Har vi brug for mennesker?

Har i dag ikke rørt mig ud af flækken. Muligvis er det en form for destruktiv adfærd. Jeg ved det jo godt. For meget alenetid giver plads til for meget tænketid. Og så lammer det mig.

En masse tanker har rumsteret. En masse følelser har været fanget i kroppen og givet mig en tung fornemmelse.

Jeg lukker den sølvgrå laptop ned. Beslutter mig for, at jeg ikke vil mere for i dag. Min kreativitet er stagneret. Problemet med for meget fritid er, at det forstærker min følelse af ensomhed.

Er gået på jagt efter den sidste nødsmøg, som jeg har gemt et sted i lejligheden. Finder den i min sorte dametaske, som jeg havde som følgesvend på min sidste bytur.

Placerer mig selv på den grå svalegang i ghettoen, med udsigt over trækroner og en sol der er ved at gå i dvale. Med et halstørklæde viklet om håret, smøgen i den ene hånd og et halvt glas rødvin i den anden står jeg reflekterer. Bliver ramt af en mur. En sørgmodig en af slagsen. Lige her, lige nu, føler jeg mig bare helt igennem ensom i denne by.

Det er en blanding af afsavn og trangen til at fortrænge. Savnet af de mennesker jeg faktisk holder af, og en konstant higen efter at blive aktiveret for ikke at komme for meget i kontakt med afsavnet.

Sipper lidt mere af den kølige Zinfandel.

Sommetider tænker jeg, hvorfor det er så let for mig at få bekendte, men at dybe relationer er en udfordring for mig? Er det mon frygten for at skulle lide flere afsavn igen? Mere end jeg gør i forvejen? Frygten for at miste?

Har længe givet mit anderledes livssyn skylden. At det kan være vanskeligt at tilpasse sig flokken, når mange ting man normalt gør i flok, ligger mig så fjernt. Dertil kommer følelsen af, at jeg ofte føler mig alene – men dog i live, selvom jeg er omringet af mennesker. En ofte forvirrende kombination.

For blot et par dage siden gentog jeg mit mønster. Noget kom for tæt på, så jeg gik i forsvarsposition. For det er jo lettere at være alene, end at skulle forhold sig til andre mennesker – er det ikke?

…Det er i hvert fald den løgn, jeg fortæller mig selv.

Vi mennesker har vel brug for at blive spejlet i dybe relationer. De relationer hvor alle skyggesiderne bliver fremtrædende, og man bliver konfronteret. Sommetider brutalt. Andre gange som et blidt skulderklap i den rigtige retning. Men det er bare så meget lettere at leve på overfladen – dog også så tomt. Tænker lidt, at en verden hvor den tætteste relation er en selv, er en sorgløs tilværelse, så længe man kan holde til at være i den. Derefter bliver den blot mere og mere deprimerende.

Interviewede digteren forleden. Hans ord ramte mig dybt. Ikke med det samme men efter lidt tids refleksion.

”Hvis verden ikke er så simpel, som jeg siger den er, så er den for kompliceret til mig.”

Har jeg mon spændt ben for mig selv i min stræben efter at høre til ved at komplicere tingene? Og bunder min ensomhed i, at jeg gør situationen mere kompliceret, end den behøver at være? Skubber jeg ting væk, fordi jeg overtænker situationer fremfor at bare at være i dem? Fordi jeg tænker, at mennesker og samtaler skal være komplekse, før jeg finder værdien i dem?

Inhalerer det sidste røg ned i lungerne. Cigaretten føltes tiltrængt og en smule forbudt.