Jeg er pisse stolt. Af mig selv.

Det er torsdag i dag. Regnen har silet ned i lårtrykke stråler og ødelagt min frisure. Min pedal på den røde jernhest sidder stadig fast. Men det er som om, at det er gået forbi min næse (ej, ok – ikke det med håret). Jeg har fremfor at blive irriteret af disse små bagateller i stedet rendt rundt med et smil, langt oppe over begge ører, imens jeg har vadet de odenseanske stræder tynde, med en sort paraply, som en anden karikatur af ’Singing in the Rain’.

Det er som om, at intet kan skyde igennem min glæde og positive tilgang til livet for tiden – for det har jeg valgt. Og sådan har jeg faktisk haft det længe. Hvis man da lige ser bort fra et par dage, hvor jeg mest har haft lyst til at pakke mig ind i vattæpper, indtage en fosterstilling og æde citronmåner. I flertal, ja.

Men i dag er jeg stolt. Stolt af mig selv. Og så fuck da lige den forpulede jantelov. Jeg er stolt, da jeg har opnået en personlig sejr i dag. Stolt fordi at jeg tager ansvar for mit eget liv, og stolt fordi jeg vælger at være tro mod mig selv.

Jeg kommer tættere og tættere på det liv, jeg altid har forestillet mig, men aldrig troet var muligt. Jeg har langt vej igen for at være ‘rigtigt’ i mål, men for mig er processen det vigtigste. Det er fedt. Det er opløftende, når mit indre kompas peger på, at jeg er på rette vej. Det er befriende, at jeg langsomt, men stødt, er ved at finde helt ind til kernen af mig selv.

Livet er stadig en kamp om at finde balancen i alt. Det tror jeg egentlig altid, vil være en udfordring. Men jeg er blevet bedre.

Jeg forsøger at praktisere idéen om, at det er så vigtigt at nyde hvert minut. At være i stand til at være taknemmelig. Også for de små ting. Som at være i stand til at komme ud af sengen om morgenen. At kunne trække vejret. At have mennesker der elsker en.

Jeg har selvfølgelig stadig dårlige dage. Jeg er for søren da blot et menneske. Med følelser, bevares. Men jeg bliver ikke hængende under vattæppet og ynker. Jeg kommer videre. Jeg forsøger aktivt, hver dag, at vælge glæden fremfor negativiteten. Der er jo nok af både det ene og det andet. Altså, både det gode og det dårlige. Men det er ligesom om, at det jeg giver mit fokus også påvirker udfaldet. Af alt.

Isn’t it ironic?

Sådan kom jeg over min angst for at tale i større forsamlinger

sådan kom jeg over min angst for at tale i større forsamlinger

Men er jeg sådan helt-helt over det? Nok ikke. Bliver jo stadig rød i hele hovedet til tider (som jeg også har skrevet mere om HER). Men det er en god nervøsitet. Den slags der får mig til at performe bedre, og giver mig det famøse adrenalinsus. Før i tiden var alt i denne dur bare drøn ubehageligt.

Jeg har lavet en lille liste, med de ting som har hjulpet mig med at gøre ”scenen” til en tryg platform, fremfor et sted jeg har lyst til at løbe skrigende bort fra. Mange af disse punkter har jeg også brugt i forbindelse med eksamenssituationer.

  1. Først og fremmest har jeg brugt meget tid på at øve mig! Det lyder muligvis banalt, men når noget ligger så dybt begravet i ens adfærd, sker det sjældent fra den ene dag til den anden. Det har i hvert fald ikke været tilfældet for mig.

  2. Find noget du er god til. For mig blev det meget lettere at tale, når jeg faktisk kunne fortælle om noget,  jeg fandt enormt interessant. Og efter noget tid var det meget lettere at overføre samme strategi til de emner, jeg følte mig mindre tryg i.

  3. Vær’ opsøgende. Prøv det af. Find events. Bliv frivillig. Tilbyd at holde velkomsttalen. Det var nok det mest grænseoverskridende trin, men det var først her, uden for min comfort zone, at jeg udviklede mig enormt meget.

