Du ved, det er sommer i Danmark når...

Københavner-trøst og lommefilosofi

Det er lørdag.

Klokken har passeret 20.00. Mine lemmer er placeret hjemme i den grå ghetto.

Ordene fra gårsdagens event sidder stadig som en parasit i mit hoved.

”Gå nu hjem og få noget hvile. Du ser virkelig træt ud”.

Kunne ikke lade være med at tænke, at træt ikke var ordet. Ordene var nærmere tom og trist og med den der følelse af, at det simpelthen ikke kan passe. Har de sidste par dage trasket rundt i en mindre zoombie-agtig tilstand med absolut 0 % lyst til menneskekontakt. Den der tilstand hvor man går i sin egen silo, og der er så lidt koncentration, at det nærmest burde være forbudt.

Sidder på stuegulvet, ret så sørgelig med mascara ned af kinderne, mens jeg på skamlytter ”You Make It Real To Me” med James Morrison på repeat.

Har efterhånden siddet her med papirservietter i en time, hulkende, og med en gennemborende følelse af et stort, sort hul i hjertekulen.

Chatter Københavneren op.

Hun siger, at hun bare har lyst til at give mig et kram.

Vi tuder begge lidt.

Griner lidt over kærligheden.

Griner over alt det tragi-komiske som kærligheden også rummer.

Hun står i Netto, og har i sin brandert købt et par strømpebukser og en Daim. Mens hun står i køen blandt andre fulde mennesker, bliver vi enige om, at timing er alt.

Placerer vinglasset mellem læberne, og sipper berusende dråber. I et kort øjeblik føles det tunge hoved lidt mere roligt, og de opsvulmede øjne begynder at slappe en smule mere af. Tænker i en kort stund, at en snak med en god veninde og en flaske bordeauxrøde, pressede druer er bedre end terapi – og bestemt også billigere.

Kører hånden i gennem de ustyrlige krøller, som jeg efterhånden har opgivet at styre. Nu har manken i stedet fået frit spil, og fylder godt i landskabet.

Lukker samtalen med Københavneren.

Hun er fuld. Jeg er træt.

Fylder mig selv med lommefilosofi som en form for medicin mod min tilstrømmende ensomhedsfølelse. Tænker lidt. Det er som om, at det er en naturligt del af livet. Det med at miste. At når vi giver slip, så dør det – men samtidig gives der også plads til noget nyt. Ret skræmmende. Men også fortrøstningsfuldt.

Holder fast i tanken, og hopper ind under dynen på et tidspunkt, der sjældent kalder på drømmeland.

Københavnerens ord runger samtidig i mit hoved. ”Alt bliver bedre når du har sovet på det”.  

 

 

   

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Du ved, det er sommer i Danmark når...