Sure gamle mennesker og en mågeklat

Jeg ved ikke, om det er vejret. Muligvis. Måske fordi det blæser lidt mere end vanligt? Måske fordi det er lidt køligere, end det plejer at være i april? De ældre er i hvert fald blevet køligere i rumpetten. Spydige kommentarer og en negativitet omkring min generation der er så stor, at kunne øjne dræbe, så var jeg ramt for længst.

Mormor-sødmen er pist forsvundet og erstattet af bedstemødre og bedstefædre fra helvede. Jeg formåede at få (og overvære) ikke en – men tre reprimander fra segmentet 70 + på under et døgn.

Jernhesten var sat til tælling af vinden forleden. En knækket bagsmæk og et stel smurt i mågeklatter. Great. Kiggede på mit sæde, hvor en frisk klat var blevet placeret – lige der hvor mine baller gerne skulle være. Kunne næsten fornemme, at den stadig var varm. ”Ok. Bussen it is…” Tænkte, det næsten måtte være et tegn fra oven om at lade cyklen stå. Også selvom de kloge hoveder mener, at det bringer held. At blive skidt på. Af en måge, naturligvis.

Ind i bussen. Afsted til Banegården (Banegården, som åbenbart er en højborg for ældre, hvis man tæller pendlerne fra. Særligt om formiddagen). Og som vanligt, blev der kigget.

Fred være med elevatorblikkene, når jeg kommer der med hastige skridt og hullede bukser, den falske læderjakke samt cap. Måske tror de, jeg er hjemløs? Det er kommentarerne og de himmelvendte øjne som ofte er nedladende, og handler om, at man mangler respekt, som jeg ikke gider. Har da altid selv lært, at har man ikke noget pænt at sige, så lukker man munden pænt i. Det gælder åbenbart ikke, når man er produceret før år 1950.

(Note to myself: drop offentlige transportmidler i Odense…)

Nå. Men scenarierne udspillede sig nogenlunde således; først på Banegården, så ved gågaden. Finalen udfoldede sig ved Rosengårdscenteret:

1. På rulletrappen. I fuld gallop mod en bus som er ved at suse fra mig. Siger pænt ”undskyld, må jeg smutte forbi. Får en vrissen tilbagemelding: ”de unge nu til dags”. Undskyld mig, men venstre side ER faktisk beregnet til at gå på. Ikke stå. Nu må vi lige få støvet rulletrappereglerne af.
2. To mænd kommer cyklende. To ældre kvinder vælger at råbe efter dem ”at det ikke er en cykelsti”. Muligvis ikke, men hvorfor bruge tid på at hidse sig op? Det får man ikke mindre grå hår af.
3. Ved Rosengårdscenteret. Venter på en bus (satans mågeklatter). Sætter mig ind i ventekabyssen. Mine hørebøffer er lige gået i stykker. Kan derfor høre alt, hvad der bliver sagt omkring mig (det er noget nyt). En gammel dame kommer ind. Forventningsfuld og bestemt, vil hun have jeg skal rykke mig, selvom der er rigeligt plads til hende. Hendes ryg gør ondt. Undrer mig over hvad det vil hjælpe, at hun får min plads, fremfor den ledige der er lige foran hende. Men rykker mig. Glemmer dog at sige noget. Rykker bare. Og hun er bestemt ikke glad. Ikke noget tak. Ingenting. Og så begynder hun ellers bare at stirre på mig, som om at jeg har begået en synd. Brudt et hemmeligt kodeks. Du ved – typen der himler lidt med øjnene, og trækker vejret enormt tungt på sådan en ”suk-agtig” måde.

Bare lige at få noget på det rene, så mener jeg selvfølgelig, at ældre mennesker skal behandles med respekt – men på lige vilkår som alle andre. Er du dårligt gående, så flytter jeg mig hjertens gerne. Er du træt, så må du gerne få min plads. Jeg hjælper dig også gerne over vejen, men gider simpelthen ikke den sure attitude. Nu må det altså stoppe. Bare fordi man er godt op i årene, har man ikke en menneskeret til at brokke sig. Over alt. Eller til at lege politibetjent.