  4. Kold som is. Ej, det er selvfølgelig ikke helt sandt men så alligevel – især for et analyserende sind som mit! Jeg har brugt meget tænkeplads på at overveje, hvad andre nu mente, om det jeg sagde. Mon de grinte, hvis jeg sagde noget forkert? Eller var jeg slet ikke velformuleret nok? Hvad ville DE mon ikke tænke? Det punkt har jeg arbejdet en del med at få tryllet væk. Først og fremmest fordi jeg i bund og grund ikke aner hvad de tænker. Og hvis der bliver grint, er det nok et tegn på deres manglende selvværd og ikke et tegn på min præstation. Vildt, at det tog mig så lang tid at indse. Så jeg prøver at gøre mit bedste, ud fra det jeg har at byde ind med – og det er godt nok. Hvad andre tænker, er for så vidt ikke noget jeg behøver at bryde mit hoved med.

  5. Indtag scenen – fra start! Der er ikke noget værre end at komme dårligt fra start. Det kan for mig være helt afgørende, hvordan jeg vælger at træde ind i et rum, og hvordan jeg placerer mig på ”scenen”. Min erfaring siger mig, at hvis jeg selv tror nok på det, så skal andre nok også.

  6. Kropssprog. Vi taler meget mere med kroppen end hvad de fleste er klar over. Derfor har det hjulpet mig at få styr på det (i grove træk), så jeg naturligt fremstår mere troværdig, selvsikker og åben.

  7. Slap af. Både før og efter. For mig virker musik i ørene fremragende.

  8. Undgå at være sammen med andre nervøse mennesker. Det er faktisk nok det, der kan få mig mest ud af kurs. Flere angste/nervøse mennesker i flok har en fremragende evne til at piske en stemning op – og ikke af den gode slags. For mig har det være en gave at stille mig blandt de positive og powerfyldte mennesker før jeg perfomer (hvis der er nogen). Det smitter nemlig også! Alternativt vælger jeg bare at finde mit eget space indtil jeg skal på.

  9. Det er ok at være nervøs – det er faktisk en ret naturlig følelse. Jeg vælger bare, at lade være med at give det for meget fokus, og tænker derimod på alt det som jeg OGSÅ er. Spændt, dygtig, har styr på det osv. Hvis jeg hele tiden går og fortæller mig selv at jeg er nervøs, så bliver det mit fokus, og det smitter af på hvad jeg udstråler, og når jeg udstråler nervøsitet smitter det af på omgivelserne, og når omgivelserne fornemmer nervøsiteten er det lettere for dem at dømme – you get the point.

  10. Jorden går faktisk ikke under. Altså, hvis jeg nu alligevel står der og kampsveder og alt går i sort. Jamen, så er det bare sådan det er. De gange det er sket, har jeg efterfølgende kigget på hvorfor jeg kom helt derud og gået tilbage til punkt 1.

 

6 ting der booster mit selvværd

I den her moderne verden hvor vi konstant bliver målt og vejet, og jeg ofte har en klaustrofobisk følelse af at skulle leve op til andres forventninger, er det rart at kunne stikke fingeren i jorden og lige gå de her 6 punkter igennem. Selvværd er en sjov størrelse (ikke at forveksle med selvtillid). Det er jo noget grundlæggende, som burde være en selvfølge – og resultere i en grundfølelse af at slå til, uanfægtet af de ydre omstændigheder. For mig er det enormt vigtigt at være bevidst om, da mit selvværd til tider også skal have lidt ekstra kærlighed. På trods af det, tror jeg også på ”the Law of Attraction”, og derfor er det et vigtigt punkt i mit liv, for at resten går glat. Denne liste giver en idé om, hvad jeg gør, for at give mig selv det kram af kærlighed og accept, som får mit selvværd boostet og hjælper med at grundfæste det.

  1. At acceptere. En grundlæggende accept af, at alt ikke handler om mig.
  2. At elske sin krop. Selv med vinterpels, deller og cellulite. For alt andet er med til at skabe et meget destruktivt selvbillede. Som Hella Joof så fint sagde; når vi snakker grimt om vores krop, så strammer den om sjælen.
  3. At sige ”pyt”. Åd jeg virkelig lige hele den kagen (eller hele køleskabet)? Glemte jeg at få trænet? Fik jeg ikke lige præsteret det jeg havde forventet? Eller sagde jeg måske noget, som gjorde en anden akavet? Der er to muligheder for reaktion til de fleste spørgsmål. Enten at bruge tid og energi på at overtænke (som jeg ofte er mester i), eller bare at sige ”pyt”. Ofte er min erfaring alligevel, at de fleste af de bekymringer jeg har haft, har været uhensigtsmæssige og ligegyldige.
  4. Bare at være. Det er nok det mest udfordrende punkt for mig på denne liste. Men faktisk at være i stand til at nå til et punkt, hvor selve tilstedeværelsen er nok. Dette bunder primært i, at min selvtillid bliver boostet af at præstere, så balancegangen er hårfin. Dog tror jeg heller ikke, det er muligt at have en vedvarende selvtillid, hvis selvværdet ikke er på plads.
  5. At elske og være taknemmelig. Det at ”elske” er et meget stort ord for mig, og det er noget jeg stadig arbejder med. Men det at kunne elske mere, og elske de små ting gør en enorm stor forskel. Når jeg giver kærlighed, har det en tendens til at komme tifold retur.
  6. At tilgive. Ikke fordi det nødvendigvis er ”fortjent”, men fordi det bare ikke gavner at bære nag. Mest af alt handler dette punkt dog om at tilgive mig selv for stort og småt.

