At tale eller holde kæft?

Som ekstrovert med introverte træk (som jeg også har skrevet om HER), popper dette emne ofte op i mit hoved. Særligt fordi at jeg i perioder kan have en stor trang til at tale for at være i stand til at tænke. Kører kroppen og hovedet derimod på lavt blus, er det ofte omvendt. Andre gange når jeg lukker i, skyldes det noget så simpelt som bearbejdning af indtryk. Når hjernestormen er slut, har jeg brug for at samle enderne i mit eget hoved, for at kunne danne mig et samlet billede. Min egen forståelse af samtaleemnet. Om samlingen af enderne når at manifestere sig under selskabet med andre, eller det først kommer dumpende når jeg er hjemme i mit helle, er en anden sag.

Derfor danser jeg ofte limbo med mine tanker, som enten har ordlyden: ”hold op, hvor du snakker” eller ”hold op, hvor siger du ingenting”. Pudsigt nok, bliver sidstnævnte hyppigt fulgt op af et ”er du ok” (ikke af mig selv, men af dem jeg er i rum med), da stilhed i vores samfund ofte er lighedstegn med manglende input og engagement. Og stilhed skal helst fyldes ud med ord. For stilhed er faktisk enormt intimt. MEN… Det er i stilheden, at jeg oftest oplever en stærk og anderledes kommunikation. Hvis vi virkelig observerer nysgerrigt, er det min erfaring, at det er muligt at aflæse stemninger, holdninger og dynamikker, som måske er helt skjulte, fordi de normalt bliver overdøvet af ord. Jeg mener, at ord har magt. Meget endda. Men jeg mener samtidig, at kroppen er den ubevidste med- eller modspiller, som ofte sidder med den trumfende joker.

Jeg var for noget tid tilbage inviteret på ”Silent Sightseeing”. Formålet var, at vi skulle lære at holde kæft i flok. Opgaven lød på noget så simpelt, som at gå igennem Københavns stræder og gader og bare observere. Bare være til – uden at sige noget. Dermed blev alt verbal kommunikation skåret væk. Vi gik rundt som en omvandrende parodi af et Mop Flash. Folks blikke vidnede om, at de var uforstående overfor vores mission. Men det var stærkt – rent indtryksmæssigt. Og grænseoverskridende. Jeg husker især, da vi stod foran en stor lysende reklameskærm på Rådhuspladsen. Tyve mennesker, med store øjne, stirrede ind i skærmens skiftende lys. Lyset fra skærmen virkede blændende men samtidig hypnotisk. Alt imens menneskerne traskede forbi i deres egen støjfulde verden, opstod der en form for syret siloeffekt. En stilhed i stormen. Et rum hvor der var enormt meget ro på trods af kaotiske omgivelser. Dynamikken ændrede sig, da vi alle fik mundkurv på. Vi begyndte at tale med kroppen, og på en eller anden mærkelig facon, forstod vi alligevel hinanden. Jeg vil vove at påstå, at forståelsen skete på et dybere plan. Det var intenst og gav mig blod på tanden til at reflektere. For hvis der ligger så meget guld i tavsheden, hvornår ved man så, hvornår man skal holde kæft?