En færge og en mystisk fisk

Bliver man dummere af at se TV?

hjernestorm

I min stue står en Sony fladskærm. 32 tommer. Den har fulgt mig i tykt og tyndt i snart 8 år. Overlevet ca. 17 flytninger. Den står der helt uskyldig og med en blank sort plastikkant. Lidt skrammer hist og her. Kan ikke modtage andet end analogt signal – og så er den desuden ikke slået til. Ikke engang koblet på diverse streaming tjenester. Den bliver praktisk talt kun brugt til at afspille slidte DVD’er.

Jeg ved faktisk ikke hvorfor, jeg ikke har givet den en direkte billet til storskrald.

For ca. to år siden tog jeg nemlig det valg, at jeg ikke magtede at se TV længere. For det første var mine brækreflekser ved at komme på overarbejde, hver gang de samme udsendelser blev genudsendt. For det andet gruede jeg over mit daglige tidsforbrug af ren og skær skærmtid.

Sad ofte med samme følelse, som når man har købt en gammeldags med alt for mange kugler, guf, flødeskum og en politisk ukorrekt ’negerbolle’ på toppen. Det der med at man stadig bliver ved med at slikke på den, selvom kvalmegrænsen er nået. Ofte virkede det som om, at tiden forsvandt ned i et sort, bundløst hul. En opslugende tidslomme der blev til en form for virkelighedsflugt. I min optik – en fordummende hobby.

Grunden til mit valg udsprang dermed som en indre demonstration overfor tidsrøvere. En slags forårsrengøring om man vil. Men mest af alt blev valget truffet på baggrund af de påvirkninger, jeg var (og er) modtager af i form af død og ødelæggelse, som næsten var lige så rutinepræget som indtaget af min daglige vitaminpille. På skræmmende vis var jeg blevet en smule immun af at have nyhederne kørende i baggrunden, som var det baggrundsmusik. Immun overfor alt det kaos medierne udbasunerede. Og jeg blev skræmt. Skræmt over at endnu et terrorangreb eller et dødt barn ikke rørte mig på samme måde. Det var pludselig blevet hverdagskost.

Jeg besluttede mig for, at jeg ikke havde behovet for at få døde børn plasteret ud i mit sarte, danske ansigt sammen med min morgenmad. Kynisk? Måske. Men mere ubærligt og kynisk at skulle få disse injektioner sammen med mælken i min kaffe. Og skræmmende at få følelsen af at blive mere følelseskold.

Siden hen har jeg undret mig. For det første savner jeg det ikke. En ting er det ligegyldige indhold, de samme genudsendelser og indholdsløst TV. Ting der ikke bidrager til andet stimuli end at fjerne kedsomheden for en stund. En anden ting er nyhederne. Dog mener jeg, at de sociale medier har dækket mit informative behov for det ydre kaos. En anden ting er, om det billede der bliver skabt, er det mest hensigtsmæssige?

Men har man grundlæggende en pligt til at følge mere med? Bør man sætte sig detaljeret ind i hvad der foregår i udpenslende detaljer – til tider forvrænget af medierne? Er det mon ligeså slemt at slukke for det negative som at være tilskuer til det? Og bestemmer vi ikke selv hvad vi ønsker at bruge vores tid på?

Bliver man dummere af at få sprøjtet nyheder ind via et medie, eller bliver man dummere af at lade være?

 

 

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

En færge og en mystisk fisk