Guiden til at gå i byen alene

Kan man det som pige? Svaret er ja! Er det et tabu? Muligvis, men glem nu bare det. For det kan være yderst befriende. Man kan gøre mange ting alene (eksempelvis at tage til poetry slam som jeg har skrevet om HER). Men med hensyn til by/bar-ture, så er min top 3 over de bedste, dem, som jeg har haft på egen hånd. Der er intet galt i den klassiske tilgang, hvor man ankommer i flok – det virker bare sjældent sindsoprivende for mig. Tit bliver jeg så opslugt af interne samtaler, normer og “hvem man bør snakke med”, at jeg glemmer at møde nye mennesker. Og mødet med nye mennesker, er en hovedårsagerne til, at jeg elsker at være ude. En anden ting som jeg oplever, når jeg er alene afsted, er en anderledes åbenhed. Både fra mig selv og andre. Tænker også, at det må være langt mere intimiderende at henvende sig til en større flok, end til en enkelt. Dette er gældende for begge køn! Som tilflytter – og særligt som voksen – er det en smule svært at få nye bekendtskaber, og tiltaler man folk på åben gade tror de enten man er småskør eller sælger. Ha. Men at tage i byen alene, det giver alle muligheder for at møde andre på neutral grund. Desuden vælger jeg selv tidspunktet, jeg tager afsted på, og sørme også hvornår jeg trækker stikket. Som bonus er jeg fan af røverhistorier, skæve eksistenser og den afslappede stemning, som de fleste værtshuse byder på.

Jeg har derfor samlet lidt af mine erfaringer og lavet en mini-guide til en vellykket bytur på egen hånd:

  1. Tag afsted når lysten er der og vær spontan. Dette gør, at jeg automatisk bliver mere imødekommende og åben for dialog. Der er intet værre end at tvinge sig selv afsted, hvis man hellere vil lave noget andet.
  2. Find et strategisk godt sted. Det værste træk er, at sætte sig isoleret i et hjørne. Jeg plejer at placere mig i baren. Det giver hurtig adgang til de våde varer, og forsyner mig med et godt overblik. Det vil være akavet i starten. Men det går over. Særligt efter en øl (eller to).
  3. Snak med folk. Jeg plejer at falde i snak med både bartenderne og stamgæsterne, og det er et godt udgangspunkt. Stamgæsterne har ofte mange røverhistorier på bagen, og bartenderne plejer ofte at være frisk på en snak (hvis du lige husker at bestille noget også).
  4. Drik – men med måde! Det har været en regel for mig længe, at jeg prøver at undgå at drikke for meget. Som pige er man bare mere udsat, og det kan give anledning til at sætte en i situationer der er svære at få kontrol over igen.
  5. Hav dine egne penge med. Ingen grund til at være en nasserøv.
  6. Hvis der går for længe, inden du finder nogen at snakke med, så tag videre. Det har ofte hjulpet mig at skifte bar, hvis stedet/menneskerne er for fulde, eller man har for lidt at snakke om. Det sker, at man trækker nitten i første forsøg.
  7. Gå ud på en hverdag. Det der med at gå alene i byen en fredag eller lørdag aften er fint nok. Men er man lidt genert af type, eller er det første gang, kan det være voldsomt grænseoverskridende.
  8. Sig ”ja”. Altså, ikke til hvad som helst (selvfølgelig). Men jeg prøver at lade være med at planlægge for meget. Mit mantra er at følge flowet og lad mig rive med. Det har ført til diverse sjove og skæve oplevelser.
  9. Smil og vær åben. Det lyder muligvis ret banalt, men det er en meget naturlig reaktion at kropssproget bliver lukket, og vi bliver mere nervøse hvis en situation er uvant. Men igen, hvad er det værste der kan ske?
  10. Sig ”tak for i aften”. Hvis alt ovenstående ikke virker, så er det muligvis et tegn på, at det bare ikke er din aften. Jeg har oplevet det en del gange, hvor det bare har været bedst at trække stikket og få noget ro. Ting tager tid, og at gå alene i byen er nærmest en kunst.

