Alternativ ugeplan?

Er timing alt?

Har forvildet mig afsted til Aarhus. 30 minutters forsinkelse fra Odense gav mig æren af at måtte smutte forbi en helt stillesiddende forsamling af kommunikatører for at finde min plads. For sent, vel og mærket. Og med plads helt i front, selvfølgelig.

Dagen går.

Snak. Visioner. Co-creation.

En masse fagtermer.

Spiser af buffeten. Skider på køkulturen.

Smalltalker i køen.

Mere foredrag.

Gospelsang.

Sprød vært.

Formiddagskage til de hængende hoveder. (Sikkert nøje planlagt med den sukkerindsprøjtning før de resterende foredragsholdere kommer på.) Ubarmhjertig at skulle være en af de sidste i spotlightet, tænker jeg.

De runder af.

Bevæger mig afsted fra den 7 timer lange kommunikationskonference. Tappet en smule for energi af at have siddet ned i alt for mange timer og med et sukkerniveau over det sædvanlige.

Kigger ud af de store gulv-til-loft vinduer i det gamle, sjælfyldte Centralværksted. Det hagler. Haglen erstattes af en strid regnskylle. Hiver computeren frem i mangel af bedre. Venter. 10 min. 20 min. En halv time. Priser mig lykkelig over, at jeg ikke havde bestilt billet på forhånd. Det stilner af, og beslutter mig for at lave en lynspurt til Banegården.

På med den falske læderjakke og halstørklædet viklet rundt som en regnsky turban.

Kommer i ly på Banegården.

Hele deres system er gået ned. Slæber min ben ind til billetkontoret. Fire ansatte holder møde i det åbne. Forstyrrer dem pænt, og efterspørger, hvor jeg kan trække en billet til hjemturen.

Kvinden med det korte, rød-sorte strit kigger på mig:

”Hvor skal du hen?”

”Odense”, får jeg sagt.

”Så er det i dagens anledning gratis

SU-modtageren jubler en smule indeni. Det samme gør DSB-skeptikeren i mig.

Konkluderer, at timing virkelig er alt.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Alternativ ugeplan?