Jeg er pisse stolt. Af mig selv.

Er det dig?

 

er-det-dig-hjernestorm

Nu er det efterhånden et stykke tid siden, at jeg har swipet på livet løs. Men jeg har været der. Det var nærmest blevet til en sport, da jeg boede i København.  

Og Tinder er et pragteksemplar på, hvad det vil sige, at folk kender sine gode vinkler (og hvordan man skjuler sine mindre gode). Og bevares. Det er der intet galt i. Det eneste der er kritisk, er den flade fornemmelse man kan stå tilbage med, når man så mødes, og forventningerne slet ikke lever op til det ‘lovede’. Særligt for et visuelt menneske som jeg. Helt grelt har det været, de gange, hvor jeg har stået i en situation, hvor jeg praktisk talt ikke har kunne genkende manden foran mig. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at jeg hellere bare vil have det ægte billede fra starten af (hvad end det så er). Brugte på et tidspunkt en taktik, der gik ud på, at jeg tog det mindst flatterende billede som udgangspunkt i det reelle billede, og så kunne jeg altid blive positivt overrasket. Ja, det lyder faktisk enormt overfladisk. Og det var det også.

Dette er blandt andet en af grundene til, at jeg foretrækker at møde mennesker i virkeligheden. Altså, offline. Udenfor skærmen. For kemi kan ikke måles ud fra et billede, og tænk hvor mange dejlige mænd og kvinder vi går glip af ved at vurdere alt ud fra et par fotos? For siger det bare – ligeså fotoskøn man kan være på billeder, ligeså lidt tiltrækkende kan man være i virkeligheden og vice versa.

Men det er svært. Kender det selv. Jeg vil da også smadder-gerne se brandlækker ud på alle billeder. Sandheden er bare, at jeg ofte går den naturlige vej, har lidt rander under øjnene, og nyder sneaks og jeans i kombination med en behagelig t-shirt. Jeg har også en lille dobbelthage, når jeg sover. Og så er det jo lidt ærgerligt at give det indtryk, at jeg bruger 2 timer foran spejlet hver morgen, for det er ikke mig.

På den anden side er det også en udfordring at vide, hvornår man “ligner sig selv”.

Billedet i dette indlæg viser mine vinkler. 8 billeder. Én person. Med intet filter, lidt filter eller tenderende til voldsomt meget filter…   Taget samme dag (lige på nær billedet i nederste, højre hjørne).

Gad vide ’hvem’ der ville få flest Tinder-likes?

2 kommentarer

  • Jeg har altid synes at man skal finde en gylden mellemvej til profil billeder på evt dating sites.. Og faktisk synes jeg det fedeste er hvis man kan fange lidt glimt i øjet eller humør.. Men det er svært hvis man selv skal tage det.. Men jeg burde nok slet ikke udtale mig.. Har aldrig været på tinder… ha ha.. Er faktisk ret glad for at jeg slet ikke er på hele det der gedemarked..

    Knus <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • hjernestorm

      Det er nemlig meeeget svært! Og nu er jeg ikke typen, der er særlig vild med at spørge andre, om de ikke lige skulle have lyst til at knipse et par billeder af mig. Det blogger-gen må jeg have til gode. Ha.

      Men du har en rigtig god pointe med lidt glimt i øjet, eller blot et smil. Dog har jeg dog oplevet, at det – på trods af dette – stadig kan være et helt andet billede man får, end den måde man ser ud på i ‘virkeligheden’. Gad vide, om man burde indføre en obligatorisk video-hilsen?! 🙂
      Jeg kan godt følge din tilfredshed med at være fri. Jeg har også selv meldt mig ud af Tinder-universet, selvom det var sjovt. Det er bare frygteligt tidskrævende. Og overfladisk. 😉

      Knus <3

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Jeg er pisse stolt. Af mig selv.