Behold dine gode råd for dig selv

Det kan krible helt i fingrene på mig og give mig en umådelig lyst til at afbryde en samtale, hvis jeg pludselig bliver overdynget med ”gode råd”. Især dem som jeg ikke har bedt om. Har i den seneste tid spenderet en del timer med en masse kloge mennesker, som har fået mig til at stille mig kritisk overfor min egen alvidenhed.

Det sjove (eller nok nærmere pudsige) er nemlig, at jeg selv elsker at give ”gode råd”. Jeg tror, det bunder i en iver efter at hjælpe, hvis jeg har erfaring med emnet, eller mener at have godt styr på den problematik, den pågældende står i (for så må den anden jo brænde efter mit gode råd. Min fantastiske hjælp og ekspertise. Min viden!). Desværre er det bare sådan, at vi ser verden helt forskelligt. Så den reelle chance for at et uønsket godt råd er brugbart, er ret tæt på nul. Nu mener jeg ikke, at vi ikke må komme med noget respons i en samtale. For selvfølgelig må – og skal vi det. Og hvis jeg bliver spurgt direkte, får du muligvis også et. Gode (uønskede) råd kan i bedste fald åbne op for en refleksion hos den pågældende, men tit har jeg egentlig bare oplevet en stor irritation og en efterfølgende lunken stemning. Skulle det så ske, at rådet faktisk giver mening, for den person der er i fokus, så er det fantastisk! Dog er rådet stadig baseret på mine erfaringer, og ikke ud fra den person jeg faktisk står og taler med. Jeg er af den overbevisning, at det er enormt svært at forholde sig objektivt i forhold til gode råd. Det er det samme som med børn og varme kogeplader. De lærer det først, når hånden HAR været solidt placeret på den varme plade for derefter at konkludere, at den rent faktisk var varm…

Til gengæld er jeg stor fortaler for, at vi skal blive bedre til at lytte og droppe idéen om, at vi ved alt på forhånd. Eller bare har den bedste løsning. Også selvom det kan klø noget så voldsomt, når ”svaret” ligger lige der. Og endda til højrebenet. Som nævnt tidligere er det bare ikke sikkert, at det er den rette løsning. Måske for en selv, bevares – men nu drejer det sig ikke om dig eller mig (øv).

Desuden er det at ”lytte” – altså ikke der hvor man bare er tilstede, og samtidig har hovedet fuldt med andre ting (fik jeg mon slukket komfuret? Hvad skal jeg mon have til aftensmad? Uha, han er da meget sød ham der lige gik der! Hvornår kan jeg mon få lov at byde ind med noget? Jeg kunne da også liiiige tjekke min Facebook – bare hurtigt. Ej, skal da også lige huske at købe karklude. Og toiletpapir). Nej, jeg tænker ”lytte”, som i at man er 100 % nærværende, nysgerrig og faktisk gider at høre efter. Problemet er jo ofte, at når vi tænker løsninger eller på alt muligt andet fremfor at være nærværende i samtalen, glemmer vi helt at høre efter. Og så mister de gode råd og deres intentioner ofte deres formål.