Klokken er 21.00.

Skal sige farvel. Til en ven. Overvejer kort, om han egentlig er en ven eller bare en bekendt. Jeg har faktisk ikke særlig mange venner, får jeg tænkt. En ven, er vel en, der kender mig – og omvendt – på et andet plan end den polerede overflade? Slipper tanken.

Han skal ud på en rejse, og det er den sidste mulighed for at sige farvel til ham. Har en underlig tom følelse i kroppen, som jeg forsøger at kompensere ved at tage noget pænt tøj på.

Klokken er 21.15

Ankommer til Pølsemuseet. Til direktørtid.

Ireren er her også. Han henvender sig, imens jeg sidder i min silo af uoverskuelighed overfor andre mennesker.

Fredag aften sidder stadig i kroppen på mig. For første gang i lang tid er jeg sårbar. Sådan rigtig sårbar. Tænker, at det er sjovt, hvordan folk kommer ind og ud af ens liv. Venner og bekendte. Kærlige relationer. Fjender og forliste romancer.

Bestiller en vodka-danskvand.

En dominerende følelse af distræthed sitrer i kroppen på mig. Den pæne københavner, som stod der i min lejlighed sidste aften, optager min tankekapacitet.

Jeg kan overskue meget få mennesker lige nu. Det er som om, at han rodede rundt i mig, og skabte et midlertidigt følsomt kaos. Det er som om, at det har slugt – og fortsat sluger min energi og opmærksomhed. Hvorfor fanden er det lige, at det skal komme og forstyrre nu?

Ireren bider mærke i mit mentale fravær.

”You seem really sensitive. Are you still not drinking? Is it some kind of hippie-shit?”

Ruller øjne indvendigt. Han skulle bare vide. Dropper forklaringerne, og stirrer i stedet ned i gralen af tidsfordriv, der er placeret i skødet på mig.

Kontraster, kontraster. Jeg har aldrig været god til det. Jeg har mest af alt bare lyst til at pakke mig ind og lukke af for alt overflødigt støj. Bare at få lov til at være uden at forholde mig til noget eller nogen.

Beslutter mig for at forlade de kulørte lamper med afhuggede dukkehoveder og den konstante summen af glade mennesker, der er lykkeligt påvirket af humle.

Pakker mig ind i mit alt for store halstørklæde og tager ruskindsjakken på, der mangler en knap foroven. Skruer de sorte høretelefoner ind i bevidstheden og lytter til Fantomfølelser. Nynner lydløst med bag det tykke stofstykke til lyrikken, som rammer min sensitivitet. Askglæde synger om kærlighed. Den forliste af slagsen.

”Jeg mærker stadig dine hænder, selvom det hænder, at det er andre kvinders.”

Bevæger mig videre til min gade. Låser mig ind i hulen, og trækker vejret overfladisk imens jeg spiser det sidste chokolade, og fordømmer rosinerne, der er blidt støbt ned i de sukkerfyldte medaljer. Tænker, om min udryddertrang skyldes forsøget på at fjerne minderne om ham. Ham den pæne københavner. Slipper tanken.

En ny tanke popper op. Dens tilstedeværelse er insisterende. Den påminder mig om, hvor let det er for mig at eksistere, når mit hjerte blot er lukket. Det er som om, at arbejde og følelsesmæssig distance er min måde at overleve på.

Stirrer lidt ind i væggen.

Rammes af midlertidig søvnløshed.

Klokken er 03.00

Den pæne københavner chatter mig op.

”Har vanvittig meget lyst til dig.”

Kigger en smule mærkeligt ned i den lille skærm, der oplyser mit ansigt med et usundt, blåt lys. Tager mig selv i, at lave et højlydt suk, mens jeg ryster en smule på hovedet. Klassisk booty call.

Bliver mødt af en underlig, udefinerbar følelse, som jeg ikke helt ved hvor jeg skal placere. Ved ikke, hvad jeg skal skrive. Ved heller ikke, om jeg skal blive glad eller forarget. Glad for at høre fra ham. Forarget over, at jeg åbenbart ikke er mere værd for ham end en besked midt om natten.

