Sådan kom jeg over min angst for at tale i større forsamlinger

sådan kom jeg over min angst for at tale i større forsamlinger

Men er jeg sådan helt-helt over det? Nok ikke. Bliver jo stadig rød i hele hovedet til tider (som jeg også har skrevet mere om HER). Men det er en god nervøsitet. Den slags der får mig til at performe bedre, og giver mig det famøse adrenalinsus. Før i tiden var alt i denne dur bare drøn ubehageligt.

Jeg har lavet en lille liste, med de ting som har hjulpet mig med at gøre ”scenen” til en tryg platform, fremfor et sted jeg har lyst til at løbe skrigende bort fra. Mange af disse punkter har jeg også brugt i forbindelse med eksamenssituationer.

  1. Først og fremmest har jeg brugt meget tid på at øve mig! Det lyder muligvis banalt, men når noget ligger så dybt begravet i ens adfærd, sker det sjældent fra den ene dag til den anden. Det har i hvert fald ikke været tilfældet for mig.

  2. Find noget du er god til. For mig blev det meget lettere at tale, når jeg faktisk kunne fortælle om noget,  jeg fandt enormt interessant. Og efter noget tid var det meget lettere at overføre samme strategi til de emner, jeg følte mig mindre tryg i.

  3. Vær’ opsøgende. Prøv det af. Find events. Bliv frivillig. Tilbyd at holde velkomsttalen. Det var nok det mest grænseoverskridende trin, men det var først her, uden for min comfort zone, at jeg udviklede mig enormt meget.

  4. Kold som is. Ej, det er selvfølgelig ikke helt sandt men så alligevel – især for et analyserende sind som mit! Jeg har brugt meget tænkeplads på at overveje, hvad andre nu mente, om det jeg sagde. Mon de grinte, hvis jeg sagde noget forkert? Eller var jeg slet ikke velformuleret nok? Hvad ville DE mon ikke tænke? Det punkt har jeg arbejdet en del med at få tryllet væk. Først og fremmest fordi jeg i bund og grund ikke aner hvad de tænker. Og hvis der bliver grint, er det nok et tegn på deres manglende selvværd og ikke et tegn på min præstation. Vildt, at det tog mig så lang tid at indse. Så jeg prøver at gøre mit bedste, ud fra det jeg har at byde ind med – og det er godt nok. Hvad andre tænker, er for så vidt ikke noget jeg behøver at bryde mit hoved med.

  5. Indtag scenen – fra start! Der er ikke noget værre end at komme dårligt fra start. Det kan for mig være helt afgørende, hvordan jeg vælger at træde ind i et rum, og hvordan jeg placerer mig på ”scenen”. Min erfaring siger mig, at hvis jeg selv tror nok på det, så skal andre nok også.

  6. Kropssprog. Vi taler meget mere med kroppen end hvad de fleste er klar over. Derfor har det hjulpet mig at få styr på det (i grove træk), så jeg naturligt fremstår mere troværdig, selvsikker og åben.

  7. Slap af. Både før og efter. For mig virker musik i ørene fremragende.

  8. Undgå at være sammen med andre nervøse mennesker. Det er faktisk nok det, der kan få mig mest ud af kurs. Flere angste/nervøse mennesker i flok har en fremragende evne til at piske en stemning op – og ikke af den gode slags. For mig har det være en gave at stille mig blandt de positive og powerfyldte mennesker før jeg perfomer (hvis der er nogen). Det smitter nemlig også! Alternativt vælger jeg bare at finde mit eget space indtil jeg skal på.

  9. Det er ok at være nervøs – det er faktisk en ret naturlig følelse. Jeg vælger bare, at lade være med at give det for meget fokus, og tænker derimod på alt det som jeg OGSÅ er. Spændt, dygtig, har styr på det osv. Hvis jeg hele tiden går og fortæller mig selv at jeg er nervøs, så bliver det mit fokus, og det smitter af på hvad jeg udstråler, og når jeg udstråler nervøsitet smitter det af på omgivelserne, og når omgivelserne fornemmer nervøsiteten er det lettere for dem at dømme – you get the point.

  10. Jorden går faktisk ikke under. Altså, hvis jeg nu alligevel står der og kampsveder og alt går i sort. Jamen, så er det bare sådan det er. De gange det er sket, har jeg efterfølgende kigget på hvorfor jeg kom helt derud og gået tilbage til punkt 1.