Er jeg introvert eller ekstrovert?

Lige siden jeg var en lille pige, har jeg ofte følt mig ”forkert”. Jeg har haft svært ved at passe ind i den rolle, som jeg ofte har følt mig castet til. Det har været en langvarig proces, som jeg har skulle kæmpe mig ud af. De kloge hoveder siger, at man ofte minder om ens forældre, og da min kære mor har levet hele livet som introvert, tror jeg egentlig det dengang blev en ”naturlig” måde for mig at leve på. Selvom jeg aldrig følte mig tilpas i denne rolle, var min moderfigur denne type, så det spejlede jeg mig i.

Min næste (livs)fase eskalerede da jeg flyttede til København. Nærmest i et overivrigt forsøg på at ”bryde ud af min skal”. For jeg var simpelthen blevet umådelig træt af den sætning. Sætningen, som efterhånden havde printet sig fast som en gentagende klang i min øregang. Jeg havde fået kastet den i hovedet flere gange, end jeg er i stand til at tælle mig frem til. Tilfældigt fremprovokeret af alt fra familie, bekendte og selvfølgelig til de obligatoriske skole-hjem-samtaler. Den sætning har altid provokeret mig. Altså… Provokationen bunder nok i en indre rebelskhed over, at jeg ikke føler jeg skal forklare min personlighed, og heller ikke nødvendigvis rette mig efter hvilken “type” der er den mest optimale (for hvem bestemmer i øvrigt det? Andre mennesker med deres egen idé om hvordan verden skal være? Samfundet?). Men sætningen rungede stadig i mit hoved, og jeg brugte derfor samtlige muligheder jeg fik, på at bevise, at jeg da ”ikke var genert” og ”inde i min skal”. Det gav både bagslag og erfaring, og jeg fik også revurderet min model af verden en smule. Især fordi, (I kid you not) det er meget lettere at leve i ekstrovert verden, hvis du ikke er genert og introvert. På den ene side fik jeg enormt mange positive oplevelser, og lærte, at det ikke var farligt at snakke med andre.

På den anden side fik jeg også bekræftet, at jeg på visse punkter ER introvert og tilbageholden, og jeg HAR brug for at tanke op alene – men det skal være af eget valg. Med tiden har jeg også erkendt, at jeg også er meget mere ekstrovert end antaget, og jeg trives bedst når der er liv og fed energi omkring mig. Jeg kan faktisk blive helt syg af ufrivillig isolation fra mennesker og mangel på meningsfulde interaktioner. Dette har vist sig at være noget af en balancegang. En meget fin en af slagsen, da jeg ofte møder mennesker, der virkelig ikke kan forstå, at jeg enten er det ene eller det andet. Ofte er det fordi, at jeg enten er blevet mødt på et tidspunkt, hvor jeg har været i mit ”es” og dermed har været meget udadvendt og ekstrovert. Andre, primært mennesker fra min fortid, har svært ved at forstå denne udvikling, og behandler og ser mig stadig som genert og introvert. I min dagligdag på nuværende tidspunkt, bliver jeg oftere og oftere mødt med det syn, at jeg fremstår som ekstrovert og talende. Det er fedt, da det er en ”rolle” som jeg har kæmpet for, og der hvor jeg føler mig bedst tilpas. Til gengæld er det også vildt, hvor meget der sker i forhold til den personlige udvikling, så er ligeså spændt på at se hvordan balancen mellem ekstrovert/introvert ser ud om bare et par år. Forhåbentlig er det det samme, eller også finder jeg ud af, at der er sider af mig selv, som jeg stadig ikke kender eller anerkender?

Man kan vel sige, at efter flere års refleksion, er jeg nået frem til, at jeg er introvert når jeg ikke trives i et forum, eller det simpelthen ikke er mine ”mennesker”. Ikke at der er noget forkert med de andre (som inspirerende Jeanette Hardis også har skrevet lidt om på hendes blog), men simpelthen fordi, at de fællesværdier og energier er så langt væk fra mine, at jeg har svært ved at slappe af. Og det er faktisk enormt befriende at have det i tankerne, at alt ikke handler om mig. Det giver mig lov til at slippe og bare være i det. Give slip, og lade være med at bruge for meget tid og plads på overtænkning af situationen, og over hvorfor et eventuelt match bare ikke er der.