagsaftale. Sukker dybt og højlydt over min tidsoptimisme, mens jeg sipper pressede druer. Smutter i det eneste sæt rene tøj jeg har tilbage. En mørkeblå kjole med lidt for store blomstermotiver.

Ud af døren.

Opdager, at jeg selvfølgelig har hul i strømpebukserne. Sukker lidt dybere i takt med de sorte laksko, som højlydt rammer de glatte brosten.

Bliver pludselig chattet op af fyren fra sidste weekend, som jeg i min lettere beduggede tilstand havde røget smøger med. Vi havde snakket om løst og fast der i baren. Mest fast.

Han inviterer på kaffe. Eller øl. Jeg afviser med et stik af ubehag. Føler mig stort set ligeså kold som temperaturen udenfor. Tænker kort, at jeg snart må lære at slippe min naivitet overfor mænds agendaer. Slipper tanken.

Klokken er 17.00

Ankommer til Vintrapperstræde. Bliver mødt af ingenting. Vælger at gå indenfor og finder to kvinder sidde og vente. Resten tilslutter sig selskabet efter det akademiske kvarter.

Jeg kender kun få.

Giver plads til snak.

En Irer er forsvundet.

Overhører hypotetiske redningsaktioner, og fornemmer en del alvor bag ironien.

Den forsvundne Irer melder sin ankomst midt i fisken, og med sin store strikhue og røde kinder får Ireren dæmpet bekymringerne af massen.

En halvdød torsk, et par udkogte grøntsager og et par glas Sauvignon Blanc senere, sidder jeg i en bil på vej mod lysshow på slottet.

Klokken er 20.15

Stiger ud af bilen. Hovedet føltes en smule tungt af alt det østrogen. Til gengæld føltes turen ikke så lang, hvis man ser bort fra det faktum, at jeg var ved at tisse i bukserne.

Vi vandrer lidt. Spotter en stor port, der fører ind til slottes indgang. Bliver nysgerrig, og får lyst til at gå på opdagelse. Jeg når dog ikke at fodre eventyrlysten yderligere, før en stor kædelås blive forbundet mellem de to gitre.

”Lukker du nu?” spørger jeg en smule skuffet den midaldrende mand, der står med kædelåsen mellem hænderne.

”Ja” får han sagt i en ret bestemt tone.

”Jeg bor her, og jeg skal holde jul med mine børn, da konen og jeg er skilt.”

Ved i et øjeblik ikke helt, hvad jeg skal sige. Jeg står og betragter det helt fænomenal store palæ, som pludselig får et skær af tristhed og underlig tomhed over sig.

”Håber du får en god jul i aften” får jeg sagt til manden med palæet, mens jeg mærker et stik af medlidenhed.

Vi går tur blandt lys og magi midt i haven. Paraplyer er lyst op, og ligner legende blæksprutter. Plastikbolde hænger som en dyne mellem buskene, og skaber en himmel af sølvkugler.

Drikker varm gløgg, der er alt for sød.

Tænker i et kort øjeblik, hvordan det må være at vokse op her. Får associationer til store troldmandshistorier og kostskoler.

Spotter et stort egetræ, der er smukt belyst. Dagdrømmer om en live-ballet under træet, mens toner fra Svanesøen strømmer ud af de strategisk placerede højtalere, og understøtter scenariet.

To mænd tilslutter sig pludselig gruppen. Jeg kender dem. Den ene er Ingeniøren. Har ikke snakket med ham i flere måneder. Fornemmer en halvkvalmende akavethed, og sætter hjernen på autopilot. Det føltes næsten som om, at jeg har set et genfærd.

Nyder et meget kort lysshow på slottes facade, imens mine tæer så småt er ved at skifte farve i de sorte laksko.

Det begynder at sne. Det fyger. Pludselig står jeg en smule fastfrosset både mentalt og fysisk.

Bliver samlet op af den sølvgrå karet, og vi kører med hvide sne-hagl trommende mod ruden tilbage til virkeligheden.

Svarer i enstavelser på kørende dialoger.

Klokken er 22.30

Ankommer til Old Irish. Bestiller vodka-danskvand.

Dobbelt.

Beder til, at bartenderen ikke kalder det en ”skinny bitch”.

Bestiller en til.

Og en til. Denne gang en tripple.

”Du er da nok tørstig, hva” får den unge bartender fremstammet i en kæk vending.

Kan kun give ham ret. Tænker i et kort øjeblik, at det måske bare er en fed måde at kvæle stemninger på.

Takker af.

Ser mig ikke tilbage.

Jeg trækker i den falske læderjakke og bevæger mig ud i kulden. Det bider lidt, og tankerne kredser om gamle minder.

Aftenen har sat et par stærke indtryk på mig. Følelsen af kontraster overmander mig en smule, og lader mig stå tilbage – en smule forvirret. Konkluderer dog, at jeg er et helt normalt menneske med sunde reaktioner. Og det at have følelser, der kan gå i baglås og få systemet til at køre på autopilot, også er en naturlig del af, at være nogenlunde i live.

Pakker mig ind i dynen i min alt for kolde lejlighed, imens jeg med en behagelig summen i hovedet pludselig bliver en smule opløftet af mine egne ord.

Jeg rammer hovedpuden med en mærkelig ro i kroppen.

2 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Københavner-trøst og lommefilosofi