Survival guide for Odense (mest til københavneren)

Langhårede mænd og en trommestik

 

kansas city odense

Lørdag. Klokken er 21.00

Befinder mig på jernhesten i pendulfart mod Kansas City. Har i en brandert lovet min ankomst til en event, og min eventyrlyst skubbede mig til at følge op på løftet. Skal til et metal gig. Med et band jeg aldrig har hørt om før. På et sted jeg aldrig har været. Ja, hvorfor ikke.

Af sted til Odense M med Slipknot i ørene. En form for mental opvarmning, om man vil. En hvid, rusten Volvo passerer. På førersædet sidder en kvinde iført hvidt brudeslør.

Cykler videre. Kommer forbi en taxamand. Han sidder i mørket, og nyder sine fritter bag de semi-tonede ruder.

Godt varmet op med strofer som “I’ve felt the hate rise up in me” føler jeg mig nogenlunde i stødet. Selvom jeg stadig ikke har nogen idé om, hvad jeg har i vente – udover at jeg ikke skal drikke i aften. De sidste to dages udskejelser har sat sine spor i form af et mindre tungt hoved. Tager et kig på mine håndled, som er smurt ind i sort stempelblæk. Afslørende.

Bevæger mig igennem den store, lysende Tuborg-silhuet passage. Stiller mig i køen. Der står allerede en masse typer. Mænd og kvinder. Primært mænd. Størstedelen passer på det billede jeg havde i hovedet – resten ligner nogle, der er ligeså forvirrede som mig selv. Undergrund og sort dresscode hænger uskrevet i luften. Kun en enkelt har vovet sig ind i jakkesæt.

Møder en af kvinderne fra gårsdagens spontane havefest. Vi krammer.

Smyger mig ind til garderoben. Her er mørkt og stemningsfyldt med en svag lugt af sved. Bevæger mine slidte jeans op til musikken på 1. sal, hvor jeg bliver mødt af et halvfyldt lokale med en tung sky af testosteron. Overalt er der tatoveringer, langt hår eller bare hårvækst i den ene eller anden forstand. Fuldskæg. Gedeskæg. Fipskæg.

Bestiller en øl (der røg den alkoholfrie aften), og gør mig kampklar til, hvad end der må vente. Priser mig lykkelig over valget af sneaks og hoodie i dagens anledning.

I samme øjeblik som musikken spiller, forvandles publikum til en flok vilde dyr. Foran mig står en beskeden kødrand af mennesker, og headbanger til de insisterende metaltoner, der strømmer ud af de store højtalere. Der udspiller sig en form for fiktiv slåskamp, mens growleren lægger hænderne på en mands isse, som var han Jesus. Åbenbart en meget normal gestus i dette miljø. Kan ikke lade være med at smile lidt – mest grundet, at jeg føler mig enormt malplaceret.

Pludselig begynder musikken at rive i mig. Beslutter mig for at stille mig tættere på, og før jeg ved af det, tager jeg mig selv i at bange hovedet motorisk frem og tilbage til de svedende, growlende mænd med længere hår end jeg nogensinde kan drømme om. Om det er musikken eller aggressiviteten i musikken der tænder mig, aner jeg ikke. Men det føles fedt.

Drikker lidt mere øl. Det må snart få en ende med alt det alkohol, tænker jeg. Støder ind i Læreren fra færgefesten ved baren. Skåler. Går ud og mingler. Falder i snak med en Englænder, en skaldet mand der savner sit lange hår og fyren “Isbjørn” der er den heldige ejer af en kæle-slange. En kvinde med pandaøjne undrer sig over mit navn:

“Rebecca? Det er jo det hende fra Sex & the City, kalder sin punani.”

Smiler lidt over de mange samtaleemner som er oppe og vende. Midt i en smøg falder jeg i snak med en fyr med hår så vildt, at det kunne være taget ud af en L’Oreal reklame. Mistænker ham for at have Indianske aner. Han er musiker – som størstedelen af de deltagende. En forbipasserende stikker os en trommestik. Den er fuldstændig smadret, og ligner mest af alt en lang, hvid asparges. Åbenbart tilhørte træpinden trommeslageren i Annominus. Kigger ned på min hvide android. Klokken er 01.00.

Kæderyger smøger og bliver lokket til mere festivitas. Drikker Mokai’er til kl. 03.30 og konkluderer at Kansas er undervurderet på samme måde, som min viljestyrke er overvurderet i dagens anledning.

Cykler hjem. Følges med Indianeren. Forlader ham og hans yndige manke i et lyskryds. Vi krammer. Sætter Orgie-E i ørene og rapper beskidt lyrik oppe i hovedet, forstyrret af fuglesang. Nattens kulde får mig til at føle mig i live.

Forbander kort min spontanitet. Men glædes over den alternative musikalske oplevelse og det faktum, at jeg nu er ejer af mine helt egen trommestik.

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Survival guide for Odense (mest til københavneren)