Min tonedøve overbo

Kl. er 23.31

Har hevet computeren frem i forsøget på at være produktiv her i de sene aftentimer.
På med hørebøfferne. Beslutter mig hurtigt for, at de smadrer min kreative proces. Ligger dem ved siden af mig igen. De hvide, klapsammenlige lydkatalysatorer.

Rummet bliver pludselig så stille, at det eneste jeg kan høre, er fingrene som hamrer af sted på tastaturet. Men kun i et splitsekund. Tastaturklapperiet bliver med lynets hast overdøvet af en åbenlys tonedøv sanger. Min overbo. Vurderer, det er en kvinde ud fra tonelejet. Hun rammer toner, som jeg ikke troede fandtes. Uforståelig lyrik. Det lyder mere som en form for klagesang. Den type stemme der lider gevaldige knæk, og fremføres i et jævnt monotont leje. Den stemme som man typisk får fremmanet i en brandert. Den stemme hvor man i sin brandert faktisk er helt overbevist om, at man har et skjult talent (som udmunder sig i en undren over, hvorfor man ikke blev sanger… Man kunne jo få hele Sam’s bar til at klappe i takt efter 6 bajere?!).

Det er selvfølgelig lige indtil det en dag, hvor man ved et uheld (læs: helt bevidst) optager sig selv. I samme øjeblik som lyden gengives, rejser hårene som små stive pigge på et pindsvin. Tæerne er på mystisk vis begyndt at krumme, og man tager sig pludselig i at tænke katastrofetanker: hvordan kan båndet destrueres hurtigst muligt uden vidner? Ligesom en kriminel på flugt.

På uhåndgribelig vis sker det med en konflikt i hovedet, da det er ubegribeligt, hvorfor tonerne ikke kommer ud i samme skønsang som til sessionerne i badet. Man forbander ekko og generel rumklang for en stund. Det munder ud i tanker, om vi bare er bygget således. Altså, bygget til at have et filter for at kunne høre, hvorvidt der er talent eller ej. Lidt ligesom at ens egne prutter altid lugter bedre. Udover at kvinder selvfølgelig ikke prutter. Dårligt eksempel.

Sidder tilbage, og studser over tidspunktet. Reflekterer et øjeblik.
Den tonedøve overbo kunne jo have været mig.