Ferie-blues og seriemaraton

Påskeferie. Burde jeg ikke juble og tænke ’endelig’? Som studerende burde det næsten være en obligatorisk reaktion. Måske fordi det er en tid, hvor normen byder på alkohol i skamfulde mængder, påskesild og en tætpakket kalender. Det er jo så moderne at have travlt. Nu er situationen bare den, at jeg bor i Odense. Og med et netværk der rummer færre mennesker end nogensinde før, så er kalenderen bare ikke fyldt til bristepunktet – tværtimod. Påskesilden har lange udsigter, og trangen til alkohol er forsvundet som dug for solen. I stedet er jeg blevet velsignet med en form for lettere depressiv tilstand, en fornemmelse af at tingene står stille, de såkaldte ferie-blues.

Jeg mistænker disse ferie-blues for at være en blanding af et anstrengt forhold til strukturer og stadig være bevidst om værdien af deres eksistens. De små rutiner. De ting der får maskineriet til at køre som smurt, uden det kræver så vanvittig meget hjernekapacitet. De ting som sættes på autopilot i hverdagen, og som pludselig ophører i ferien. Det er som om, at ferie er en katalysator for at rutinerne smuldre mellem fingrene på mig. Ofte sker det i en lynende fart og med fuldt overlæg, så jeg først når at bide mærke i det, når jeg er ramt. Tilbage sidder jeg så med en kummerlig tidsfornemmelse og en gennemgribende følelse af kedsomhed på et højere plan. En manglende tidsfornemmelse der har fået mig til at spise yoghurt (læs: morgenmad) til aftensmad, imens jeg har funderet over livets store spørgsmål. Denne gang har jeg valgt at kurere mine ferie-blues med to sæsoner Sex & the City. På to dage. Med chance for at ende i decideret serie-blues er jeg selvfølgelig fremadrettet varsom (siger jeg, alt imens jeg danderer den i yogapants og en alt for stor sweater, og snupper et afsnit Sex & The City mere. Bare fordi jeg kan. Fryder mig derforuden over, at jeg har boksen på DVD, så jeg ikke bliver konfronteret med den ydmygende forespørgsel om ”jeg stadig ser med”).