 

Anmeldelse: Sofar Sounds – Odense Filmværksted

Som en ny ting på bloggen vil der fremover være anmeldelser af fede events i Odense. Første event der står for skud, er Sofar Sounds, der leverede intimkoncert på højt niveau en højhellig mandag.

Event: Sofar Sounds

Hvor: Odense Filmværksted d. 22. maj

Artister: Mary Jean, Middlename Missisippi og M.E.T.A

Pris: Gratis (dog tages der mod donationer)

Sofar Sounds har rødder i udlandet, men har nu endelig fundet vejen til Odense. Konceptet er simpelt – musikken skal tilbage på en mere rå facon, og her bliver alt unødigt crap cuttet væk.

En del af charmen ved Sofar Sounds er ånden og sjælen, som mærkes på en helt anden måde, når man kommer så tæt på de musikere, der spiller. Hvad Sofar formår på unik vis, er at skabe stemninger. Sofar Sounds – “Songs From A Room” indikerer, at det oprindeligt er i folks private stuer, arrangementerne afvikles. I Odense har man dog taget skridtet videre, og finder skæve eller cool locations hvorved musikken og det generelle kulturliv i Odense forenes.

Aftenen bød på Middlename Missisippi bestående af 4 unge mænd. 3 af dem fra Esbjerg, men alle med hat, seler og hvide skjorter. Akustisk blød rock med en snert af folk og country.

Mary Jean sang så hårene rejste sig, og formåede at koordinere den afrikanske stil med sin meget delikate stemme. Det var med bjælde på foden og en tromme beklædt i dyreskind.

Koncerten sluttede af med fuld smæk på skillingen, da M.E.T.A indtog scenen med elektroniske toner.  En kvindelige stærk frontfigur som var svært at blive andet end betaget af.

sofar-odense

Stemningen var præget af den samme røde tråd som fra de tidligere events. Hyggelig og intim stil med kulørte flag og lyskæder dinglende fra loftet. En enkelt gullig sofa havde endda forvildet sig ind i Filmværkstedets lokale. Apropos tæt, så sad man både tæt på artisterne, men også på hinanden. På trods af et mindre hedeslag grundet de mange mennesker, udmundede det sig i en skøn musikalsk oplevelse.

sofar odense

(0-6)

Unikhedsfaktor: 5

Helhedsoplevelse: 5

Anbefalelsesværdigt: 6

Sprog: Primært engelsk

Bemærkninger: Der skiftes location fra gang til gang. Det giver rigtig god mulighed for at udforske Odense.

Ofte er det “bring your own drinks”, eller også er der mulighed for billige øl i baren.

Tip: Sæt dig helt foran for den bedste oplevelse!

Langhårede mænd og en trommestik

 

kansas city odense

Lørdag. Klokken er 21.00

Befinder mig på jernhesten i pendulfart mod Kansas City. Har i en brandert lovet min ankomst til en event, og min eventyrlyst skubbede mig til at følge op på løftet. Skal til et metal gig. Med et band jeg aldrig har hørt om før. På et sted jeg aldrig har været. Ja, hvorfor ikke.

Af sted til Odense M med Slipknot i ørene. En form for mental opvarmning, om man vil. En hvid, rusten Volvo passerer. På førersædet sidder en kvinde iført hvidt brudeslør.

Cykler videre. Kommer forbi en taxamand. Han sidder i mørket, og nyder sine fritter bag de semi-tonede ruder.

Godt varmet op med strofer som “I’ve felt the hate rise up in me” føler jeg mig nogenlunde i stødet. Selvom jeg stadig ikke har nogen idé om, hvad jeg har i vente – udover at jeg ikke skal drikke i aften. De sidste to dages udskejelser har sat sine spor i form af et mindre tungt hoved. Tager et kig på mine håndled, som er smurt ind i sort stempelblæk. Afslørende.

Bevæger mig igennem den store, lysende Tuborg-silhuet passage. Stiller mig i køen. Der står allerede en masse typer. Mænd og kvinder. Primært mænd. Størstedelen passer på det billede jeg havde i hovedet – resten ligner nogle, der er ligeså forvirrede som mig selv. Undergrund og sort dresscode hænger uskrevet i luften. Kun en enkelt har vovet sig ind i jakkesæt.

Møder en af kvinderne fra gårsdagens spontane havefest. Vi krammer.