Tænker situationen igennem. Hvis mennesker kun har tid til dig efter mørkets frembrud – når alle andre muligheder er væk – hvorfor så bruge tid på dem? Og er det generelt ikke bare selvtotur at bruge tid på mennesker, der ikke vil en?

Dykker ned under dynen. Finder tilbage til det velkendte og trygge drømmeland i en tilstand af et mindre sukkerchok.

Drømmer om et misset fly og om en flyvende vampyr.

De kommer i mange udgaver. De små, de store. De søde og de knapt så søde. De maskuline, de feminine, de sjove, de skøre, de smukke, de charmerende. Listen er lang og sikkert endeløs. Men stadig har de ofte en ting tilfælles – de roder ved min indre ro.  

Kommer til at tænke på Bob Marleys ”No woman no cry.” Laver i en håndevending en oversættelse i hovedet på mig selv.

”No m-e-e-e-n, no cry. No m-e-e-n no cry”…

For hvordan kan det være, at fuldstændige irrationelle handlinger kan komme til udtryk i starten af en ny relation, hvis man ikke kan finde ud af at være i den? Og fra (næsten) rationelle mennesker? Krummer stadig tæer over de sidste par beskeder, jeg fik sendt af sted til ingienøren.

Ligger på langs i min halvanden mands seng, med tæerne strittende ud over sengekanten.

Tænker lidt. Hvordan er det overhovedet muligt at gå fra at være et ganske velfungerende menneske, til at forvandle sig til en sand hystade? Hvor sker det skift, der gør, at jeg til tider føler mig som Dr jekyll og Mr Hide?

Hvordan er det muligt at kunne lide noget, og samtidigt afstøde det så meget? Og hvorfor påvirker det mig?

Grubler lidt med uglet hår. Har ikke sovet i snart 45 timer, og er efterhånden begyndt at se dobbelt. Måske er det trætheden der spiller kispus med mig.

Men på den anden side –  gider jeg virkelig det følelsesmæssige cirkus, hvis det kan undlades? Og er det overhovedet muligt at snige sig udenom?

Gad vide, om man kan leve en langvarig og lykkelig tilværelse uden den form for følelsesmæssig tilknytning? Et ego liv, hvor den eneste man egentlig skal tage hensyn til, er sig selv.

Det vil selvfølgelig næsten kunne sammenlignes med, aldrig at kunne sætte tænderne i en fuldfed chokoladekage, hvilket er utopi. For vi skal vel falde, blive fristet og komme ud i yderpunkterne for at udvikle os som mennesker.

Men tænk hvis livet uden blot blev mere simpelt?

Lever udsagnet stadig, og havde Bob fat i noget?

No (wo)men, no cry?

Har i dag ikke rørt mig ud af flækken. Muligvis er det en form for destruktiv adfærd. Jeg ved det jo godt. For meget alenetid giver plads til for meget tænketid. Og så lammer det mig.

En masse tanker har rumsteret. En masse følelser har været fanget i kroppen og givet mig en tung fornemmelse.

Jeg lukker den sølvgrå laptop ned. Beslutter mig for, at jeg ikke vil mere for i dag. Min kreativitet er stagneret. Problemet med for meget fritid er, at det forstærker min følelse af ensomhed.

Er gået på jagt efter den sidste nødsmøg, som jeg har gemt et sted i lejligheden. Finder den i min sorte dametaske, som jeg havde som følgesvend på min sidste bytur.

Placerer mig selv på den grå svalegang i ghettoen, med udsigt over trækroner og en sol der er ved at gå i dvale. Med et halstørklæde viklet om håret, smøgen i den ene hånd og et halvt glas rødvin i den anden står jeg reflekterer. Bliver ramt af en mur. En sørgmodig en af slagsen. Lige her, lige nu, føler jeg mig bare helt igennem ensom i denne by.

Det er en blanding af afsavn og trangen til at fortrænge. Savnet af de mennesker jeg faktisk holder af, og en konstant higen efter at blive aktiveret for ikke at komme for meget i kontakt med afsavnet.

Sipper lidt mere af den kølige Zinfandel.

