Tung bas og sort uheld

Slår øjnene op.

Klokken er kun 06.30. På en lørdag. Fornægter mig selv at stå op nu. Forsøger at sove videre. Prøver samtidig at sove fra det faktum, at jeg har forlagt mit dankort på et ukendt sted, og jeg nu er på 2. dagen uden det skide plastikkort, og føler mig en anelse amputeret.

Kl. 09.00.

Hopper ud af sengen. Spiser knækbrød med den ene hånd, mens jeg tjekker Instagram med den anden.

Går mod vaskekælderen. Alle maskinerne er ledige. Scanner det lille, lyseblå Miele-kort og finder ud af, at jeg mangler 1 krone for at kunne vaske. Are you fucking kidding me.

Vender snuden tilbage til lejligheden, og placerer i stedet mine baller på fåreskindet i den sorte stol, for at komme i gang med mine skriblerier. Computeren er i mellemtiden gået død for strøm. Leder febrilsk efter opladeren, men den er væk. Som i pist væk. Fornemmer en blid irritation sprede sig i kroppen på mig.

Chatter chefen op. Hun indvilliger i at mødes med mig og lukke mig ind på kontoret.

Finder til mit held laderen, og ånder i et kort øjeblik lettet op. Drager mod centrum i forsøget på at få lavet noget produktivt. Prøver at finde en café, men kommer i tanke om, at jeg stadig ikke har mit kort, og caféer, der tager imod Mobilepay i Odense, er åbenbart vanskeligt at opstøve. Sukker tungt, mens jeg trækker jernhesten rundt i sommervarmen i cirkler om mig selv.

Chatter ingeniøren op.

”Er ikke i det bedste humør i dag…”

Får et opmuntrende retursvar. Smiler til telefonen.

Sopper hvileløst videre i Odenses gader, og finder endelig et potentielt sted. Stikker hovedet ind af den hvide dørkarm ved Brandts passage.

”Tager i Mobilepay?” får jeg sagt med en lettere forventningsfuldt stemme.

”Det gør vi, ja” svarer den lyshårede ekspedient.

Bestiller en milkshake. De har kommet fløde på toppen. Prøver at navigere udenom klatten og dykke ned med sugerøret i den røde, syntetisk-farvede mikstur. Får tanket op med strøm på samtlige apparater, og bevæger mig udenfor igen. Har imellem jordmilkshaken og tankemylderet dog glemt, hvor jeg har placeret jernhesten. Vader rundt i 30 min. før jeg får min åbenbaring. Beslutter mig for at drage mod dagens koncertoplevelse.

Kl. 21.00. Ankommer til Bas under Buen.

Bliver mødt af en plads fyldt med sand og kradsende ukrudt. Bassen pumper derud af, og der er en sød lugt af hash. Har lyst til en drink, men kommer i tanke om mit manglede kort, der efterhånden er ved at give mig en mindre hjerneblødning.

Knipser billeder, og forsøger at finde ro i kroppen.

Beslutter mig for at sætte mig på havnen og få uploadet dagens fangst.

Telefonen begynder at bimle. Det er Københavneren, der ringer mig op. Vi snakker om sex.

”Har du hørt, at der er noget der hedder slikke-lapper? Jeg havde den vildeste griner over det, da jeg ikke kunne lade være med at forestille mig en lille hamster der slikkede på en lap”, siger hun, imens hendes ikoniske grin brænder igennem telefonrøret, og får mig til at smile.

”Ja, det har jeg da.” får jeg svaret.  

”Hm. Det må være fordi, du er så ung. Alle mine andre veninder var helt blanke, da jeg spurgte dem. Men altså. Kondomer og nu slikke-lapper. Hvad bliver det næste? Har vi i forvejen ikke nok at bøvle med?”

Studser lidt over hendes spørgsmål. Mobilen kommer mig dog i forkøbet ved at afbryde forbindelsen grundet manglende strøm.

Går tilbage til bassen.

En mørkhåret pige, iført en rød striktrøje, henvender sig til mig. Tilbyder mig noget af hendes rom og cola, som skvulper frem og tilbage i det lille plastickrus. Takker nej, og føler mig i et kort øjeblik som lidt af en lukket stodder. Opgiver hurtigt hele scenariet, selvom musikken har en dragende effekt på mig.

I det næste øjeblik ser jeg mig selv placeret på den røde jernhest. Da telefonen er gået på ferie, har jeg kun den friske sommervind som musikalsk indspark. Kigger fokuseret på cykelstien – for én gangs skyld. Har jo ikke rigtig andet at lave.

Spotter en sort kat komme i galoperende fart over stien. Den stopper op, og giver mig blikket. Mit semi-overtroiske sind spiller kispus med mig, og jeg når at tænke, ‘at det fandme må være løgn’. I midlertidig arrigskab kommer gloserne ud af min mund, men heldigvis i så diskret en tone, at de bagvedkørende cyklister ikke overhører mit mindre udbrud.

Tænker lidt, imens vinden river mig i håret. Min mobil er død, min computer laver løjer med mig, mit vaskekort er tomt, mit kort er væk og så støder jeg ind i symbolet på sort uheld. Nogle gange er det måske meget smart bare at trække stikket og være lidt arrig i fred og ro? Selv på en lørdag.