Smyger mig ind til garderoben. Her er mørkt og stemningsfyldt med en svag lugt af sved. Bevæger mine slidte jeans op til musikken på 1. sal, hvor jeg bliver mødt af et halvfyldt lokale med en tung sky af testosteron. Overalt er der tatoveringer, langt hår eller bare hårvækst i den ene eller anden forstand. Fuldskæg. Gedeskæg. Fipskæg.

Bestiller en øl (der røg den alkoholfrie aften), og gør mig kampklar til, hvad end der må vente. Priser mig lykkelig over valget af sneaks og hoodie i dagens anledning.

I samme øjeblik som musikken spiller, forvandles publikum til en flok vilde dyr. Foran mig står en beskeden kødrand af mennesker, og headbanger til de insisterende metaltoner, der strømmer ud af de store højtalere. Der udspiller sig en form for fiktiv slåskamp, mens growleren lægger hænderne på en mands isse, som var han Jesus. Åbenbart en meget normal gestus i dette miljø. Kan ikke lade være med at smile lidt – mest grundet, at jeg føler mig enormt malplaceret.

Pludselig begynder musikken at rive i mig. Beslutter mig for at stille mig tættere på, og før jeg ved af det, tager jeg mig selv i at bange hovedet motorisk frem og tilbage til de svedende, growlende mænd med længere hår end jeg nogensinde kan drømme om. Om det er musikken eller aggressiviteten i musikken der tænder mig, aner jeg ikke. Men det føles fedt.

Drikker lidt mere øl. Det må snart få en ende med alt det alkohol, tænker jeg. Støder ind i Læreren fra færgefesten ved baren. Skåler. Går ud og mingler. Falder i snak med en Englænder, en skaldet mand der savner sit lange hår og fyren “Isbjørn” der er den heldige ejer af en kæle-slange. En kvinde med pandaøjne undrer sig over mit navn:

“Rebecca? Det er jo det hende fra Sex & the City, kalder sin punani.”

Smiler lidt over de mange samtaleemner som er oppe og vende. Midt i en smøg falder jeg i snak med en fyr med hår så vildt, at det kunne være taget ud af en L’Oreal reklame. Mistænker ham for at have Indianske aner. Han er musiker – som størstedelen af de deltagende. En forbipasserende stikker os en trommestik. Den er fuldstændig smadret, og ligner mest af alt en lang, hvid asparges. Åbenbart tilhørte træpinden trommeslageren i Annominus. Kigger ned på min hvide android. Klokken er 01.00.

Kæderyger smøger og bliver lokket til mere festivitas. Drikker Mokai’er til kl. 03.30 og konkluderer at Kansas er undervurderet på samme måde, som min viljestyrke er overvurderet i dagens anledning.

Cykler hjem. Følges med Indianeren. Forlader ham og hans yndige manke i et lyskryds. Vi krammer. Sætter Orgie-E i ørene og rapper beskidt lyrik oppe i hovedet, forstyrret af fuglesang. Nattens kulde får mig til at føle mig i live.

Forbander kort min spontanitet. Men glædes over den alternative musikalske oplevelse og det faktum, at jeg nu er ejer af mine helt egen trommestik.

 

 

Survival guide for Odense (mest til københavneren)

1. Savner du hipster-Nørrebro? Så kommer du til at savne længe endnu. Et lille plaster på såret kan dog erhverves ved at besøge et par af de små look-a-likes. Kan anbefale den Smagløse og Nelles for et lidt mere hypet alternativ.

survival guide odense

2. Lær at holde af brunsviger. Tænk ikke engang på at disse denne spise foran en odenseaner. Just. Don’t. Spis og klap kaje.

3. Flyt for guds skyld ikke til udkanten af Odense. Find i stedet en lejlighed i Odense C og glæd dig over at priserne stadigvæk er milevidt fra priserne i København.

survival guide odense

4. Køb en cykel. Alt transport er en prøvelse af din tålmodighed her i Odense.

5. Odense er lille. Meeeget lille. Så chancen for at du støder ind i en du kender er ret stor. Husk det, næste gang du giver den gas på Boogies. Eller hvilket som helst andet sted med mulighed for alkoholservering i byen.

survival guide odense

6. I forbindelse med punkt 5: Du må ikke disse Boogies (ligesom du heller ikke må snakke grimt om Crazy Daisy foran en jyde).

survival guide odense

7. Du skal lade være med at påtale den fynske accent. Bare lev med den. Efter noget tid er chancen for, at du selv ”synger”, ret stor.