Sommetider tænker jeg, hvorfor det er så let for mig at få bekendte, men at dybe relationer er en udfordring for mig? Er det mon frygten for at skulle lide flere afsavn igen? Mere end jeg gør i forvejen? Frygten for at miste?

Har længe givet mit anderledes livssyn skylden. At det kan være vanskeligt at tilpasse sig flokken, når mange ting man normalt gør i flok, ligger mig så fjernt. Dertil kommer følelsen af, at jeg ofte føler mig alene – men dog i live, selvom jeg er omringet af mennesker. En ofte forvirrende kombination.

For blot et par dage siden gentog jeg mit mønster. Noget kom for tæt på, så jeg gik i forsvarsposition. For det er jo lettere at være alene, end at skulle forhold sig til andre mennesker – er det ikke?

…Det er i hvert fald den løgn, jeg fortæller mig selv.

Vi mennesker har vel brug for at blive spejlet i dybe relationer. De relationer hvor alle skyggesiderne bliver fremtrædende, og man bliver konfronteret. Sommetider brutalt. Andre gange som et blidt skulderklap i den rigtige retning. Men det er bare så meget lettere at leve på overfladen – dog også så tomt. Tænker lidt, at en verden hvor den tætteste relation er en selv, er en sorgløs tilværelse, så længe man kan holde til at være i den. Derefter bliver den blot mere og mere deprimerende.

Interviewede digteren forleden. Hans ord ramte mig dybt. Ikke med det samme men efter lidt tids refleksion.

”Hvis verden ikke er så simpel, som jeg siger den er, så er den for kompliceret til mig.”

Har jeg mon spændt ben for mig selv i min stræben efter at høre til ved at komplicere tingene? Og bunder min ensomhed i, at jeg gør situationen mere kompliceret, end den behøver at være? Skubber jeg ting væk, fordi jeg overtænker situationer fremfor at bare at være i dem? Fordi jeg tænker, at mennesker og samtaler skal være komplekse, før jeg finder værdien i dem?

Inhalerer det sidste røg ned i lungerne. Cigaretten føltes tiltrængt og en smule forbudt.

Uden at det skal komme til at lyde som råd fra et dameblad (for sent, I know), så er her 10 ting, som kan tørre tårerne bort, når festivalsæsonen er over os, og du ikke nødvendigvis er en del af den.

1. Du kan nyde en slow morgen med hjemmelavede pandekager og takke for de ikke-eksisterende tømmermænd.

2. Hvis du bor i Odense, har du hele byen for dig selv! Awesome, hvis du er til ro. Mindre awesome, hvis du er rastløs som mig. Så hop hastigt videre til punkt 3.

3. Du slipper for semi-permanente høreskader.

4. Du formindsker chancen for at erhverve dig en omgang klamydia eller andet godt i din brandert.

5. Du sparer en masse penge, som du kan bruge til at forsøde livet med på andre fronter. Eksempelvis med brunsviger. 106 stykker svarer til en Tinderbox-billet. Siger det bare.

6. Du har tid til at lave alle aktiviteter, der kan foretages på egen hånd. Alle dine venner er nemlig med stor garanti smuttet, for at feste til de segner. Overvej yoga eller noget meditativt.

7. Du kan drikke alt den vin du orker, uden at nogen dømmer dig. Og hvis de prøver, kan du blot referere til deres festival-udskejelser. Eller blot sige at du er på vej til festival. Hver dag er nu en potentiel forfest.

8. Du kan også trøste dig med, at du ikke skal vade rundt i mudder til anklerne, med blærebetændelse, en forkølelse under opsejling og en konstant stank af urin hængende efter dig.

9. Du kan sove i din egen seng, og få den skønhedssøvn som du fortjener. #BecauseYou’reWorthIt

10. Du kan vågne op i morgen og tænke, at du rent faktisk har været produktiv. (Yiiihaa..)

Lørdag formiddag.

Bliver chattet op af fyren med de mørke krøller.

Vi aftaler at mødes.

Er tidsoptimist. Kommer for sent.

Han står og venter. I venstre øre har en diskret ring piercet ind i huden. Skægstubbe, læderjakke og en ydmyg attitude.

