Den længste overspringshandling

På Studenterhuset. Min mave knurrer. De er løbet tør for det sidste vegetarvenlige udvalg. Bliver tilbudt en toast. Min mave gør oprør mod udsigten til to skiver luft med lidt grønt i mellem. De er ved at gøre klar til open jam. Den før beroligende summen overdøves nu af alle instrumenterne, der bæres op på scenen. Min koncentration har nået sit højdepunkt.

Afsted til Nelle’s. Prøver forsat at begrave mig i eksamensskrivningen, som jeg stadig ikke forstår halvdelen af. Det har på nuværende resulteret i 3 times hår-rivning og stirren ind i en semi-tom skærm. Desuden er jeg på lægeordineret lovlig dope, som har gjort mig silo-agtig og mærkelig. Som kirsebærret på toppen må miksturen ikke blandes med alkohol – så ingen øller til mig. Kan mærke en irritation over mit manglende valg. Det er som om, at alt det jeg ikke må, pludselig giver mig en stærk lyst til at gøre det alligevel. Nok derfor forbud aldrig har været min kop the.

Fyren fra Emergenza chatter mig op. Jeg havde lovet ham at komme forbi til poetry. Tiden med ingenting er løbet fra mig. Tidsoptimisten bider mig i bagdelen. Aflyser.

Midt i min manglende koncentration cykler Ireren forbi. Han har været til casting i København. Tilfældigt sammentræf, alligevel. Han kommer ind. Jeg bliver grundforvirret, og har pludselig problemer med at sammensætte sætninger. Føler mig for en kort stund socialt inkompetent. Ireren bruger ca. 2 minutter på at overtale mig til at smutte. Jeg indvilliger, med min manglende evne til at prioritere.

Afsted til den Smagsløse. Kitschet sted. De har et pølse-museum. Og afhuggede dukkehoveder i glasvaser på en bund af kaffebønner. Snakker med en canadier, som har holdt foredrag om Trump og totur. Han forklarer hvordan risikoen for decideret hjernevask kan finde sted. Det sker ved at opveje en negativ ting med så mange gode argumenter, at det forvirrer folk. Jeg er allerede forvirret. På et højere plan. Men tanken giver mening i sin grundessens. Vildt nok. Jeg tager mig selv i at stå og blive fjern. Undrer mig over, om det er medicinen, stemningen, eksamenskulleren eller noget helt fjerde der gør mig rundt på gulvet. Konkluderer, at jeg ikke har svaret (men at multitasking på alle niveauer er mere udfordrende end sædvanligt).

Ireren vil have mig med ned til havnen. Der er et elektronisk underground event. Jeg indvilliger. Vi cykler afsted til de alternative festligheder. Jeg øver mig i at konstruere sætninger på engelsk i min lettere forvirrede tilstand. Han er kommet på overarbejde med at holde samtalen kørende.

Ankommer til den store bygning. Forbi hegenet. Ind i hallen.

Kun en håndfuld mennesker er mødt op. Giver formelt hånd til alle. Kommer i tanke om akward handshakes. En af dem har fødselsdag.

Musikken går på. Vi står i det store, mørke, iskolde lokale og kigger op på scenen. Scenen er placeret i en højde, som får den til at fremstå som en piedestal. De spiller elektronisk. Alternativt ud over alle grænser. Jeg får i dén grad udvidet min horisont.

Men jeg forstår ingenting.

”Jeg forstår det ikke” får jeg sagt til fødselaren.

”det er også mere en følelse”, responderer han.

Følelsen jeg står med, er bare en gennemsyret følelse af angst og ubehag. Den orange udrykningslampe som står på scenen, kører motorisk rundt, og giver mig en følelse af indre uro. Det er nok noget af det mest syrede,  jeg længe har oplevet, tænker jeg for mig selv. Mærkeligt. Depressivt. Fornemmer min ved-siden-af-mig-selv-tilstand blive forstærket. Måske er det meningen?

Fødselaren hiver mig med udenfor til en smøg. Vi filosoferer.

Ireren vil tilbage til Studenterhuset. Fødselaren vil på Momentum. Og jeg er ikke i stand til at tage nogen former for beslutninger i min semi-kaosagtige, indre tilstand. Det forstærkes yderligere i hyppige sprogskift, som hyler min hjerne ud på overarbejde.

Just follow the flow, tænker jeg.

Ender på Momentum. Burde være gået for længst. På den anden side trækker eventyret i det ukendte og spontane altid i mig. Som en lidt for kraftig magnet. Og livet er jo for kort til leverpostej. Men stedet er dødt. Det samme er min humor for i aften. Trætheden og den mærkelige stemning har bidt sig fast, og nægter at give slip.

Bliver der kort, før jeg vælger at trække stikket. Siger pænt godnat til Ireren og Fødselaren.

Cykler hjem i regnen med tænderne klaprende på højtryk. Mit hoved er stadig proppet til randen med informationer, jeg ikke nødvendigvis kan placere. Har været igennem eksamensskrivning, depri-elektroniske toner, kunstneriske excentriske typer, soberhed, kæderygning, Trump og totur, hemmelige rum, en tur på et pølsemuseum, midlertidige manglende sociale kompetencer, interessante samtaler og en gennemsyret spontanitet. Meget skiftende dynamikker. Kontraster er vel et passende ord.

Konstaterer, at det må være dagens længste overspringshandling.