8. Tempoet er lidt anderledes her på Fyn. Nyd at du kan tage tingene lidt mere stille og roligt. Man vænner sig til det.

9. Forbered dig på at Odense er to forskellige byer afhængigt af årstiden. Om sommeren vrimler her med pæne mænd og smukke kvinder.

survival guide odense

10. …I vinterperioden er der til gengæld så dødt, at du kan høre dit eget ekko.

survival guide odense

11. Engager dig i noget frivilligt arbejde. Især vigtigt når du er ved at gå til af kedsomhed i vinterhalvåret.

survival guide odense

12. Odense har både en Vesterbro og sågar en Kongens Have. Bare for at skabe en hjemlig feeling og gøre dig lidt mere forvirret.

hjernestorm

13. Du skal ikke have en Tuborg. Det er en direkte fornærmelse. Bestil en Albani.

survival guide odense

14. Og sidst – men absolut ikke mindst, så er Odense faktisk ikke så slem. Hvis du da lige skriver dig ovenstående bag øret. Spis den brunsviger, drik noget Albani og nyd den fynske dialekt. Byen vil uden tvivl vokse på dig (din wannabe-fynbo).

Bliver man dummere af at se TV?

hjernestorm

I min stue står en Sony fladskærm. 32 tommer. Den har fulgt mig i tykt og tyndt i snart 8 år. Overlevet ca. 17 flytninger. Den står der helt uskyldig og med en blank sort plastikkant. Lidt skrammer hist og her. Kan ikke modtage andet end analogt signal – og så er den desuden ikke slået til. Ikke engang koblet på diverse streaming tjenester. Den bliver praktisk talt kun brugt til at afspille slidte DVD’er.

Jeg ved faktisk ikke hvorfor, jeg ikke har givet den en direkte billet til storskrald.

For ca. to år siden tog jeg nemlig det valg, at jeg ikke magtede at se TV længere. For det første var mine brækreflekser ved at komme på overarbejde, hver gang de samme udsendelser blev genudsendt. For det andet gruede jeg over mit daglige tidsforbrug af ren og skær skærmtid.

Sad ofte med samme følelse, som når man har købt en gammeldags med alt for mange kugler, guf, flødeskum og en politisk ukorrekt ’negerbolle’ på toppen. Det der med at man stadig bliver ved med at slikke på den, selvom kvalmegrænsen er nået. Ofte virkede det som om, at tiden forsvandt ned i et sort, bundløst hul. En opslugende tidslomme der blev til en form for virkelighedsflugt. I min optik – en fordummende hobby.

Grunden til mit valg udsprang dermed som en indre demonstration overfor tidsrøvere. En slags forårsrengøring om man vil. Men mest af alt blev valget truffet på baggrund af de påvirkninger, jeg var (og er) modtager af i form af død og ødelæggelse, som næsten var lige så rutinepræget som indtaget af min daglige vitaminpille. På skræmmende vis var jeg blevet en smule immun af at have nyhederne kørende i baggrunden, som var det baggrundsmusik. Immun overfor alt det kaos medierne udbasunerede. Og jeg blev skræmt. Skræmt over at endnu et terrorangreb eller et dødt barn ikke rørte mig på samme måde. Det var pludselig blevet hverdagskost.

Jeg besluttede mig for, at jeg ikke havde behovet for at få døde børn plasteret ud i mit sarte, danske ansigt sammen med min morgenmad. Kynisk? Måske. Men mere ubærligt og kynisk at skulle få disse injektioner sammen med mælken i min kaffe. Og skræmmende at få følelsen af at blive mere følelseskold.

Siden hen har jeg undret mig. For det første savner jeg det ikke. En ting er det ligegyldige indhold, de samme genudsendelser og indholdsløst TV. Ting der ikke bidrager til andet stimuli end at fjerne kedsomheden for en stund. En anden ting er nyhederne. Dog mener jeg, at de sociale medier har dækket mit informative behov for det ydre kaos. En anden ting er, om det billede der bliver skabt, er det mest hensigtsmæssige?

Men har man grundlæggende en pligt til at følge mere med? Bør man sætte sig detaljeret ind i hvad der foregår i udpenslende detaljer – til tider forvrænget af medierne? Er det mon ligeså slemt at slukke for det negative som at være tilskuer til det? Og bestemmer vi ikke selv hvad vi ønsker at bruge vores tid på?

Bliver man dummere af at få sprøjtet nyheder ind via et medie, eller bliver man dummere af at lade være?