Hvad afslører dit stjernetegn om dig?

Guiden til at gå i byen alene

Kan man det som pige? Svaret er ja! Er det et tabu? Muligvis, men glem nu bare det. For det kan være yderst befriende. Man kan gøre mange ting alene (eksempelvis at tage til poetry slam som jeg har skrevet om HER). Men med hensyn til by/bar-ture, så er min top 3 over de bedste, dem, som jeg har haft på egen hånd. Der er intet galt i den klassiske tilgang, hvor man ankommer i flok – det virker bare sjældent sindsoprivende for mig. Tit bliver jeg så opslugt af interne samtaler, normer og “hvem man bør snakke med”, at jeg glemmer at møde nye mennesker. Og mødet med nye mennesker, er en hovedårsagerne til, at jeg elsker at være ude. En anden ting som jeg oplever, når jeg er alene afsted, er en anderledes åbenhed. Både fra mig selv og andre. Tænker også, at det må være langt mere intimiderende at henvende sig til en større flok, end til en enkelt. Dette er gældende for begge køn! Som tilflytter – og særligt som voksen – er det en smule svært at få nye bekendtskaber, og tiltaler man folk på åben gade tror de enten man er småskør eller sælger. Ha. Men at tage i byen alene, det giver alle muligheder for at møde andre på neutral grund. Desuden vælger jeg selv tidspunktet, jeg tager afsted på, og sørme også hvornår jeg trækker stikket. Som bonus er jeg fan af røverhistorier, skæve eksistenser og den afslappede stemning, som de fleste værtshuse byder på.

Jeg har derfor samlet lidt af mine erfaringer og lavet en mini-guide til en vellykket bytur på egen hånd:

  1. Tag afsted når lysten er der og vær spontan. Dette gør, at jeg automatisk bliver mere imødekommende og åben for dialog. Der er intet værre end at tvinge sig selv afsted, hvis man hellere vil lave noget andet.
  2. Find et strategisk godt sted. Det værste træk er, at sætte sig isoleret i et hjørne. Jeg plejer at placere mig i baren. Det giver hurtig adgang til de våde varer, og forsyner mig med et godt overblik. Det vil være akavet i starten. Men det går over. Særligt efter en øl (eller to).
  3. Snak med folk. Jeg plejer at falde i snak med både bartenderne og stamgæsterne, og det er et godt udgangspunkt. Stamgæsterne har ofte mange røverhistorier på bagen, og bartenderne plejer ofte at være frisk på en snak (hvis du lige husker at bestille noget også).
  4. Drik – men med måde! Det har været en regel for mig længe, at jeg prøver at undgå at drikke for meget. Som pige er man bare mere udsat, og det kan give anledning til at sætte en i situationer der er svære at få kontrol over igen.
  5. Hav dine egne penge med. Ingen grund til at være en nasserøv.
  6. Hvis der går for længe, inden du finder nogen at snakke med, så tag videre. Det har ofte hjulpet mig at skifte bar, hvis stedet/menneskerne er for fulde, eller man har for lidt at snakke om. Det sker, at man trækker nitten i første forsøg.
  7. Gå ud på en hverdag. Det der med at gå alene i byen en fredag eller lørdag aften er fint nok. Men er man lidt genert af type, eller er det første gang, kan det være voldsomt grænseoverskridende.
  8. Sig ”ja”. Altså, ikke til hvad som helst (selvfølgelig). Men jeg prøver at lade være med at planlægge for meget. Mit mantra er at følge flowet og lad mig rive med. Det har ført til diverse sjove og skæve oplevelser.
  9. Smil og vær åben. Det lyder muligvis ret banalt, men det er en meget naturlig reaktion at kropssproget bliver lukket, og vi bliver mere nervøse hvis en situation er uvant. Men igen, hvad er det værste der kan ske?
  10. Sig ”tak for i aften”. Hvis alt ovenstående ikke virker, så er det muligvis et tegn på, at det bare ikke er din aften. Jeg har oplevet det en del gange, hvor det bare har været bedst at trække stikket og få noget ro. Ting tager tid, og at gå alene i byen er nærmest en kunst.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Hvad afslører dit stjernetegn om dig?