Er lykke målbart?

 

Det var en morgen som de fleste. Tændte for computeren, og blev holdt godt ved selskab af morgenmaden og en kop koffeinfri kaffe (don’t ask).

Det var der, jeg greb knoglen og ringede til Jylland.

Vi fik snakket. Jyden og jeg. I øst og vest. Mest i vest.

Som et lyn fra himlen var vi kommet ind på de lidt tungere emner. De filosofiske af slagsen der sjældent har et svar, som ligger lige til højrebenet. Vi var kommet ind på lykkebegrebet. For hvad er det for en størrelse? Samtalen var en spinoff af mine tidligere ferie-blues.

For hvad er der med den lykke, og hvorfor er det noget, vi stræber efter? Er det muligt at være kontinuerligt lykkelig eller er det blot muligt at have et livsmål, der ikke udelukkende er præget af egoisme?

Er det muligt at være ensom og lykkelig? Og kan man være lykkelig alene? Blot ved sin egen tilstedeværelse? Eller har vi som mennesker brug for andre mennesker for at føle en værdi ved vores eksistens?

Lykke. Ja, det er sgu en sjov størrelse. Og åbenbart også meget forskelligt afhængigt af hvem du spørger. Jyden var fast besluttet på, at lykke ikke var noget materielt.

”Lykke koster ikke noget”, sagde Jyden.

Men på trods af det blev vi enige om, at lykke trods alt kan være lettere at praktisere, hvis ”støjen” fra ubetalte regninger og gæld er sat ud af spil. Blot for at kunne fokusere mere på hvad der gør en glad. Men er det så simpelt?

Hvem er i teorien mest lykkelig? I ekstremerne finder man de bedste kontraster. Jyden var enig. For hvem har forudsætningerne for at være mest lykkelig, hvis man sætter materiel velfærd op mod håb og kærlighed?

Er det krigsflygtningen, der på trods af forfærdelig ydre omstændigheder har håbet om at blive genforenet med de mennesker, han elsker? Bomberne falder om ørene som sorte skyer. Med kristraumer og blødende hjerte er han på flugt, uden en tidshorisont for hvornår alt bliver bedre. Men han har håbet med sig, og ved, at han er elsket.

Eller er det den enlige ældre borger i det danske samfund, der har det som blommen i et æg – rent materielt? Der er styr på det meste. Pensionen ruller ind som vanligt. Men han har ingen mennesker i sit liv, der betyder noget. Eller rettere sagt – han betyder ikke noget for dem. TV’et udfylder den larmende stilhed. Med sin livslange erfaring, rødvinsnæse og et skema der er mere forudsigeligt end hvad godt er, burde han alligevel være godt tilfreds. Men telefonen ringer aldrig.

…Hvem er mest lykkelig?

Jyden blev eftertænksom. Det samme gjorde jeg. Man kunne næsten høre maskineriet knase inde i hovederne på os begge gennem det mobile rør.

Er det mon muligt at være lykkelig ved tanken om fremtiden? Tanken om forening? Eller er lykke kun ”ægte” hvis den er i nuet? Kan man måle lykke? Og har nogle mennesker bedre odds end andre? Og hvad i hele hulen gør os egentlige lykkelige?

Vi kom ikke frem til et svar. Men vi kom frem til, at lykke er et luftigt begreb. Og helt sikkert individuelt. Vi blev dog enige om, at man kan dø ensom og dø for noget. Det efterlod os begge en kende tavse. For betyder det så, at lykke er at have noget at leve for? Eller nogen at leve for? Eller handler det grundlæggende “bare” om at finde lykke i tilstedeværelsen uanset ståsted?