Held – eller Law of Attraction?

Sidder hjemme i ghettoen med en oversize trøje på og en kop kaffe i hånden. Det øser ned. Som i virkelig heftig regn. Jeg havde dog lovet mig selv, at bevæge mine lemmer udenfor for at få lidt motion.

Kigger ud af vinduet. En indre dialog opstår med mig selv, hvor jeg meget ivrigt prøver at argumentere for at blive hjemme under dynen. Fornuften sejrer dog (heldigvis), og før jeg ved af det, er jeg på vej ud af døren.

Smart som jeg er, har jeg forlagt min paraply og har i stedet helgarderet mig med et DIY regnslag – aka den falske læderjakke. For at beskytte håret, naturligvis. Krøller (der er fladet) og regn, har aldrig været en god kombi. Faktisk er det gældende med alt der er fugtigt, medmindre jeg har lyst til at ligne en skovtrold. Så med ørebøfferne solidt placeret i øregangene, og mit ’regnslag’ gjort klar, er jeg efterhånden klar til at stige ind i den aflange, motordrevne, regnsky boble. Det der er med DIY-projekter, er, at det ikke altid virker lige godt. Som mit regnslag eksempelvis. Så da chaufføren åbner døren, møder jeg ham med et smil, et hej og en sø der følger efter mig.

Mens jeg står der, helt i min egen verden, med alt for højt musik strømmende ind i mit indre, fornemmer jeg en, der meget gestikulerende prøver at sige noget til mig.

Kigger op. Foran mig står en ung gut. Ikke mere end tyve somre. Maks. Tager den ene hørebøf ud, en anelse småforvirret. Han peger på chaufføren: ”jeg tror han prøver at få kontakt med dig”, får han fremstammet bag de bløde læber. Kigger hen på buschaufføren, der i mellemtiden står og vifter med en sort genstand. ”Her, ta’ den. Det er en paraply. Den har alligevel bare ligget her i lang tid, og du har sikkert mere brug for den end jeg har”.

Får hovedet frem fra sit skjul under jakkeforet, og kigger lidt forundret på ham. ”Tak! Som i virkelig – tak!” Tænker med det samme, om det er muligt sende uanede mængder instant, god karma i hans retning.  Måske er mit held ved at vende?

Stiger ud. Slår vejen forbi den Smagløse. Bestiller en bajer og lytter til oplæsning fra den Fynske Forfatterskole.

Efter lidt tids overvejelser, beslutter jeg mig for, at i dag ikke er dagen, hvor der skal ske det vilde. Vælger derfor at sætte mig hen på stamcaféen for en varm chai-latte i ly for regnen og larmen.

Da jeg er ved at bestille, kan jeg nærmest smage den søde skum på læberne før den overhovedet er hældt op. Hun kan endda huske hvilken variant, jeg plejer at få.

“Det var den lilla, ikke sandt?”

“Jo, det er det”, får jeg sagt.

Føler mig pludselig lidt mere hjemme. Dog kører hovedet stadig i frigear. Hiver computeren frem. Kommer ved et uheld til at slette en hel hjemmeside. Er ved at rive et par totter af mig selv. Får læst op på valget mellem Trump og Hillary. Fikset et par løse ender. Får skrevet ovenstående del af blogindlægget. Da klokken nærmer sig lukketid, får jeg pakket mig sammen. Tjekker bussen ud til ghettoen. Den kommer om 30 min.

På med den falske læderjakke og ned i den store, sorte taske med computeren. Jeg er på vej hen mod udgangen, da en mand pludselig hiver fat i mig.

“Er det ikke på tide med en fyraftensdrink?”

Egentlig ikke, var min første tanke. Havde jo lige tjekket bussen, som allerede var ved at løbe fra mig – rent tidsmæssigt. Kigger på ham. Han har allerede hældt et glas med kølig hvidvin op.

Fanden tage det, får jeg tænkt og placerer mine baller i barstolen i stedet. Vin virker på mig, som slik på børn.

Han sidder der med sin meget venlige attitude, og vi falder i snak. Den høje, lyshårede fyr der står i baren, er ved at lukke det hele ned. Imens sidder vi sipper alkoholiske dråber. Vi taler om musik. Om Heartland. I et nostalgisk øjeblik får vi lyst til at høre Gregory Porter. En jazzet stemning opstår, og vinen smager bedre og bedre.

Et ældre par tilslutter sig. En hvidhåret mand med mørke, karismatiske briller og hans kone. Går ud fra, at de er venner med personalet. De bestiller Høker bajere. En Skive øl.

Den venlige mand og jeg krammer farvel.

En times tid senere, kommer to piger forbi. En mørkhåret og en lyshåret. De snakker om studie, og mit hoved er på nuværende tidspunkt ved at være en anelse træt. Har svært ved at følge med. Drikker min vin i stedet. Takker af, og tjekker busplanen. Lucky me – der går lige præcis en afgang jeg kan nå. Den sidste, vel og mærket. Klokken er næsten 02.00.

Har fået en lille glad brandert på. Kommer tør hen til Banegården ved hjælp af min nye paraply. Når min bus. Er det mon definitionen af Law of Attraction, eller var det bare en usandsynlig heldig dag?

Når til ghettoen. Sætter nøglen i hoveddøren og får placeret mig under dynen. Med et stort smil på læben ligger jeg og tænker. Der er virkelig noget om, at livet sker, mens du har travlt med at lægge andre planer.