Vi går en lang tur. Vi snakker. Jeg snakker mest. Vi krammer et halvakavet farvel, inden vi vender hinanden ryggen og vores veje skilles.

Beslutter mig for at gå lidt videre selv. Har fået et akut behov for at udforske byen. Suser forbi Rådhuset. Farer vild. Forsøger at navigere forbi alt letbane-arbejdet.

Kommer ned af en sidegade med musikken pulserende i øregangen. Udenfor StudieStuen sidder en folk mennesker ved de lysegrå brosten. Kaster et nysgerrigt blik hen på flokken, som sidder og skåler mørkerød vin, skænket i store klare glas. I samme øjeblik som jeg kigger, får jeg øjenkontakt med en pige. Friske lyse krøller, briller og en enormt spændende energi. Hun henvender sig til mig, som en uskyldig catcaller.

”Hej! Du skal du med ind. Vi har vin!”

”Ja, det skal jeg da – hvad har I lavet?”

Hun fortæller, at der har været oplæsning, og de nu sidder og fejrer at det er veloverstået. Intro Dok, hedder projektet. En masse kunstnertyper. Litterære mennesker. Føler mig utrolig velkommen i selskabet.

Vi leger ’nævn alle ting du synes er fede’. Tager mig selv i at snakke en del. Hun fylder rødvin på mig, mens hun selv sidder med det enorme vinglas som hun har spicet op med et par jordbær. Hun er sjov og en smule beruset. Jeg mærker efterhånden også alkoholen stige en smule til hovedet. Hver gang mit glas er tomt, hælder hun de udpressede druedråber over i mit glas fra sit eget. En rigtig deler. Vi ryger smøger, mens vi bliver enige om, at smøger og rødvin næsten er et obligatorisk makkerpar.

Festens DJ var smuttet, da jeg gjorde min entré. Han kommer tilbage og sætter et gammelt Madonna-nummer på, mens han holder sin egen fest iført strøget skjorte og mørke solbriller i det nu tomme lokale.

De lokker mig med videre i byen. Stemningen lyder på Viggo’s. Jeg følger flowet.

En god gåtur senere rammer vi stedet. Har aldrig været der før. Der hænger glas i hele loftet og der hersker en halvlummer- og provinsagtig stemning. Overalt i lokalet sidder mænd og kvinder med smøger hængende fra mundvigene og taler om livets små og store spørgsmål. Godt holdt ved selskab af store fadøl, naturligvis. Lokalet er helt tilrøget, og kan på ingen måde rumme flere mennesker. Vi går oven på. Også fyldt. Ned i kælderen. Stadig fyldt. Vi bevæger os videre til et andet sted. Fyldt.

Vi ændrer strategi, og ender i stedet på Bodegaen. Får sat mig ved bordet, ved den smalle, hårde træbank. Fra loftet hænger en Jägermeister flaske, som nu har funktion som lampe. Vi snakker i øst og vest. Falder i snak med en høj mand med brunt, halvlangt hår og tatoverede arme. Han var en af dem fra fortovsfesten. Vi taler om spontanitet og loven om tiltrækning.

Synger med på Rollo og King, og bliver i et nostalgisk øjeblik kastet tilbage til folkeskolen. Bliver fanget i et boyband-moment, hvor jeg er vidne til tre piger på stribe give den gas med perfekt lyrik til klassiske -men dog corny 90’er numre. En hvinende sød jordbær-lime cider og et par smøger senere beslutter jeg mig for at være den fornuftige og takke af.

Tager den falske læderjakke på, og går mod udgangen. Møder en gammel flirt på vejen hen til døren. Vi krammer. Meget tilfældigt, tænker jeg.

Går hen til min cykel. Spotter en flok fyre der står og hænger. Fødselaren er der. Endnu mere tilfældigt. Odense er en lille by, men alligevel. Spekulerer kort over, om der overhovedet findes tilfælde? Kører forbi på den røde jernhest og griber i stedet en tarvelig cheeseburger fra Maccen.

Kommer til at tænke på dagen i går. Det er som om, at universet prøver at fortælle mig noget. Hvad det helt præcist er, kan jeg stadig ikke helt sætte en finger på. Men timingen disse dage har været vildere end nogensinde før.